Anmelderiet.dk

Sugar – Ingen er fuldkommen, Folketeatret, spiller 22. oktober 2011 og drager derefter på turné over hele landet.

TRE OG EN HALV UD AF SEKS STJERNER

Spiller de også på Børsen?
Nej, jeg spiller på Ukulele.

SUGAR, der netop har haft premiere på Folketeatret i København har undertitlen “Ingen er Fuldkommen”. Hvilket også er den danske titel på filmen “Some Like it Hot” fra 1959 med Marilyn Monroe, Jack Lemmon og Tony Curtis. Og SUGAR er da også baseret på netop denne film – så bare tilsat en ordentlig håndfuld flere sange, end vi finder i filmen. Sangene er skrevet af den amerikanske komponist Jule Styne tilbage i 1972, men holdt i samme 30′er-swing stemning som filmen bevæger sig i. Der er klart en tendens til at alt, hvad der sættes op af gamle klassikere, skal moderniseres og rockes og breakdances og hvad ved jeg – men ikke på Folketeatret. SUGAR er præcis så 30′er-agtig, som vi husker den fra filmen. Og ja, manuskriptet er stort set replik for replik taget ud af Some like it hot. Der er ikke meget nyt under solen her.

Alle er arbejdsløse – der er depression i 30′erne – og to arbejdsløse musikere vidner et gangstermord. For at slippe for at blive slået ihjel forklæder de sig som kvinder og hopper på et omrejsende jazzband. Den ene forelsker sig i bandets skødesløse ukulele-spiller, Sugar Kane, den anden bliver genstand for en gammel millionærs kærlighed. Og så er der ellers komedie for alle pengene. SUGAR har en uimodståelig Bugsy Malone-gangster-charme, en flot Art Deco-scenografi og desværre en utrolig dårlig akustik. Og det sidste er synd.

For alt er gennemarbejdet. Som de to mænd i dametøj ser vi Karsten Jansfort og Kristian Boland, der begge gør et forrygende stykke arbejde. Ikke mindst scenen med Kristian Boland på date med den ældre millionær (Troels II Munk) er priceless! Scenen er fyldt med dygtige dansere og i orkestergraven sidder et velspillende orkester – og derfor er det så ærgerligt, at vi ikke kan høre teksten til sangene. For for en gangs skyld har vi her at gøre med en musical, som er ganske udmærket oversat. For en gangs skyld styres der uden om de evindelige klicheer, der altid smækkes i sangteksterne, når der skal synges på dansk – og det er en fryd. At vi så ikke kan høre halvdelen, er jo så dobbelt op på ærgerligt.

Historien er LIGE til at følge med i, vil jeg mene. Og derfor bliver adskillige af tale-scenerne LIGE lange nok. SUGAR fungerer i hvert fald bedst, når der er dans, dynamik, tempo og show. Normalt er det mig meget imod, men når plottet er så tyndt, som det alle dage har været i Some Like it Hot, er det egentlig okay at det får lov at stå lidt i baggrunden. Vi vil blæses ud af horn og jazz, og det bliver vi desværre ikke. Men de numre der er, er bestemt velfungerende. Og vi går da smånynnende fra Folketeatret i slutningen af aftenen.

Maria Lucia modtog i foråret en Reumert for Årets Sanger, og på dette tidspunkt var det bestemt også fortjent. Lige nu vil jeg bare måske mene, at det er et fejlcast at bruge hende her. Marilyn Monroe var ikke nogen stor sangerinde, men en dygtig skuespillerinde. Maria Lucia er en meget dygtig sanger, men hun mestrer ikke helt den komiske timing, der lægges op til her. Og hun får ikke rigtigt lov at synge igennem, så det er som om Sugar Kane-rollen ikke rigtigt kommer til sin ret.

SUGAR er velspillet (med fokus på Karsten Jansfort, Kristian Boland og ikke mindst Troels II Munk), flot koreograferet og fint iscenesat. Men er tiden måske lidt løbet fra en forviklingskomedie af så støvet karakter? Jeg ved det ikke. Men de to og en halv time i teatret var lige langt nok for mig.