Anmelderiet.dk

Annie, Det Ny Teater, Vesterbro, spiller til 18. december 2011

TO OG EN HALV UD AF SEKS STJERNER

I 1977 skrev Charles Strouse musicalen ANNIE om den lille, forældreløse pige (ja, Annie, hed hun), der boede på et børnehjem og meget heldigt blev inviteret til at holde jul hos en milliardær. Forestillingen foregår i 1930′erne under depressionen, og nu hvor finanskrisen hærger verden over har mange teaterproducenter fundet på, at ANNIE må være frisk igen. Dette sker både på Broadway i New York, hvor forestillingen skal spille til foråret – og nu på Det Ny Teater i København. Forestillingen er meget groft optegnet: Børnene er klædt i laser, de bliver tvunget til at arbejde, deres forstanderinde er fordrukken og de mens de gør rent synger de vredt: Ingen bryder sig om dem, som er endt på børnehjem – ja, det er hårdt for de små piger.

Forestillingen slås an med en velspillet ouverture under ledelse af dirigent Per Engström. En tradition, der klæder musicalen som genre, men desværre er på vej ud. At slå en forestilling an med et musikalsk parti er så stemningsfuldt og lader publikum vænne sig til genren, stemningen og hele det med at være i teatret og glemme alt udenfor. Det er så dejligt, og det er især dejligt, at Det Ny Teater prioriterer et så stort og velspillende orkester. Vi synker tilfreds på plads i de røde stole, og forestillingen kan begynde.

Og det gør den da så sandelig også. Vi er på børnehjemmet og må lægge ører til seks-syv småpigers grusomme replikbehandling. Det er ikke fordi jeg vil være sur og gnaven, og det kan sikkert også fungere mange steder – men børn på en scene er jo bare ofte overspillet og kun til fornøjelse for disse børns forældre. Og her er det ingen undtagelse. Det bliver simpelthen en ordentlig omgang skolekomedie med vrængede replikker og besynderlige betoninger.

Når det så er sagt, så synger de faktisk udmærket, de små piger – det er bare en skam, at de ikke kan spille. Spille kan til gengæld Ole Thestrup, der spiller den rige Daddy Warbucks og Ditte Gråbøl, der går all in som den fordrukne børnehjemsforstanderinde, Miss Hannigan. Hun er stavrende, snøvlende, upassende og ikke mindst hamrende morsom. Ditte Gråbøl må være det bedste, der er sket for Det Ny Teater længe! Det er en nydelse at se, hvor professionelt hun håndterer sådan en rolle i en genre, der ikke ligner det, hun plejer at spille. Nej, hun er ikke ligefrem hverken sanger eller danser, men hun gør det til et karaktertræk, at Miss Hannigan hopper lidt forkvaklet rundt og vifter med hænderne i de enkelte musical-optrin, hun må deltage i. Det er virkelig vellykket for Gråbøl! Og også for Kim Hammelsvang Henriksen, der desværre er med alt for lidt i rollen som den excentriske radiovært, Burt Healy. Kim Hammelsvang Henriksen har skabt en skøn og bindegal karakter, der er vanvittigt sej og gennemarbejdet trods det store og overkørte spil. Bravo!

Annie er enkelte steder befriende politisk ukorrekt. Men samtidig er den også kvalmt sød og julehyggen i størstedelen af andet akt må tilstås at være lige lidt for meget i midten af september. Og så synes den at være uendelig lang – to og en halv times forestilling med et så enkelt plot er simpelthen ALT for meget af det gode. Naturligvis skal der synges og danses – ja, det er jo en musical – men handlingen går jo konstant i stå? Og når de store danseoptrin så ikke er koreograferet bedre, ja så er underholdningen altså desværre ikke i top. Det kan da ikke passe at en professionel koreograf ikke kan finde på noget bedre end sidelæns gang og jazzhands? Det er i min optik fint at bruge et sted eller to med en ironisk distance, men det lader til at være blevet et move, der skal bruges i hver eneste nummer i Annie. Jeg forstår bestemt ikke hvorfor.

Det Ny Teaters ANNIE får to og en halv stjerne for en flot scenografi, et velspillende orkester og enkelte gode skuespilpræstationer. Næste gang kunne det være fedt med færre skabede børn, en mere original koreografi og så måske lidt mere fokus på en fremadskridende handling.