Anmelderiet.dk

Anna Karenina, Betty Nansen Teatret, spiller til 30. oktober 2011

FIRE UD AF SEKS STJERNER

Lad mig begynde med konklusionen: Tag endelig en tur til Frederiksberg Allé, gå på Betty Nansen Teatret og oplev Anna Karenina. Men sørg for at sidde nær en udgang, så du kan daffe af efter den første time. Den første time vil du ikke fortryde! Resten er dog lige til at leve uden.

Leo Tolstojs roman, Anna Karenina, dramatiseres på Betty Nansen Teatret og iscenesættes af Alexa Ther – en kvinde af ordets teater. Jeg kan ikke huske at have set en eneste af Alexa Thers forestillinger, som ikke var for teksttung til min smag. Uterus og I morgen i Quatar (begge på Husets Teater) og senest Medealand på Edison. Anna Karenina er bestemt ikke mere ordløs, men dog mere ovre i knaldroman-genren end de tre tidligere nævnte eksempler: Vores hovedkarakter, Anna, møder manden Vronskij på en togstation. Vronskij er kæreste med Kitty, der er søster til Dasja, der er gift med Stephan, som er Annas bror. Anna er selv gift med Karenin, med hvem hun har sønnen Seryozha. Anna forlader Karenin da hun forelsker sig i Vronskij – dette gør Kitty ulykkelig, men hun finder til gengæld den tilforladelige Levin. Og så er alle glade. Sådan cirka. Bortset fra, at kærlighed jo sjældent er lykkelig i Rusland. Således ender det også mere eller mindre fatalt for alle par.

Anna Karenina er det rene sæbeopera – underlægninsmusik og det hele. Hele første time af forestillingen er iscenesat som den rene romantiske komedie – hurtige skift og skiftende narrativformer. Et stort metaplan med tekstpassager i 3.person, der kunne være taget ud af Tolstojs roman og utroligt flotte billeder på scenen. Det hele er meget filmisk i den betonklædte dagligstue der roder med væltede stole, røg og damp – og pludselig også regn der falder ned fra loftet. Allerede inden for første halve time smides en fest på banen – og fester er jo et vidunderligt dramaturgisk element. Vi får en udfoldelse af hele konflikten – det enorme følelsesspil, der står på mellem disse stakkels unge mennesker. De indre monologer lader os komme helt tæt på karaktererne og vi sidder på yderkanten af sædet for at følge med.

MEN så er det, at det hele stagnerer for holdet. Scenerne bliver længere og længere, det samme gør replikkerne og til sidst står vi med monolog på monolog, som ingen rigtig gider lytte efter. Og det er sådan en skam. For der var sådan en fedt flow, det var så god dramatik, og det hele smadres af ordet og teksten og kedsomheden. Alle sjove påfund med karaoke, walkmen og balloner der flyver op af huller glemmes – tilbage står kun noget tunnelblik og frustrerede karakterer.

Øv.

Der spilles ellers godt. Karin Bang Heinemeier og Rasmus Hammerich er et fantastisk par som Kitty og Levin og Jens Jacob Tychsen beviser i dobbeltrollen som Seryozha og Karenin endnu engang, at han er en af Danmarks dygtigste nulevende karakterskuespillere. Virkelig. Han er pissegod og det hele værd.

Ja, jeg troede lige jeg skulle til at falde på halen over en Alexa Ther-forestilling. Det gjorde jeg bare desværre ikke. Men den første time var sgu spot on!