Anmelderiet.dk

Jeg er drømmenes labyrint, Københavns Musikteater, spiller til 8. oktober 2011

TO OG EN HALV UD AF SEKS STJERNER

JEG ER DRØMMENES LABYRINT er en forestilling, der er omtrent lige så snørklet som dens titel.

I en by i det krigshærgede Afghanistan bor en mor og en søn. Moderen, Mahnaz, samler en gennembanket mand, der er på flugt fra en flok soldater, op fra jorden og tager ham til sit hus. Farhad, der er forestillingens hovedperson, spilles af Suad Demirovic og Morten Lützhøft. Suad Demirovic spiller mandens krop i kød og blod, mens Morten Lützhøft er talerør for hans tanker, fortid, fremtid, drømme og skyggesider.

Og det er denne dobbeltrolle, der gør forestillingen snørklet – og som ender med at blive forestillingens hæmsko.

Historien i sig selv er faktisk gribende. Farhad forelsker sig i sin redningskvinde og må bryde med den unge søns håb om, at han er den far, som sønnen har savnet så længe. Problemet er bare, at historien konstant bliver forstyrret. Fortælleren – der også er en del af Morten Lützhøfts rolle – vandrer hvileløst omkring på scenen, kommenterer handlingen og har lange monologer fra et sted i hovedpersonens indre: Er jeg vågen eller drømmer jeg? ER jeg far til drengen? Hvorfor oplever jeg mig selv som en fremmed?

Disse reflektioner er ikke uinteressante. Men det tunge metasprog gør dem uvedkommende og påklistrede. De danner en distance mellem mig som tilskuer og det, der sker på scenen. Hvem er denne fortæller? Hvad er hans funktion? Er han til stede for de andre karakterer i historien eller ej?

Rammen om historien er ellers både autentisk og enormt stemningsfyldt. Livemusikkens trommespil bliver til en lavtflyvende helikopter. De voldsomme slagscener hvirvler støv op, som kradser i mine næsebor. Pludselig opstår der et lyshav af glødepærer. Og undervejs er der fede overraskelser som for eksempel når gulvet hejses op og en kælder opstår nedenunder.

Instruktør Mikala Bjarnov og scenograf Marie Í Dali har skabt et sanseligt univers, der konstant forandrer sig, og hvor der hele tiden er noget interessant at se på – også der, hvor fokus ikke er.

Hvor dynamisk denne forestilling dog end er i sin form, kommer vi ikke uden om, at stemningerne indholdsmæssigt er statiske: Det gør ondt. Og det gør det faktisk i en time og tyve minutter. Det er en skam. For den uendeligt tunge stemning gør det svært for mig at mærke historien. Det bliver simpelthen for slemt til, at jeg kan føle den smerte og desperation, der er så vigtig for forestillingen.

Retfærdigvis skal det siges, at forestillingen også har gribende momenter. Momenter, hvor jeg i et glimt føler mig lukket ind på personerne og kan mærke deres følelser. Det sker for eksempel i den tavse dialog mellem Farhad og Mahnaz, da hun tager ham til sit hus og vasker ham – og i mødet mellem Farhad og den lille dreng: Han ved godt, at jeg ikke er hans far – men vi lader som om.

Især Suad Demirovic gør i den forbindelse et godt stykke arbejde. Også Masoud Mohammadis arabiske messe-sang skal have ros for at skabe en særlig ro og alvor omkring forestillingens temaer.

JEG ER DRØMMENES LABYRINT indlejrer sig i mig som en række flotte og gribende momenter, men den talte fortælling formår ikke at gribe sig fast. Det overskygger desværre sanseligheden, musikken, billederne og de sceniske tryllerier i en sådan grad, at jeg går derfra med et indtryk af en fragmenteret og anstrengt forestilling. Derfor er to og en halv stjerne, hvad det kan blive til fra min side.