Anmelderiet.dk

Rain Man, Folketeatret, spiller til 26. oktober 2011

FIRE UD AF SEKS STJERNER

We’re all living in America strømmer det ud af højttalerne, da Rain Man i Team Teatrets opsætning begynder. Vi ser forestillingen på Folketeatret, med hvem forestillingen er lavet i samproduktion. Og ganske rigtigt, det er den Rain Man. Den med Tom Cruise. og Dustin Hoffman. Fra slutningen af 80′erne. Om businessmanden Charlie Babbitt, der, da hans far dør, opdager, at han har en bror, der er psykisk handicappet, som er sat til at arve hele familieformuen. Charlie kidnapper Raymond, som broderen hedder, og et broderligt bånd opstår mellem de to.

Hvorfor skal Rain Man nu opsættes som teater? Ja, jeg ved det ikke helt, men der er ikke pillet meget ved den. Angiveligt er plottet rykket til 2011 – det er i hvert fald et årstal, der nævnes i forestillingen – men det er lidt uden større overvejelser, virker det som om. Det har i hvert fald ingen effekt. Måske er det noget med finanskrisen, der er hård ved Charlie Babbitt, som jo også er så aktuel i dag? Jeg ved det ikke. Men måske er det heller ikke relevant.

Hvad der er relevant er følgende: Henrik Birch, der spiller Raymond, er en fantastisk skuespiller! Vi så ham i Labyrinten på Grob i foråret, for hvilken han blev reumertnomineret, og mon ikke der kunne falde endnu lidt reumertopmærksomhed af efter denne præstation. Han er så djævels enfoldig, vi har fuld sympati og forståelse med den stakkels Raymond, og på intet tidspunkt udleverer han sin karakter eller gør ham “flad”. Det er MEGET imponerende, og var det ikke for Henrik Birch var der ingen forestilling her.

Dermed ikke sagt, at resten af holdet ikke gør det fint – for det gør de. Enkelte falder lidt i “jeg råber – jeg er sur/jeg har travlt – jeg kigger på uret”-fælden, men lad nu det fare. Niels Weyde er altid en fornøjelse – også her som psykiater.

Forestillingens scenografi er mig dog en gåde. Det er frygteligt længe siden jeg har set en scenografi, der er så tam – for ikke at sige grim. Vi har gang i noget Ikea-væg, nervøst velour og lidt skiftende farver på lamperne, når Las Vegas skal iscenesættes. Ja, og i det store, rige Mansion køres en plastikpejs ind. Aj. Det går sgu ikke. Det er simpelthen for grimt – og hvor er det en skam.

Jeg undres også over enkelte iscenesættelsesgreb. Sådan noget med at skabe travl stemning i en lufthavn ved at lade de ikke-aktive skuespillere gå over scenen i store frakker med rullekufferter og falske skæg. Det bliver søreme lidt skolekomedie. For vi kan allesammen godt se, at det er kæresten og psykiateren, der ruller over scenen. Også selvom hun har fået solbriller på og han er iklædt en turban. Jeg ved ikke om de tror, de er forklædningens mestre, men de snyder os ikke – og det er nu for billige tricks til at jeg vil være med.

Det ER sådan en fin historie, og scenerne med Raymond og Charlie fungerer til UG. Vi griner, vi græder og vi er helt optagede. Det ER sådan en fin historie – bare I ville lade være med at pakke den ind i nervøst velour.