Anmelderiet.dk

Blam!, Republique, Østerbro, spiller til 11. februar 2012

FEM UD AF SEKS STJERNER

Lad mig sige det med det samme: Jeg er ikke ekspert i actionfilm. Jeg var derfor også en anelse skeptisk ved tanken om Blam! Men min skepsis skulle vise sig at blive gjort totalt til skamme.

Kristján Ingimarssons BLAM! er en hyldest til filmens univers: Til actionheltene, til kampscenerne, til det høje tempo – men mest af alt til filmuniversets fantasi. I film kan alting lade sig gøre. Og Neander Teater, der gæstespiller på Republique på Østerbro, viser os, at alting også kan lade sig gøre, når fire kontormus slippes løs på deres helt gennemsnitlige arbejdsplads.

Fire computere, fire kontorstole, fire mænd i slips og skjorte. Derudover diverse kontormøbler, klipsemaskiner og ringbind. Alt dette forvandles langsomt til et arsenal af actionscener. De små blam-sekvenser skjules for chefen, der spilles af Joen Højerslev. Chefen får for eksempel seks guns af folde hænder i ryggen, da han vender sig for at pege på en tavle. Men han opdager det ikke, for før han når at vende sig igen, er røgen pusted af gunsne, der med kliklyde er puttet tilbage i bælterne.

Intensiteten af Blam-numrene stiger støt gennem hele forestillingen. Vi er i tvivl om, om de små sekvenser virkelig sker, eller om det bare er noget, mændende på scenen forestiller sig? I begyndelsen tager hverdagshandlingerne over igen efter hver blamming. Men langsomt overtager Blam-universet og til sidst er kontoret reduceret til at være en nedbrudt ramme – en slags smadret æggeskal, som de fire mænd er brudt ud af i al deres styrke og sveddryppende adrenalinlængsel.

Og vi nyder dem. Vi trækker på smilebåndet over deres barnlige fantasi og griner højlydt, når kaffekopperne pludselig bliver til skummende ølkrus, eller når stumtjeneren bliver gjort til firdobbelt mikrofon i en skrålende version af Highway to Hell. Og når klipsemaskinen bliver til et dræbende våben, lyder der AUCH og ÅÅÅRH fra salen. Vi er hundrede procent med dem. Der er knald på lydeffekterne, nogle gange så meget, at vi kan mærke vibrationerne i sædet. Og det er fedt.

Ved siden af mig sidder far og søn. Og da jeg kaster et blik på dem mod slutningen af forestillingen, har jeg aldrig før set så stor begejstring lyse ud af øjnene af en 15-16-årig knægt i en teatersal. Jeg er sikker på, at han har haft en fantastisk oplevelse. Han har helt sikkert også fanget de referencer til filmscener, som jeg slet ikke har fået med.

Jeg har ikke før set en forestilling som BLAM! Den ordløse forestilling bliver et overlegent opgør med taleteatret. Hatten af for Kristján Ingimarsson for at skabe en forestilling, der kan noget andet end teater normalt kan – og for at tiltrække et mindre gråhåret og mere karseklippet publikum, end jeg længe har set.

Alt i alt er BLAM! en forestilling med dygtige artister, skarp timing, gennemført og overraskende scenografi, flot lys, fede lydeffekter og masser af smæk for skillingen. Jeg savner en lidt vigtigere relation mellem de fire karakterer og en lidt hurtigere opstart. Men jeg glemmer det næsten, når jeg tænker på alt det andet, som forestillingen kan. Derfor bliver det til fem ud af seks stjerner.

Jeg går går fra BLAM! med en fornemmelse af, at have deltaget i en hyldest til legesygheden. En hyldest til dem, der ud af to skrivebordslamper og en vanddunk pludselig har skabt R2D2 med frøben. Og en hyldest til dem derhjemme, der pepper hverdagene op, ved at folde deres kedelige A4-papirer til papirsfly og starte en krig i dagligstuen.

Blondiner har det sjovere, siger man. Jeg har nu fundet ud af, at det er helt forkert: Blammere har det sjovere!

/LC