Peter og Elgen, Teater Grob, Nørrebrogade, spiller til 31. marts 2012

FIRE OG EN HALV UD AF SEKS STJERNER

Teater Grobs egenproduktioner er mere eller mindre altid skåret efter samme skabelon: Ny dansk dramatik om lækre danskere (spillet af kendte skuespillere), der bor i lækre lejligheder og så snakker om ingenting i første halvdel af forestillingen – indtil svesken kommer på disken, sandheden bryder op til overfladen og de må erkende, at de har levet på en løgn. Det har vi set blandt andet i teatrets tidligere succeser som Hjem kære hjem, Labyrinten, En plads i mit hjerte, Cruise og Håndbog i Overlevelse. But why fix it if it ain’t broke? Således har Grob nu åbnet dørene til PETER OG ELGEN.

Denne gang er dramatikeren ingen ringere end en af Grobs ledere, skuespiller Thomas Levin. Tidligere har Thomas Levin været aktuel med kærlighedsforestillingen Jeg, mig og Mit og thrillerdramaet Labyrinten. Denne gang har han, mine damer og herrer, minsandten begået noget så sjældent som en rigtigt morsom og velfungerende komedie. Med stort tip of the hat til blandt andet Noah Baumbachs dramakomedie The Squid and the Whale fra 2005 tager Thomas Levin udgangspunkt i parret Peter og Camilla, der netop er gået fra hinanden.

Peter, der spilles mesterligt af Lars Ranthe, har taget den fælles datter Astrid med til en hytte i Sverige, hvor de skal holde nytår. Camilla er inviteret – Peter har en stor plan om at vinde hende tilbage denne aften – men så let går det ikke, for hun er faldet for Peters bedste ven, Niels. Og bedst som alt går værst bliver det endnu mere ubelejligt, for Peters elev banker pludselig på vinduet og gør sin entre. Hun er forelsket i Peter, Peter i Camilla, Camilla i Niels og Niels har bare så utroligt dårlig samvittighed over at have snuppet sin bedste vens ekskone. Og midt i det hele sidder teenageren Astrid og skriver dansk stil om en elg, der hedder Josef K.

Det er dejligt at se ny dansk dramatik, der er så feisty og bidende i sit sprog. Og det er dejligt at se danske skuespillere, der er så pissesjove. Niels-Martin Eriksen er et fund i rollen som akavet bedste ven, der er lidt for frisk i lidt for stramt tøj. Og så har jeg lyst til aldrig at lave andet end at se Lars Ranthe spille komedie. For satan, hvor er han sjov. Indrømmet, hans størrelse hjælper ham på vej, men han er perfid, latterlig, røvirriterende og helt vildt stakkels i sit martyrium og det er jo altid underholdende. Mindre spændende må det dog være for Charlotte Munck, der mere eller mindre reproducerer sin rolle fra En kort, en lang, men lad nu det ligge.

PETER OG ELGEN bliver aldrig Ibsen og kommer aldrig til at gå over i historien. Det er den alt for light underholdning til. Men nogen gange er det også rart, at teater kan være andet end store skæbnesvangre fortællinger, der kræver debat flere timer efter. Nogen gange er det rart at lægge hjernen i garderoben og overgive sig til latter og en forudsigelig dramaturgisk kurve. Og hvis man er i lige præcis dét humør, er PETER OG ELGEN en god måde at bruge en ellers kedelig mandag aften.

/NC

Det Glade Vanvid, set på Bremen Teater, spiller på turné i hele Danmark

TO OG EN HALV UD AF SEKS STJERNER

DET GLADE VANVID er, som titlen også kan antyde, en farce. Faktisk tror jeg, at det kan koges ned til, at forestillingen er en vits. Én lang vits, der starter når lyset går ned og ender på en punchline en time og tyve minutter senere: Hvad nu, hvis et par vil gå fra hinanden og begge parter hyrer en skilsmisseadvokat, der kun er ude på at tjene penge og skilsmisseadvokaterne så i øvrigt viser sig at være et par selv. Og så går parret – altså det par, der vil skilles – igennem en ordentlig krig og ender med at slå hinanden ihjel. Og skilsmisseadvokaterne ender med en drink, en joke til publikum, og så klapper vi allesammen. Sådan en joke er DET GLADE VANVID.

På scenen har vi Michael Hasselflug som overfladisk skilsmisseadvokat, evigt søde og dejlige Birgitte Raaberg, Søren Østergaard, der er Søren Østergaard, som Søren Østergaard er sjovest – og så Ditte Gråbøl. Fantastiske Ditte Gråbøl, der redder forestillingen totalt for mig. Ditte Gråbøl er spydig, perfid, modbydelig og alligevel lidt stakkels i rollen som den skilsmissehungrende kone, der bare gerne vil slippe for sin mand og have lov til at lave vichyssoise uden at blive forstyrret. Ditte Gråbøl er en blændende skuespiller – selv når hun får lov til at arbejde med en så tom rolle som denne.

Manuskriptet og iscenesættelsen er der ikke meget at sige om. Ej heller scenografien: lidt niveauer med noget gulvtæppe og så fire designerstole. Disse gør det fint ud for både parrets hjem og advokaternes kontorer, og når nogen går ud i den ene side af scenen, kommer der nogen andre ind i den anden side af scenen og så kan vi fortsætte. En gang imellem får vi lige et lille musiknummer at sidde og hygge os med, og ja, så er det vist refereret til fulde.

Det forholdsvis ældre publikum, vi har fornøjelsen af at sidde i sal med, lader til at more sig glimrende. Muligvis fordi de også er målgruppen for for eksempel vitser, der sendes ud på mail. Forestillingens manuskript virker nemlig som en samling af den slags. Det bliver aldrig rigtigt klaske-sig-på-lårerne-sjovt, men jeg trækker da på smilebåndet en gang imellem og føler generelt ikke jeg spilder min tid. Og gudskelov er forestillingen jo kort.

Et par timer efter vi har forladt teatersalen, har jeg glemt, at jeg nogensinde har været der. “En gang i dit liv kommer der en forestilling, der giver dig lyst til at forelske dig igen. Dette er IKKE en af dem”, skrives der i pressematerialet om DET GLADE VANVID. Og det har de ret i. De kunne også have skrevet: “En gang i mellem ser du forestillinger, der er let optagelige, fuldstændigt ufarlige og lige så mindelsesværdige som billig leverpostej. Dette er PRÆCIS sådan en”.

/NE

Sid Vicious – Sex Pistols with love, Bellevue Teatret, Klampenborg

EN UD AF SEKS STJERNER

Så er der punk på Bellevue. Allerede dér er der noget galt. Det pæne, stjernearkitekttegnede morskabsteater på Strandvejen og Sex Pistols for fuld udblæsning. Måske er det en god idé, måske er lidt højt punk og anarki lige det strandvejen har brug for? Det starter i hvert fald højt med et par forvrængede guitarer og hektiske trommer. Fire musikere klædt ud som punkere med en noget påtaget “no future”-attitude spiller op til fest. Det lyder mest af alt som en firmafest, for der er ikke meget punk over musikerne – og de sorthvide visuals, som lidt friskt skal sætte scenen for aftenens historie ligner mest af alt en powerpoint-præsentation.

Historie er der så i øvrigt heller ikke meget af denne aften – i hvert fald ikke nok til at retfærdiggøre to og en halv times “punkkammerspil”, som Bellevue Teatret selv formulerer det. Sid Vicious, tidligere bassist i Sex Pistols, ligger i en beskidt seng på Chelsea Hotel sammen med sin kæreste og manager Nancy. Her ligger de i lang tid, høje på stoffer, hungrende efter nye fiks, imens de råber af hinanden med et ordforråd, som højst kan være på lige over de 100 ord.

Replikkerne er utroligt trivielle, og der bandes meget. Det kan godt være Sid og Nancy mest sagde “fuck dig” til hinanden, som de lå dér og var i gang med et klassisk rock and roll-suicide, men det er bare ikke særligt spændende at overvære.

Mere spændende bliver det ikke, da en manager banker på. Han vil have Sid med på tour, og det vil Sid også gerne – men så får Sid en nedtur – og så får Sid lyst til cola – og så er Sid ved at gå – men så får Nancy en nedtur – og så skal de have flere stoffer – og så kommer der en pusher i lædertøj – og der har jeg fuldstændig givet op.

Det er mig en gåde, hvorfor denne historie overhovedet er blevet skrevet og hvad Bellevue Teatret har set i den. Biografisk er den alt for endimensionel og unuanceret til at give et karakteristik af Sid og Nancy, som er bare et minimum interessant. Dramaturgisk er det en stillestående affære, som meget langsomt bygger op til et kluntet og alt andet end rørende klimaks.

Både historie og iscenesættelse er blottet for enhver poesi eller mystik – for Sid Vicious og Nancys voldsomme død er jo af det stof, som gode rockmyter er gjort af. Her er de dog blot iscenesat så fladt og stokkonservativt, at min indre punker har lyst til at gøre oprør og råbe NO FUTURE lige i hovedet på de fire skuespillere.

Julie R. Ølgaard spiller Nancy, og dét gør hun desværre ikke særlig overbevisende. Der går altså for meget karikatur i den, men det er altså også svært med et så klichéfyldt manuskript og så mange uelegante og dårligt oversatte replikker. Lidt bedre går det for Morten Holst som Sid, men der er som sagt ikke så meget at spille på. Casper Crumps grå jakkesæt af en musikmanager er også en træt og uengageret karikatur og Peter Oliver Hansen har heller ikke meget at lege med som halvkvabset storbypusher.

Det kan godt være stykket har virket, da det blev sat op i New York, spillet på engelsk et sted med lidt mere autenticitet. Men her på dansk, på Bellevue, med lidt firmafestpunk og en kedelig iscenesættelse falder det desværre helt igennem.

Jeg gik direkte hjem, satte den ægte vare på og drak en guldøl. Det er der sgu mere punk over.

/RE

Cassavetes 1, 2 & 3 (Opening Night, Faces & Husbands), Mammutteatret – gæstespil på Pumpehuset, København, spiller til 24. februar

TRE UD AF SEKS STJERNER

Udover at være respekteret filmskuespiller – kendt fra film som blandt andet Rosemary’s Baby – arbejdede John Cassavetes som filminstruktør – og dette også med stor succes. Hans film er blevet klassikere og nu har tre af dem fået premiere som teater i Danmark. Mammutteatret med Tina Gylling Mortensen og Claus Flygare i spidsen har kastet sig over Opening Night (fra 1977), Faces (fra 1968) og Husbands (1970). På bare ni uger har holdet med syv skuespillere og to instruktører produceret tre forestillinger der spilles hver for sig – eller som marathon på udvalgte dage. Spørgsmålet er, om de ikke bare skulle have holdt sig til én forestilling.

OPENING NIGHT er historien om Myrtle (Tina Gylling Mortensen), en kendt og respekteret teaterskuespillerinde, der er stagneret rent kunstnerisk. Hun kan ikke føle, hun tør ikke føle – og så pludselig opsøges hun af en besat fan, der dræbes i et biluheld få minutter efter sit møde med Myrtle. Myrtle føler skyld og jages i sine drømme af denne unge pige. Hendes virkelighedsfornemmelse vakler, hun begynder at drikke og overrumples af den grusomhed, der gennemsyrer den forestilling, hun spiller hovedrollen i. I virkeligheden er det dog noget helt andet, der plager hende – hun frygter alderdommen og rollerne som “den ældre kvinde”.

FACES præsenterer os indenfor de første to minutter for vores seks karakterer: to par og to singler. Allerede der ved vi godt, hvor vi er på vej hen. Og ganske rigtigt. Utroskab, dysfunktionelle parforhold og mere utroskab. Ingen er lykkelige. Hverken sammen eller hver for sig. Nogle bider smerten i sig – andre forsøger at flygte fra den – og egentlig er det dødforudsigeligt og moderat kedeligt. Også selvom det forsøges peppet op med mere eller mindre umotiveret jazzkaraoke.

HUSBANDS er vel hvad med kan kalde en teaterudgave af film som Tømmermænd i Las Vegas – bare nu med sorg som katalysator. Fire mænd hænger sammen i et ubrydeligt firkløver af en vennegruppe. Bortset fra at den ene dør – og efter at have været til hans begravelse, kan hans tre venner jo ikke bare gå hjem til deres koner. Dette bliver starten på et roadtrip gennem barer, skænderier og tilfældige kvinder i Europa – og et endeligt for det nu amputerede firkløver.

Jeg har stor respekt for Mammutteatret. Jeg har nydt flere af teatrets tidligere forestillinger – i særdeleshed Nicolas Bros SLUTSTRAND (2009) og Fobiskolen (2008), der også strakte sig over tre forestillinger. Jeg har også stor respekt for ønsket om at arbejde med en trilogi og ideen om Cassavetes film på teater er glimrende. Som Claus Flygare selv skriver i trilogiens program er de menneskelige konflikter, der er kernen i Cassavetes værker, lige så aktuelle i dag, som de var for 50 år siden.

Men jeg tror at holdet har taget munden for fuld: I Fobiskolen var det en fornøjelse at følge alle tre “afsnit”, fordi det var fantastisk at få lov at se holdet af skuespillere komme så dybt i deres karakterer, konflikter og relationer. I Cassavetes-trilogien skal det lille ensemble dog konstant spille nye roller, og det virker som om, der ikke har været tid til at gå ordentlig i dybden med karakterarbejdet. Således spiller størstedelen af skuespillerne de samme roller, lige meget hvilken af forestillingerne vi dumper ned i, og efter tre aftner i pumpehuset keder vi os.

Opening Night var en fornøjelse, og jeg glædede mig sådan til at komme tilbage. Faces var hverken rigtig god eller rigtig dårlig og da vi nåede til Husbands var jeg overloadet. Overloadet med de samme skuespilpræstationer, overloadet med uegale overgange og overloadet med Cassavetes’ kyniske portrætter af os – de ufulstændige mennesker. Om det handler om rækkefølgen eller om Opening Night simpelthen bare var en bedre forestilling skal jeg ikke kunne sige.

Jeg synes der er stort potentiale i holdet – og jeg ser mange gode ideer. Ikke mindst er ideen om at spille forestillingerne i Pumpehusets rå lokaler genial. Men jeg ville ønske, at der var blevet gået mere i detaljer og arbejdet mere i bund. Interessant eksperiment – desværre var jeg bare ikke vild med resultatet.

/NE

Blam!, Republique, Østerbro, spiller til 11. februar 2012

FEM UD AF SEKS STJERNER

Lad mig sige det med det samme: Jeg er ikke ekspert i actionfilm. Jeg var derfor også en anelse skeptisk ved tanken om Blam! Men min skepsis skulle vise sig at blive gjort totalt til skamme.

Kristján Ingimarssons BLAM! er en hyldest til filmens univers: Til actionheltene, til kampscenerne, til det høje tempo – men mest af alt til filmuniversets fantasi. I film kan alting lade sig gøre. Og Neander Teater, der gæstespiller på Republique på Østerbro, viser os, at alting også kan lade sig gøre, når fire kontormus slippes løs på deres helt gennemsnitlige arbejdsplads.

Fire computere, fire kontorstole, fire mænd i slips og skjorte. Derudover diverse kontormøbler, klipsemaskiner og ringbind. Alt dette forvandles langsomt til et arsenal af actionscener. De små blam-sekvenser skjules for chefen, der spilles af Joen Højerslev. Chefen får for eksempel seks guns af folde hænder i ryggen, da han vender sig for at pege på en tavle. Men han opdager det ikke, for før han når at vende sig igen, er røgen pusted af gunsne, der med kliklyde er puttet tilbage i bælterne.

Intensiteten af Blam-numrene stiger støt gennem hele forestillingen. Vi er i tvivl om, om de små sekvenser virkelig sker, eller om det bare er noget, mændende på scenen forestiller sig? I begyndelsen tager hverdagshandlingerne over igen efter hver blamming. Men langsomt overtager Blam-universet og til sidst er kontoret reduceret til at være en nedbrudt ramme – en slags smadret æggeskal, som de fire mænd er brudt ud af i al deres styrke og sveddryppende adrenalinlængsel.

Og vi nyder dem. Vi trækker på smilebåndet over deres barnlige fantasi og griner højlydt, når kaffekopperne pludselig bliver til skummende ølkrus, eller når stumtjeneren bliver gjort til firdobbelt mikrofon i en skrålende version af Highway to Hell. Og når klipsemaskinen bliver til et dræbende våben, lyder der AUCH og ÅÅÅRH fra salen. Vi er hundrede procent med dem. Der er knald på lydeffekterne, nogle gange så meget, at vi kan mærke vibrationerne i sædet. Og det er fedt.

Ved siden af mig sidder far og søn. Og da jeg kaster et blik på dem mod slutningen af forestillingen, har jeg aldrig før set så stor begejstring lyse ud af øjnene af en 15-16-årig knægt i en teatersal. Jeg er sikker på, at han har haft en fantastisk oplevelse. Han har helt sikkert også fanget de referencer til filmscener, som jeg slet ikke har fået med.

Jeg har ikke før set en forestilling som BLAM! Den ordløse forestilling bliver et overlegent opgør med taleteatret. Hatten af for Kristján Ingimarsson for at skabe en forestilling, der kan noget andet end teater normalt kan – og for at tiltrække et mindre gråhåret og mere karseklippet publikum, end jeg længe har set.

Alt i alt er BLAM! en forestilling med dygtige artister, skarp timing, gennemført og overraskende scenografi, flot lys, fede lydeffekter og masser af smæk for skillingen. Jeg savner en lidt vigtigere relation mellem de fire karakterer og en lidt hurtigere opstart. Men jeg glemmer det næsten, når jeg tænker på alt det andet, som forestillingen kan. Derfor bliver det til fem ud af seks stjerner.

Jeg går går fra BLAM! med en fornemmelse af, at have deltaget i en hyldest til legesygheden. En hyldest til dem, der ud af to skrivebordslamper og en vanddunk pludselig har skabt R2D2 med frøben. Og en hyldest til dem derhjemme, der pepper hverdagene op, ved at folde deres kedelige A4-papirer til papirsfly og starte en krig i dagligstuen.

Blondiner har det sjovere, siger man. Jeg har nu fundet ud af, at det er helt forkert: Blammere har det sjovere!

/LC

SEX OG VOLD, Husets Teater, Halmtorvet, spiller til 18. februar 2012

EN UD AF SEKS STJERNER

“Det kan du ikke mene, du kan på ingen mulig måde forsvare det her…” harcelerer min ledsager, da vi tirsdag aften træder ud af Husets Teater efter at have set nyeste gæstespil fra performancekollektivet Fix & Foxy: Sex og Vold. Og hun har ret langt hen af vejen. Jeg hverken kan eller vil forsvare, at jeg har ladet 70 minutter af mit liv forsvinde ned i en kloak af afstumpede optrin med, nå ja, sex og vold – fremført af fem dukker – fire kæmpe og så en dværg. Heller ikke selvom jeg, før forestillingen begyndte, nåede at sige “Jeg er vild med det!”. Vi ankom og blev mødt af de fem dukker, der var placeret rundt omkring på teatret – ved toilettet, ved indgangen – og her var jeg helt på. De var pissesjove, de var uhøflige, de interagerede – og SÅ kom de på scenen og SÅ gik det galt.

Her arrangerer de et freakshow. Et modbydeligt, draperet lyseblåt gardin kører op og ned og binder en række små scener sammen. Først Adam og Eva – der knalder – så noget med nogen i en skov – der knalder – så i en familiesituation – her knaldes der også – og så til sidst når vi til dommedag – hvor vi straffes. Med en undskyldning a la “Nu skal I få hvad I vil have, alt det I drømmer om: Sex og vold!” trækkes vi gennem disse udpenslede scenarier, der alle ender grusomt.

Og her er det vigtige: Det er ikke forargende. Det er ikke provokerende. Det er ikke chokerende. Det er bare røvkedeligt og mega forudsigeligt. Jeg ved godt, at det interessante her ikke er den dramaturgiske opbygning og troværdigheden i skuespillet, den er jeg helt med på. Jeg ved godt at instruktørerne prøver at sælge det her som et “menneskeligt eksperiment”, men det er dårligt udført OG uinteressant.

Da Per Arnoldi tiltrådte som formand for Statens Kunstråd 1. april sidste år udtalte han til Jyllands-Posten: “På rådets hjemmeside står der, at kunsten skal være provokerende. Hvad er det for noget sludder? Der står også, at den skal være debatskabende, hvad er det for noget sludder. Debat, så skal man skrive en kronik.” I stedet mente han, at kunsten skulle berige – og gerne resultere i, at man som publikum tænker sig om og taler noget igennem. Men værker skulle altså ikke blive debatindlæg. Denne holdning deler Fix & Foxy formentlig ikke. For mig virker Sex og Vold i hvert fald i højere grad som et debatindlæg end som et gennemarbejdet kunstværk. Og helt ærlig, Fix & Foxy, hvis I synes mennesket er for fascineret af sex og vold – så skriv et læserbrev.

“Kunne det ikke være sjovt, hvis nu dukkerne var upassende og larmende”, har Fix & Foxy formentlig tænkt, da de begyndte arbejdet. Og så er de nået frem til en form, der minder om en blanding af noget skolekomedie og jackass. Ville en dramalærer sætte fem prepubertære drenge til at lave lige præcis dét dramaprojekt, de havde lyst til, ville de formentlig være endt med nogenlunde samme resultat. Bortset fra, at de selvfølgelig ikke har haft samme budget. Men vi har set det hele før. Og det er ikke fordi det bliver mere forargende, at “pik”, “kusse”, “kneppe” og så videre bliver gentaget. Og gentaget. Og gentaget.

Performancekollektivet Signa producerede forestillingen Villa Salo på Republique for godt to år siden. De, der kan huske den forestilling, vil også kunne huske, at kernen her også var sex og vold. Men i modsætningen til Fix & Foxy opbyggede Signa og hendes performere en følelsesmæssig relation mellem publikum og performerne, der så blev brudt ned. Og DERFOR engagerede vi os i Salo. Derfor var det interessant. SEX OG VOLD på Husets Teater præsenterer bare optrin efter optrin af dukker, der knepper – og vi er pisseligeglade. Vi er mere trætte end chokerede, da sprechstalmeisteren for syttende gang hiver en filt-diller ud af bukserne. Vi har intet forhold til nogen af dukkerne – og derfor rører det os ikke.

Jeg ved ikke hvem denne forestilling er tiltænkt. Jeg tror ikke det er mig. Men jeg har selvfølgelig heller aldrig syntes at Jackass var interessant. Fix & Foxy har formentlig haft en eller anden ambition om et højere lag i deres produktion – men det er ikke lykkedes. Jeg giver én stjerne, og det er kun for de første fem minutter. Puha. Og bare for the record: jeg er ikke forarget. Det var bare røvkedeligt.

/NE

BCNU (Be seeing you), gæstespil på Teater Grob, Nørrebrogade, spiller frem til 28. januar 2012

FIRE UD AF SEKS STJERNER

Det er altid lidt forvirrende, når et teaterprogram lover noget andet, end det man får, og det må siges at være tilfældet på Teater Grob i øjeblikket. BCNU er skrevet af Anna Bro, efter en idé af Lykke Sand Michelsen, og Lykke vil gerne lave et forestilling om gråzoneprostitution. Er det prostitution at tage imod en ipod for at give en fyr et blowjob?, er et af de mange spørgsmål, hun slynger ud i programmet, men det virker ikke som om dramatiker Anna Bro har syntes, dette var særlig spændende at svare på. Hun vil hellere lave ungdomseventyr med pokemon-dukker, forvrængede computerstemmer og væmmelige mænd i store mørke huse – og dét er en god idé. Vi kan alle godt lide et godt eventyr, især når vores hovedperson skal så grueligt meget igennem, og det skal pigen i BCNU.

Lille uheld, som pigen hedder, stikker af. Der er ikke meget ved at sidde i sin lejlighed, når ens far har for travlt med at lave nye uheld, og når man så også kommer til at rive håret af sin bedste veninde, og alle hader én, ja, så må man ud i verden. Her er nåleskov og pandekagehuse udskiftet med sci-fi-jungle og mænd i jakkesæt, der ryger cigaretter og lokkende giver visitkort i det pureste guld. Bare kom forbi mit store hus en dag, lokker manden, og det ved vi jo godt ikke er en helt god idé, og det ved pigen måske også, men pludselig har hun taget imod flotte gaver, og det er ikke gratis, blitzene går løs og så er der væmmelige billeder af pigen på cyberspace – og det var jo ikke meningen.

Pigen møder også den underlige dreng, ham der bor ude i skoven, ham som alle snakker om, og han har et problem: Han besvimer, hver gang en pige rør ved ham, og det er jo ikke til at leve med, når man er ung, og der så oven i købet kommer søde piger ud i skoven.

Det fine ved Anna Bros tekst er, at der ikke er nogen nemme løsninger, ingen løftede pegefingre og ingen tydelig morale, men en meget klar udviklingshistorie, som vi kender den fra eventyrene. Pigen skal ud i verden, og hun skal møde både det uforståelige, det grumme, det pirrende og det smukke. Bro har med masser af humor og overskud skabt en verden, som er lige dele Grimms og Manga. Replikkerne er veloplagte og Lille Uheld er en stærk karakter. Hun er alt andet end et offer, men både nysgerrig og modig, sårbar og skrøbelig.

Bro undgår de værste klicheer i teksten og leger fornemt med eventyrgenren som allegori for det at blive voksen og finde sig selv. Nogle gange bliver karikaturerne dog lidt for tydelige: Man kan altså godt være en ensom og frustreret teenagerdatter, uden at ens far er et afstumpet, sexgalt overklasseløg, som bestiller sushi for at kompensere for manglende nærhed. Og man forstår sagtens det ubehagelige i at blive tvunget til sex, uden at Lille Uhelds faste følgesvend, en gul pokemon-drikkedunk, behøver forvandle sig til en kæmpedukke, der tager hende bagfra.

Nadia Nabil Korsbæks scenografi understøtter sci-fi-eventyret virkelig godt. Et gigantisk akrylforhæng bliver med fine lyd- og lyseffekter hurtigt til både storbylejlighed, larmende motorvej, ildevarslende palæ og stille skov. Sammen med få, men velvalgte rekvisitter, er vi ikke i tvivl om, i hvilket univers vi er.

Lykke Sand Michelsen spiller Lille Uheld overbevisende. Der er en farlighed i hende, noget fandenivolsk, som både irriterer og fascinerer. Og måske netop derfor, fordi man ikke føler noget entydigt for hende, bliver hendes skildring af en søgende teenager ekstra rørende. Johannes Lassen imponerer også i sine skift fra fraværende far til overfølsom dreng og til farlig og kynisk jakkesæt. Bedst er dog samspillet mellem drengen og Lille Uheld, der til sidst bliver oprigtig rørende, som de står, sammen, i en verden som de prøver at forstå.

Tilbage står jeg med en fin tekst, en overbevisende iscenesættelse og Lykkes mange spørgsmål, som jeg aldrig føler jeg får besvaret. Det behøver jeg måske heller ikke, men jeg har overhovedet ikke fornemmelsen af, at teksten interesserer sig for spørgsmålene om gråzoneprostitution. Det er som om, at den oprindelige idé har bevæget sig over i noget helt andet. Men når det er så underholdende, vedkommende og fint eksekveret, som i dette tilfælde, så gør det måske ikke så meget.

Der er altså ikke meget gråzoneprostitution på Grob i øjeblikket, men derimod et fint udviklingseventyr med noget at tænke over, og det kan kun få en varm anbefaling herfra.

/RE

MOZART teaterkoncert, Betty Nansen Teatret, Frederiksberg, spiller til 15. januar 2012

FIRE UD AF SEKS STJERNER

Efter teaterkoncert-succeserne Gasolin, Come Together, Bob Dylan og Beach Boys har Nikolaj Cederholm og hans tro følgesvende, Brdr. Hellemann og Anja Vang Kragh kastet sig over den klassiske musiks verden i MOZART teaterkoncert på Betty Nansen Teatret. Scenen ligger helt mørk. Et iphone tændes. Derefter en til. Og en mere. Til sidst lyser 11 iphone-displays op og bliver små væsener, der leder i mørket. Det er helt tydeligt allerede her. Dette er ikke Mozart med traditionel pudderparyk og strygerkvintet – dette er en fornyelse.

Et spartansk lys går op, og på scenen fem musikere og seks skuespillere/sangere klædt i nydelige jakkesæt med sådan en lidt amerikansk-40′er-godsbanesalon-stemning over sig. Angiveligt er de til Mozart-konference. Det står der i hvert fald i programmet. Og SÅ begynder de at synge. og fløjte. Og spille guitar. Og kontrabas. Og ja, søreme om der ikke også sniger sig en jazzet pianosolo ind. For her er plads til improvisationer – også selvom det er Mozart, vi har med at gøre.

For hvor meget har vi egentlig Mozart med? Egentlig ikke så meget, vil jeg mene. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke er den helt store connesseur udi klassisk musik, men lidt Mozart kender vi vel alle. Alligevel er det de færreste melodistrofer, jeg lader til at genkende. Og at bedømme ud fra publikums summen i pausen og efter forestillingen, lader de fleste til at have det som jeg. Musikken er pompøs, flot, svingende, genreudforskende – men Mozartsk, det ved jeg søreme ikke om den er.

Den amerikanske rockpoet, Neill Cardinal Furio, har skrevet tekster til musikken. Teksterne er på engelsk, og forholder sig absolut mere til i dag end til Mozarts samtid: “Can I eat a cake for dinner, take cocaine till I get thinner and get naked with my neighbor’s wife?” Og således tages vi gennem referencer til Berlusconi, krig, Kurt Cobain og lanceringen af ti nye bud, blandt andet: “1. Do not condemn anyone on the basis of their color, gender, inborn nature, or ethnicity.” og “8. Torn off your gadgets before you’re forced to download an app to turn on your senses”. Det bliver en anelse frelst og udover det så drukner Furios ellers sikkert udmærkede tekster i resten af opsætningen, der gakker mere og mere ud jo nærmere vi når slutningen.

For nej, vores elleve venner på scenen skal da ikke blive i den pæne, borgerlige mundering. Næ, de skrælles først mere og mere af, smøres så ind i gips og maling og forvandles derefter til fugle og genskinnende fantasivæsener. Alt sammen i en FANTASTISK flot lys-setting udført af Jonas Bøgh. Og altså: visuelt er MOZART teaterkoncert vanvittigt smuk. Det kan ikke bestrides. Anja Vang Kraghs kostumer er uovertrufne, Jonas Bøghs lys viser præcis nok og ikke for meget – og Cederholm er en umanerligt dygtig billedskaber – så der er ikke noget at udsætte der. Nå ja, og så er det pisseflot med alt det vand, der strømmer ned fra loftet hele tiden.

Til gengæld vil jeg mene, at MOZART teaterkoncert stagnerer en smule på halvvejen. Det bliver en smule for “vi starter pænt og skejer derefter fuldstændig ud” og pludselig føler jeg mig i højere grad hensat til New Yorks queer-scene i 80′erne end til Mozart. Og det er som sådan jo også fin – men hvorfor skal det her handle om Mozart? Det gør det jo ikke?

Alt i alt er MOZART teaterkoncert et besøg værd. Det vil jeg mene. Det er velsunget, velproduceret, fantasifuldt og så bare desværre næsten lidt for meget af det gode. Lidt for udskejende. Lidt for ensformigt. Og lidt for lidt Mozart.

Rain Man, Folketeatret, spiller til 26. oktober 2011

FIRE UD AF SEKS STJERNER

We’re all living in America strømmer det ud af højttalerne, da Rain Man i Team Teatrets opsætning begynder. Vi ser forestillingen på Folketeatret, med hvem forestillingen er lavet i samproduktion. Og ganske rigtigt, det er den Rain Man. Den med Tom Cruise. og Dustin Hoffman. Fra slutningen af 80′erne. Om businessmanden Charlie Babbitt, der, da hans far dør, opdager, at han har en bror, der er psykisk handicappet, som er sat til at arve hele familieformuen. Charlie kidnapper Raymond, som broderen hedder, og et broderligt bånd opstår mellem de to.

Hvorfor skal Rain Man nu opsættes som teater? Ja, jeg ved det ikke helt, men der er ikke pillet meget ved den. Angiveligt er plottet rykket til 2011 – det er i hvert fald et årstal, der nævnes i forestillingen – men det er lidt uden større overvejelser, virker det som om. Det har i hvert fald ingen effekt. Måske er det noget med finanskrisen, der er hård ved Charlie Babbitt, som jo også er så aktuel i dag? Jeg ved det ikke. Men måske er det heller ikke relevant.

Hvad der er relevant er følgende: Henrik Birch, der spiller Raymond, er en fantastisk skuespiller! Vi så ham i Labyrinten på Grob i foråret, for hvilken han blev reumertnomineret, og mon ikke der kunne falde endnu lidt reumertopmærksomhed af efter denne præstation. Han er så djævels enfoldig, vi har fuld sympati og forståelse med den stakkels Raymond, og på intet tidspunkt udleverer han sin karakter eller gør ham “flad”. Det er MEGET imponerende, og var det ikke for Henrik Birch var der ingen forestilling her.

Dermed ikke sagt, at resten af holdet ikke gør det fint – for det gør de. Enkelte falder lidt i “jeg råber – jeg er sur/jeg har travlt – jeg kigger på uret”-fælden, men lad nu det fare. Niels Weyde er altid en fornøjelse – også her som psykiater.

Forestillingens scenografi er mig dog en gåde. Det er frygteligt længe siden jeg har set en scenografi, der er så tam – for ikke at sige grim. Vi har gang i noget Ikea-væg, nervøst velour og lidt skiftende farver på lamperne, når Las Vegas skal iscenesættes. Ja, og i det store, rige Mansion køres en plastikpejs ind. Aj. Det går sgu ikke. Det er simpelthen for grimt – og hvor er det en skam.

Jeg undres også over enkelte iscenesættelsesgreb. Sådan noget med at skabe travl stemning i en lufthavn ved at lade de ikke-aktive skuespillere gå over scenen i store frakker med rullekufferter og falske skæg. Det bliver søreme lidt skolekomedie. For vi kan allesammen godt se, at det er kæresten og psykiateren, der ruller over scenen. Også selvom hun har fået solbriller på og han er iklædt en turban. Jeg ved ikke om de tror, de er forklædningens mestre, men de snyder os ikke – og det er nu for billige tricks til at jeg vil være med.

Det ER sådan en fin historie, og scenerne med Raymond og Charlie fungerer til UG. Vi griner, vi græder og vi er helt optagede. Det ER sådan en fin historie – bare I ville lade være med at pakke den ind i nervøst velour.

Jeg er drømmenes labyrint, Københavns Musikteater, spiller til 8. oktober 2011

TO OG EN HALV UD AF SEKS STJERNER

JEG ER DRØMMENES LABYRINT er en forestilling, der er omtrent lige så snørklet som dens titel.

I en by i det krigshærgede Afghanistan bor en mor og en søn. Moderen, Mahnaz, samler en gennembanket mand, der er på flugt fra en flok soldater, op fra jorden og tager ham til sit hus. Farhad, der er forestillingens hovedperson, spilles af Suad Demirovic og Morten Lützhøft. Suad Demirovic spiller mandens krop i kød og blod, mens Morten Lützhøft er talerør for hans tanker, fortid, fremtid, drømme og skyggesider.

Og det er denne dobbeltrolle, der gør forestillingen snørklet – og som ender med at blive forestillingens hæmsko.

Historien i sig selv er faktisk gribende. Farhad forelsker sig i sin redningskvinde og må bryde med den unge søns håb om, at han er den far, som sønnen har savnet så længe. Problemet er bare, at historien konstant bliver forstyrret. Fortælleren – der også er en del af Morten Lützhøfts rolle – vandrer hvileløst omkring på scenen, kommenterer handlingen og har lange monologer fra et sted i hovedpersonens indre: Er jeg vågen eller drømmer jeg? ER jeg far til drengen? Hvorfor oplever jeg mig selv som en fremmed?

Disse reflektioner er ikke uinteressante. Men det tunge metasprog gør dem uvedkommende og påklistrede. De danner en distance mellem mig som tilskuer og det, der sker på scenen. Hvem er denne fortæller? Hvad er hans funktion? Er han til stede for de andre karakterer i historien eller ej?

Rammen om historien er ellers både autentisk og enormt stemningsfyldt. Livemusikkens trommespil bliver til en lavtflyvende helikopter. De voldsomme slagscener hvirvler støv op, som kradser i mine næsebor. Pludselig opstår der et lyshav af glødepærer. Og undervejs er der fede overraskelser som for eksempel når gulvet hejses op og en kælder opstår nedenunder.

Instruktør Mikala Bjarnov og scenograf Marie Í Dali har skabt et sanseligt univers, der konstant forandrer sig, og hvor der hele tiden er noget interessant at se på – også der, hvor fokus ikke er.

Hvor dynamisk denne forestilling dog end er i sin form, kommer vi ikke uden om, at stemningerne indholdsmæssigt er statiske: Det gør ondt. Og det gør det faktisk i en time og tyve minutter. Det er en skam. For den uendeligt tunge stemning gør det svært for mig at mærke historien. Det bliver simpelthen for slemt til, at jeg kan føle den smerte og desperation, der er så vigtig for forestillingen.

Retfærdigvis skal det siges, at forestillingen også har gribende momenter. Momenter, hvor jeg i et glimt føler mig lukket ind på personerne og kan mærke deres følelser. Det sker for eksempel i den tavse dialog mellem Farhad og Mahnaz, da hun tager ham til sit hus og vasker ham – og i mødet mellem Farhad og den lille dreng: Han ved godt, at jeg ikke er hans far – men vi lader som om.

Især Suad Demirovic gør i den forbindelse et godt stykke arbejde. Også Masoud Mohammadis arabiske messe-sang skal have ros for at skabe en særlig ro og alvor omkring forestillingens temaer.

JEG ER DRØMMENES LABYRINT indlejrer sig i mig som en række flotte og gribende momenter, men den talte fortælling formår ikke at gribe sig fast. Det overskygger desværre sanseligheden, musikken, billederne og de sceniske tryllerier i en sådan grad, at jeg går derfra med et indtryk af en fragmenteret og anstrengt forestilling. Derfor er to og en halv stjerne, hvad det kan blive til fra min side.