Dæmoner, Østre Gasværk Teater, Østerbro, spiller til 26. maj 2012

TRE OG EN HALV UD AF SEKS STJERNER

I 1982 satte svenske Lars Norén sig ned og skrev sin forestilling, DÆMONER. Man skal ikke være den store matematiker for at regne ud, at det er 30 år siden. Og nu har forestillingen netop haft premiere på Østre Gasværk Teater på Østerbro. Jeg har ikke tidligere set DÆMONER, trods de mange opsætninger, teatre såvel i Danmark som i udlandet har budt på. Desværre kunne min oplevelse med den svenske mesterdramatiker have været bedre. Trods udmærkede kræfter her og der ender forestillingen med at være statisk, flad og forudsigelig.

For fire år siden – det var dengang, Østre Gasværk Teater i en kort periode lancerede sig bare som “Gasværket” – spilledes Edward Albees HVEM ER BANGE FOR VIRGINIA WOOLF. Den daværende (og i øvrigt senere skandaleombruste) teaterchef, Jon Stephensen, debuterede som scenograf og byggede et helt hus i den enorme teatersal. Et helt hus, der kunne både det ene og det andet: vægge faldt ned og efterårsblade flød i alle tilskuerrækker. Alt dette skabte rammen om et spændstigt kammerspil, eminent varetaget af Paprika Steen, Lars Brygmann, Mia Lyhne og Nikolaj Lie Kaas. Ligheden mellem HVEM ER BANGE FOR VIRGINIA WOOLF 2008 og DÆMONER 2012 er ikke til at komme udenom: I første omgang handlingsmæssigt: Et socialt og intellektuelt underlegent par indrulles ufrivilligt i et dominant overklassepars endeløse magtkamp. I anden omgang også fordi scenograf Rikke Juellund i år har gjort Jon Stephensen kunsten efter, og bygget et helt hus i manegen på Østerbro. Forståeligt – skal man spille kammerspil med fire karakterer i så stort et lokale, så er man da også nødt til at have en scenografi med lidt pondus. Og ikke en finger at sætte på selve Rikke Juellunds hus: De store hvide, blanke flader understreger parrets økonomiske velstand og gode smag, og de runde former kører fint parløb med teatersalens geometriske form. Men hvor Stephensens hus kunne tricks, står Juellunds hus uendeligt stille, også selvom der forsøges at lege med lidt lys.

DÆMONER handler, som jeg kort har været inde på, om parret Frank og Karina (spillet af hhv. Lars Mikkelsen og Anette Støvelbæk – ja, den opmærksomme sladderbladslæser vil vide, at skuespillerne også danner par privat), der skiftevis tiltrækker og frastøder hinanden. “Jeg synes overmådeligt dårligt om dig, men jeg kan ikke leve uden dig”, siger Frank og selvom budskabet måske er en kende for udtalt, så er vi da alle med på problematikken. Herfra skændes de. Og skændes og skændes og skændes. Taktikkerne skifter, de finder nye veje at stikke til hinanden på – og da parret fra underetagen, Maja og Thomas (Camilla Bendix og Peter Oliver Hansen) kommer på besøg, tages de som gidsler i krigen. Efter en times tid er der pause, uden vi egentlig har fået andet end en ordentlig introduktion af personerne og deres had til hinanden. Gudskelov får vi et anslag til en udvikling efter pausen: “Jeg skal nok få dig til at bryde sammen” siger Anette Støvelbæk – og ja tak, så har vi en mission at holde øje med. Og ganske rigtigt, efter en times snak har alle fire karakterer skudt hinanden fra sig, er blevet mere eller mindre sindssygt og såvel parforhold som forestilling går i opløsning. Vi ender i et tykt symbolsk billede med væltede møbler, en hulkende mand og lyden af bølger, der strømmer ind over. Den får ikke for lidt.

Karen-Lise Mynster har instrueret forestillingen. Det er ikke første gang, Karen-Lise Mynster iscenesætter Norén – jeg mindes at have set hendes opsætning af Noréns EFTERÅR OG VINTER for et par år siden på Teatret ved Sorte Hest. Denne forestilling var virkelig god – især fordi Karen-Lise Mynster har så god forståelse for den gamle sang om, at hver replik er en lussing. Ja, og så især når vi taler om Norén. Gemene kommentarer fløj gennem scenen og fremragende skuespilpræstationer gjorde denne forestilling helt speciel. Men der er en verden til forskel på at iscenesætte på den udiskuterbart lille scene på Sorte Hest og så at skulle varetage instruktionen af et kammerspil på Østre Gasværk Teater. Og det, der er Karen-Lise Mynsters fornemmeste evne: nemlig at gøre dygtige skuespillere endnu bedre, er bare desværre ikke nok, når rummet er så stort. Allerede på niende rækker sidder vi for langt fra spillerne til at kunne føle den knugende kulde, der er mellem de fire karakterer. Godt vi ikke sad længere tilbage.

Denne forestilling ER virkelig en rigtig “skuespiller-forestilling”. Og alle fire gør det også virkelig godt – i hver deres moment. Men samspillet kunne være mere intenst. Jeg forventede virkelig at få en knugende følelse i maven – og den fik jeg desværre aldrig. Det spændingsfelt, der er uomtvisteligt nødvendigt for denne forestillings succes, blev aldrig rigtigt farligt. Og selvom jeg kunne høre, at manuskriptet bød på adskillige af de førnævnte verbale lussinger, blev det hele på en måde for charmerende.

Hele Norens kølige og morsomme tone er fanget godt op, og vi griner fint med. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, at grinene formentlig er tænkt som en comic relief til al det dystre og gemene – og at denne comic relief-funktion er unødvendig, når al dette “mørke” aldrig rigtig betrædes.

DÆMONER er ikke en dårlig forestilling. Jeg er helt sikker på, at den på de rigtige aftener, hvor alle fire skuespillere falder i sync og finder den helt rigtige musikalitet og timing, kan blive velfungerende. Det var den bare desværre ikke denne tirsdag aften.  Nu, hvor jeg sidder og skriver denne anmeldelse, kan jeg ikke glemme, hvor god en forestilling, jeg husker HVEM ER BANGE FOR VIRGINIA WOOLF som. Jeg kan ikke forestille mig, at de ikke har haft den i tankerne, da de satte DÆMONER på sæsonprogrammet. Og der er da også gode forudsætninger for at gentage succesen. Men hvis jeg skal være ærlig, ville jeg hellere have set Albee igen.

/NE

Gud taler ud, Husets Teater, Halmtorvet, spiller til 12. maj 2012

FEM UD AF SEKS STJERNER

Gud er fra Risskov. Han er overlæge i psykiatri, noget af en levemand og far til tre sønner, som efter Guds død (Gud dør af kræft) mødes i en kælder på Amager for at mindes ham. Sådan er det i hvert fald på Husets Teater i øjeblikket, i forestillingen GUD TALER UD, baseret på Jens Blendstrups roman af samme navn.

Far omtales konsekvent som Gud i den halvanden time, forestillingen varer. Fra starten, hvor Gud køber hus på Blåmunkevej sammen med sin svenske og meget tålmodige kone, Gert Lillian, til slutningen, hvor Gud dør af kræft. I løbet af forestillingen tegnes et portræt af denne Gud, denne far med et boblende humør, som dog hurtigt kan udvikle sig til galoperende galskab. Galskaben fører ofte til rasering af diverse sofamøbler og andet inventar, hvis det da ikke går ud over døren til sønnernes værelse, som bliver banket i stykker af Guds mere og mere blodige hånd. Gud har et voldsomt temperament, som dengang han låser sin svenske kone inde i havens redskabsskur, da Danmark taber 1-3 til Sverige i fodbold.

Gud har også følsomme sider. Som tiden går, og historierne bliver flere og flere, er denne mand, denne far, som drikker for meget og råber for meget og elsker for meget, også en mand som er følsom, som er angst og som kæmper mod mørket, når han går tur med sin hund om natten. Gud bliver langsomt mere og mere menneskelig.

Forestillingen spilles ikke i Husets Teaters sædvanlige teatersal, men i det såkaldte “Overhuset”. Publikum bænkes ved små borde i det virkelig fine rum, som er lige dele forsamlingshus og brunt værtshus. Vi kan købe små whiskysjusser i baren i den ene ende, og i den anden sidder musikeren Bebe Risenfors og spiller klaver. Der er i det hele taget en bedaget 70′er-romantik over hele foretagendet, hvilket kun skal forstås som en stor ros. Nej, det er ikke Dan Turéll eller en anden gammel røver, der kommer ind af døren, men Guds søn, spillet fremragende af Mads Wille.

Mads Wille er god til at balancere mellem galskab og følsomhed, far og søn. Han kan give den som storbycool storyteller, akkompagneret af Bebe Risenfors’ fantastiske enmandsband. Han kan også være spritstiv og dum at høre på, småberuset og filosofisk, ædruelig og følsom i mørket.

Nogle gange kammer det måske en smule over. Den galskab, som i teksten virker mere underspillet og raffineret, bliver et par gange nærmest tværet ud i hovedet på os. Det er selvfølgelig et forsøg på at få en dynamik i forestillingen. Når teksten lægger op til drama, skal Mads Wille kaste sig rundt, og ingen skal vide sig sikre, hverken Gert Lillian, sønnerne eller os. Det er han også god til, men forestillingen bliver i sin dramaturgiske opbygning en lille smule forudsigelig.

Jeg var nu med det meste af vejen og blev meget rørt af denne tour de force i relation mellem fædre og sønner. Hvad der starter i fascinerende galskab og absurde anekdoter fra et forstadsliv i Risskov udvikler sig til et rørende portræt af en far og tre sønner. De præcise og sårbare snapshot vækker en stor genkendelighed og denne anmelder fik våde øjne et par gange.

Forestillingen er fuld af ord, og der er måske nogen der vil mene, at de snarere drukner end flyder med i denne ordstrøm. Jeg flød med og kom ind i en dejlig værtshusstemning og fik lyst til et par kolde hof. Det er måske heller ikke det mest originale og nytænkende man kan drikke, men det smager godt og der er noget trygt ved genkendeligheden. Jeg havde en dejlig aften i teatret, og kan varmt anbefale forstadsromantikere og andre almene nostalgikere en tur til Husets Teater. Der er jo heller ikke så langt derfra til de gode værtshuse efter forestillingen.

/RE

Dreyer – den danske tyran, Dagmar Teatret (i forbindelse med filmfestivalen PIX, spiller til 29. april 2012

TO UD AF SEKS STJERNER

Stuart Lynch har instrueret og Thomas Markmann skrevet DREYER – DEN DANSKE TYRAN. Det er der kommet en minimalistisk men kedelig forestilling ud af.

På salens store biograflærred ser vi en dreng antænde en bunke af svovl, som han møjsommeligt har kumuleret ved at sidde og skære toppen af tændstikker. I flammernes blændende lys dukker stykkets titel op, og forestillingen er hermed sat i gang med et løfte om at være ildfuld. Baard Owe lægger ud med at sige, at han er Carl Th. Dreyer, og at han sidder på sit arbejdsværelse. En information vi dog allerede nogle sekunder tidligere kunne læse os til på filmlærredet. Men så er scenen i hvert fald dobbeltsat. Og snart følger Bo Madvig efter på scenen i rollen som den gale Artonin Artaud, og Charlotte Munck i rollen som den smukke Renée Jeanne. Vigtigt er det at vide, at Renée Jeanne i sin tid spillede Jeanne D’arc i Dreyers film af samme navn, og at Antonin Artaud spillede munk. Med andre ord bliver Dreyer hjemsøgt af fortidens spøgelser fra Jeanne D’arc-filmen, et klassisk fortælletrick hvor de to stemmer belyser ham fra to forskellige sider og fungerer som en indre dialog gennem forestillingen. Dreyer sidder nu gammel, reflekteret og tænker samvittighedsfuldt tilbage.

I løbet af forestillingen bliver forskellige spændende aspekter af Dreyers professionelle og private liv behandlet: specielt hans tyranniske tendenser, hans perfektionisme, hans stræben efter ‘kunstnerisk sandhed’, og flere gange vender vi tilbage til hans ‘livsværk’: jesusfilmen som aldrig blev til noget. Der er ikke gået en dag hvor jeg ikke har tænkt på den jesusfilm, hører vi ham sige. Alt i alt er der dog for mange upræcise spor uden et egentligt hovedspor, synes jeg. Der foregår ikke rigtigt en udvikling af karaktererne eller nogen udvikling i det hele taget, hvilket gør, at foretagendet forbliver statisk og kedeligt og forekommer lidt som en iscenesat faktuel og formel biografi.

Jeg kunne godt savne at forestillingen for eksempel gik endnu dybere ind i det sadistiske aspekt: forholdet mellem instruktør og skuespiller. Der er blandt andet en god situation, der gentages hurtigt nogle gange i træk, hvor Dreyer udspørges, hvorfor han valgte at ændre sin titel fra instruktør til journalist efter han hjemvendte fra Paris. Da hans svar ikke er tilfredsstillende bliver han prikket til. Han udbryder “Hvad laver De?” og besvares af “Jeg instruerer.” Han siger “det gør ondt” og svares af “så meget desto bedre”.

Skuespillet er ok. Jeg husker specielt Bo Madvig som den gale, underfundige, kamæleonagtige Artaud med sine krampagtige træk og vekslende stemmer. I pressemeddelelsen står der, at der sigtes mod tonen i Dreyers filmiske universer, men jeg synes ikke, at dialogen med Dreyers filmiske univers er så tydelig. Scenografien består af to store kasser med forskellige scenelamper, som skuespillerne selv aktiverer. For det meste bruges der farvet lys, indtil Dreyer endelig fjerne farvefiltrene, men selvom farverne er væk er lyssætningen dog ikke blevet meget mere ‘Dreyersk’. Den forbliver hård og generel og uden egentlige større skift gennem forestillingen.

I pressemeddelelsen kaldes forestillingen filmteater: En hybrid mellem film og teater. Det synes jeg ikke, det er. Jeg savner at biografen og filmmediet er integreret, i stedet for kun at fungere som baggrund for skuespillet. Der vises to små egentlige film, men kun før forestillingen begynder og til sidst, når forestillingen er ovre. Skuespillerne går altså aldrig i direkte dialog med filmlærredet. Filmene fungerer med andre ord som klammer om forestillingen, og de er desværre ikke rigtige film, men derimod optaget på HD Video. I stedet vises en video som parallelt scenografisk baggrundspor i løbet af forestillingen: en silhuet af en kæmpe knyttet håndnæve. Uden at røbe for meget kan jeg afsløre, at næven i løbet af forestillingen langsomt folder sig ud til den omsider har håndfladen nådefuldt (religiøst) opad, for til sidst endelig af knyttes igen. Et forholdsvis effektfuldt billede der nuanceres i det Jeanne D’Arc på et tidspunkt i en dødskrampe slår hånden i vejret, så den indgår som en lille skygge i projektionen af den større Dreyer-hånd.

Som udgangspunkt er det to meget stærke kort, forestillingen har på hånden: Dreyers skuespiller Baard Owe og Dagmar Teatret, Dreyers arbejdsplads gennem 16 år. Men de tages ikke rigtigt i spil. I stedet glemmer jeg hurtigt stedsspecifiteten, som ellers loves at være et af de vigtigste elementer.

Alt i alt synes jeg forestillingen var skuffende og som sagt ret kedelig. Selvom den ild, der antændtes i begyndelsen af forestillingen, hurtigt dør ud, har forestillingen dog nogle få enkelte interessante optrin og skarpe billeder, som gør at den kommer op på to stjerner. Det skal nævnes, at DREYER – DEN DANSKE TYRAN bliver vist i konteksten af filmfestivalen PIX i perioden 12. – 29. april.

/TH

Mørke, Nørrebros Teater, Frederiksbergscenen, spiller til 21. april 2012

EN UD AF SEKS STJERNER

I MØRKE spiller Thomas Corneliussen en forjaget firmacoach der prædiker “vejen til succes” for sine kunder. Selv forsøger han at holde sig til de dogmer han prædiker, men bukker snart under i hvirvelvinden af succes og ender med at ædes op af stress. Monologen er en forudsigelig satire over karriereræs, som udvikler sig til en finurlig gyser indtil den pludselig stopper brat.

Gennem nogle parodierende scener præsenteres vi for en mand, der lever af at afholde coach-kurser eller firmaforedrag i management/teambuilding. Vi følger ham gennem hans rutineprægede hverdage. Hver morgen drømmer han sig væk til en øde, solbeskinnet ø ved hjælp af en merchandise-plastikpalme fra sin cornflakes-pakke. Derefter griber han mobilen og i løbet af nogle sekunder er ugens kalender fyldt med møder. En enkelt lille date bliver det til, som så senere alligevel må aflyses på grund af arbejde. Der går ikke længe før postkortfantasien på den øde, fredfyldte, solbeskinnede ø forudsigeligt nok langsomt begynder at krakelere, og krakeleringen fra fantasien spreder sig til virkeligheden i form af paranoia og frygt indtil hele hans liv er gået i opløsning. Pludselig begynder de hjemlige ting at blive ikke-hjemlige: kryb lister rundt bag tapetet i hans lejlighed og han begynder at høre stemmer…

Forestillingen benytter sig af en minimal scenografi, der udnyttes forholdsvis effektivt. Der leges med lyd og tekniske effekter som røg, lys, kamera og videoprojektioner der anes interaktive. De enkelte rekvisitter genaktiveres flere gange på nye og snedige måder. For eksempel fungerer køleskabet ikke kun som køleskab, men også som talerør for karakterens apoteker, som bliver optaget derindefra og vist direkte på et TV.

Selve skuespillet er forholdsvis godt. Thomas Corneliussen gør det godt i sin rolle og er god til at skifte mellem de få andre karakterer der optræder i forestillingen. Det er sjovt, når han bruger køkkenbordet som seng, og når lydeffekten af et tog, der kører forbi ham får ham til at hoppe op og ned i sengen. På den måde bliver teatrets specifikke virkemidler taget i brug.

Det lader dog til at det eneste, forestillingen fortæller og fortæller og fortæller til sit publikum er, at “den populære jagt efter succes fører til stress som fører til mørke”. Interessant budskab? Overhovedet ikke. Med lidt andre ord er MØRKE ikke en udfordrende forestilling. Publikum får i stedet serveret en stribe af afvekslende effekter, og dermed forbliver hele foretagenet næsten lige så overfladisk som at tage en tur gennem spøgelseshuset i Tivoli, eller om ikke andet lige så overfladisk som den selvsamme selvhjælpslitteratur, som den parodierer.

Den største udfordring for mig var at holde mig vågen i den time som forestillingen varede. Hen mod slutningen var jeg begyndt at tælle mine gab. Og da showet endelig sluttede, blev jeg efterladt med mistanken om, at forestillingen udelukkende var konstrueret for at fremvise publikum effekterne: at lysten til effekterne var undskyldningen for at forestillingen overhovedet er blevet produceret. Slutningen vækkede mig i den forstand, at den kom så brat – brat fordi det virker som om der skulle have kommet mere.

Når forestillingen ender, lyset slukkes og genklangen af effekterne er fortonet sidder jeg tilbage uden noget at række ud efter i det mørke, forestillingen efterlader publikum i.

/TH

Mogens og Mahmoud, Folketeatret, spiller til 28. april 2012

TRE UD AF SEKS STJERNER

Jeg grinte rigtigt meget den første time. Så er det sagt. Flemming Jensen kan noget med at skrive dynamiske replikker og komiske situationer. Han kender derimod ikke rigtigt begrænsningens kunst og det er ærgerligt. Rigtig ærgerligt.

Det er et noget velkendt setup den gode Flemming har valgt for sin nye politiske komedie. Inspireret af komedien “Hvem støver af”, giver han her sit bud på den klassiske konstellation; to umage personager bliver langsomt venner og lærer hver især en ting eller to. Ja, det er set før og det skal Flemming nu ikke kritiseres for. Det har altid været et godt set up for en komedie og det starter da også fint.

Revisoren Mogens er blevet smidt ud hjemmefra, konen har fundet en anden, og som om det ikke er nok, bliver han i forestillingens vellykkede åbningsscene vækket af et larmende moske-vækkeur klokken fem om morgenen. Mogens har fået lov til at sove på sofaen hos sin assistent Mahmoud, som bor i en lille lejlighed i Avedøre. Mahmoud skal bede, og det kommer der meget sjov ud af, for pludselig står den trætte og desillusionerede Mogens med både sin utro kone og Mahmouds emsige mor i røret – alt leveret i farcens rytmiske tempo – dog lidt mumlende og utydeligt til tider.

Da den iltre, men smukke overbo kommer ned og klager over larmen, bliver Mahmoud forelsket, og så ruller lavinen af misforståelser, akavede situationer og hurtige replikker. Flemming Jensen befinder sig godt i farcens univers. Han kan sin dramaturgi og ved, hvordan man hurtigt og effektivt kan køre situationen så meget op i en spids, at det ene grin afløser det andet, samtidig med at man tænker: “Hvordan skal denne galskab mon ende?!”

Problemet er dog, at da han har kørt situationen op i en spids et par gange, er der kun gået en halv time – og forestillingen varer to og en halv. Det er simpelthen alt for lang tid til så spinkel en historie. Et enkelt stykke Othello-lagkage er lækkert, en hel kage er kvalm, og sådan går det desværre også med Mogens og Mahmoud. Især fordi Flemming ikke kan styre sig og handlingen kører fuldstændigt af sporet. Anden akt starter som første: fint og veloplagt, men så skal Flemming lige sige nogle sandheder om det danske retssystem og hvad han egentlig synes om imamer og det gider vi simpelthen ikke at høre på. Det er for kluntet og firkantet serveret til at være rammende satire, og efter over to timer er det vist på tide, at Mahmoud får sin iltre overbo og vi kan gå hjem i seng.

Omar Marzouk er overraskende god som Mahmoud. Han leverer replikkerne med en naturlighed, som faktisk er ganske sjælden for denne genre. Samspillet med Flemming Jensen fungerer også rigtig fint. Claus Bue er sjov som jysk og jødisk fisker samt far til den iltre overbo, spillet alt for hysterisk af Christine Gjerulff. Som jysk og jødisk fiskerkone spiller Susanne Heinrich også fint, dog er vi ovre i flade karakterer, der mere skal hjælpe handlingen på vej end lave selvstændige grin. Rollen som imamen fra Brøndby er fuldstændig fejlskrevet og underligt fladt spillet af Max Hansen, og han virker mest af alt ligegyldig for både historie og pointe.

Flemming Jensen kalder selv Mogens og Mahmoud for en politisk komedie. Det forstår jeg ikke. Hvis det er en samfundssatire er den simpelthen for ufarlig. Ja, han laver grin med kulturforskelle, men det er på den helt igennem hyggelige måde. Vi føler os simpelthen for godt tilpas, hvis det er Flemmings intention at ruske op i os.

Som hyggefarce med humant budskab fungerer MOGENS OG MAHMOUD den første time, men kære Flemming: Jeg kan virkelig godt lide dig og dine forsøg på at holde den folkelige komediegenre i live. Der er bare intet galt i kun at brede sig over en time og tyve minutter. Det kunne være, jeg så snart fik lyst til et stykke Othellolagkage igen.

/RE

Sort på Hvidt, Husets Teater, Halmtorvet, spiller til 14. april 2012

TRE UD AF SEKS STJERNER

“Det er sympatisk og fint og en lille smule kedeligt”. Sådan var min første tanke, da jeg stod og sippede til min hvidvin efter at have set SORT PÅ HVIDT. Det er teatergruppen Rio Rose, der gæstespiller på Husets Teater og ligesom i deres sidste forestilling, “Verdensrum”, undersøger de danskheden og hvad det er for en størrelse.

Tre personer kommer svajende ind på scenen i Marimekko-mønstrede heldragter og går i et med den tapetserede Marimekko-væg. Det eneste, der afslører dem, er deres ansigter. Væggen ryger sammen med dragterne og afløses af et rum fyldt med 12 røde skamler, hvor der på hver er placeret et objekt, der hurtigt giver associationer til dansk kultur.

Herfra er der lagt om til en slags stille varieté, hvor små nostalgiske og bittersøde tekststykker afløses af mere fysiske sekvenser og nyfortolkede sange fra den danske sangskat.

De to drøncharmerende skuespillere Thomas Chaaning og Özlem Saglanmak fortæller i starten, hvad de kan lide, og det er helt banale ting som leverpostej og jordbær og ferskner fra Tyrkiet, og i sin enkelthen og banalitet er det faktisk noget af det, som fungerer bedst. Det er troværdigt og meget elskeligt.

Det er dog lidt som om, at forestillingen aldrig rigtigt når videre. Det er hyggeligt, og det er fint, og det er da også rørende, når Özlem fortæller om sin bedstemors kaffekop og hvordan hun elsker at spå i kaffegrums. Thomas’ historie om faren, der arbejdede ekstra hårdt, for at give ham et rolexur er også fin og sympatisk. Og en lille smule kedelig.

Jeg elsker troen på, at teatermagi kan opstå i de små historier, og det er en rigtigt god idé at tage udgangspunkt i de små, nære historier, når man centrerer sig om noget så diffust som danskhed. Men det kan også godt blive lidt for småt, og jeg savner meget hurtigt noget kant. Det hele bliver bare en lille smule for pænt, og de fysiske sekvenser lider for det meste under en noget påtaget underfundighed. Jo, det er da sjovt at Thomas står med en japansk mesterkniv og laver kung fu-øvelser, for derefter at hakke noget så dansk som purløg til små danske smørrebrød, der bagefter bliver delt ud som smagsprøver til publikum. Og når Özlem danser sensuelt med en noget ukontrollerbar numse er det hele fint og sjovt og vi griner høfligt, men det ville nu have været rart med et brøl eller en rigtig grim historie.

Det får vi noget af i en vellykket sekvens, hvor Thomas og Özlem på skift fortæller racistiske vittigheder, som taler til vores indre svinehund. For de er faktisk sjove, de vitser, men de er også onde og morbide. Vores latter blander sig med skuespillernes overgearede latter og giver endelig lidt kant til alt det søde.

Forestillingens tredje aktør er endnu en charmør. Shaka Loveless Grøn er en ægte stjerne, som han står der med muskuløse overarme og drenget smil og leverer et vellykket soundtrack til forestillingen. På akustisk guitar synger han en tindrende smuk version af “Herfra hvor vi står” og den præstation er hele forestillingen værd.

Instruktør Tove Bornhøft er uden tvivl en dygtig iscenesætter og hun kan lave stærke billeder, men det virker som om, at hele processen omkring forestillingen har været lidt for hyggelig. Jeg kan godt forstå, at man vil gå til danskheden med poesi og underspillet humor frem for skrål og skrig, men politisk korrekthed er sgu aldrig særligt ophidsende og det er der desværre lidt for meget af i SORT PÅ HVIDT.

/RE

DYBET, Teater Får 302, København K., spiller til 31. marts 2012

FEM UD AF SEKS STJERNER

DYBET er en intens forestilling fra første sekund. Det forventningsfulde mørke i FÅR302’s lille teatersal brydes af en høj, metallisk lyd, der giver chokbølger ned igennem publikumsrækkerne. Så er vi i gang.

De følgende 50 minutter bruger vi i selskab med Carsten Bjørnlunds blændende fortolkning af en sømand og hans barske skæbne. DYBET er en fortælling om at drage ud som man plejer og vende hjem på en måde, man bestemt ikke plejer. Rejsen starter hjemme hos mor og far, hvor vores sømand åbner køleskabet, hiver en liter mælk frem og udbringer en skål til alle de andre mænd, der også står og bæller mælk direkte fra kartonen i ly af den tidlige morgens mørke.

DYBET er et nordisk gæstespil. Både dramatiker Jon Atli Jonasson og iscenesætter Egill Pálsson er islandske. Måske er det det, der giver forestillingen sin råhed og sit mørke. Eller også er den tanke bare en ubrugelig kliché. Uanset hvad har de to landsfæller skabt en forbandet god forestilling.

Carsten Bjørnlund har en imponerende fortælleevne. Med et varieret stemmebrug, velplacerede pauser og overraskende skift i kropssprog og lydniveau sikrer han, at vi aldrig keder os eller fristes til at falde hen. Vi higer til historien. Af og til taler han direkte til os og holder øjenkontakten pinefuldt længe eller råber os lige i ansigtet, så spyttet står til alle sider.

“Jeg er ikke bange for at dø,” siger vores hovedperson. “Jeg er ked af at miste mit liv”. Fortællingen er på en gang både barsk og poetisk.

En enkelt pære hænger ned fra loftet. Derudover er der blot en hvid firkant på gulvet i det sorte rum og få, velplacerede lydeffekter. Det er det hele. Egill Pálsson har skabt en befriende simpel teaterforestilling, der efterlader mig med en oplevelse af simpelthen at have oplevet, hvad det er, teatermediet kan.

En særlig plads i denne anmeldelse skal gå til Haukur Thordarson, der halvvejs i forestillingen vader ind på scenen med en elguitar. Med sin ufattelige ro, sit gennemførte pokeransigt og en forbløffende evne til at være enormt meget til stede uden at foretage sig noget som helst, giver han Carsten Bjørnlunds figur et vidunderligt modspil. Hans guitarspil er meget veludført, og ligesom den fugl, han spiller i fiktionen, bliver han også selv én, vi ikke kan lade være med hele tiden at følge med øjnene.

DYBET er en gribende historie i en mindst lige så gribende fremførelse. Og hvis du er hurtig, kan du nå det endnu – forestillingen spiller måneden ud på Får 302.

/LC

Dette burde skrives i nutid, Mungo Park, Allerød, spiller til 20. juni 2012

FIRE OG EN HALV UD AF SEKS STJERNER

“Helle Helle kan skrive skrive, men hun har ikke noget at skrive skrive om” lød det i anmeldelserne, da Helle Helle debuterede som romanforfatter i starten af 1990′erne. Ikke desto mindre er den kvindelige bogkreatør netop hyldet med den fine litteraturpris De Gyldne Laurbær. Og som om det ikke var nok er hendes seneste roman, DETTE BURDE SKRIVES I NUTID, netop dramatiseret på Mungo Park Allerød. Og det er Mungo Park sluppet godt afsted med.

Som sådan er det besynderligt, at Helle Helles værker aldrig før er dramatiseret. Det er handlinger, der ikke kræver de store, magiske teatervirkemidler – ofte små, minimale, persondrevne plots sat i udkantsflækker fra det sydlige Danmark – og med så fine karaktergallerier, at det lugter langt væk af gaver til skuespillere. Således følger vi i DETTE BURDE SKRIVES I NUTID den 21-årige Dorte, der bor i Glumsø, men studerer i København. Vi følger Dorte i hendes forhold med Per Finland, i hendes venskab med hendes faster (der i øvrigt også hedder Dorte, går med falsk pels og har en smørrebrødsforretning) og når hun roder sig ud i affærer eller bare går og pusler med hendes nebengeschäft af en festsangskrivningsbusiness.

Og Marie Bach Hansen er vidunderlig som vores gennemgående hovedkarakter. Hun er en mut og en kende introvert provinspige med en i øvrigt fremragende sangstemme. Og jeg forelsker mig hovedkuls i Dorte, når hun bare vil alle det bedste, selvom livet hvirvler om ørerne på hende. Kasper Leisner formår virkelig at tage et rum, stjæle opmærksomheden og holde fast på den. Om så han gør sig som Per Finland, Pers dragende fætter eller hvem som helst ellers af de mange personer, Kasper Leisner når igennem. Christine Albeck Børge er også god – især som elskelige faster Dorte, der altid lige har en pengeseddel i lommen til sin niece.

Der er lidt en tendens til, at når romaner omsættes til teater, ender det ofte som en monologform med tilkoblede bipersoner. Således i Bliktrommen på Betty Nansen Teatret som i DETTE BURDE SKRIVES I NUTID på Mungo Park. Men formen passer indholdet så ganske glimrende. Mange hurtige og enkle klip leder tankerne hen på filmens verden – dette bekræftes af forestillingens længde: 100 runde minutter, som endda er tilberedt med fine guitartoner fra Jonas Munck Hansen. Der er noget indie-film over det: sådan lidt støvet, grynet og meget autentisk – på den gode måde.

Bodil Bay Schultz’ scenografi er underfundig, men spændende og velfungerende. En mur tværs over scenen, der langsomt – meget langsomt – kører frem og tilbage og på vejen tager rekvisitter og lamper med sig. Jeg har ikke set noget, der minder om, men det er i og for sig glimrende til sit formål: Scenografien stjæler ikke fokus, men er heller ikke anonym. Og Jakob Rasmussens lysdesign skaber et skønt fokus for de mange små scener.

“Vi kan også tage en bilka-tur en dag”, siger faster Dorte, og jeg smiler og mærker en varme i brystet. Det her er feel-good-teater, når det er allerbedst, uden at blive overfladisk. Det er sjovt uden at være udleverende og rørende uden at nærme sig det patetiske. Et smukt slutbillede sætter et fint punktum og jeg går opløftet fra den lille teatersal i Allerød. Det er meget Mungo Parksk, men når teatret har så fin en form, gør det ingenting, at jeg kan genkende adskillige tidligere forestillinger i den.

DETTE BURDE SKRIVES I NUTID er en rigtigt fin lille forestilling, der ikke opfinder den dybe tallerken, men så absolut holder dig underholdt både i teatersalen og i flere timer efter.  Charmerende må være det helt rigtige ord. Instruktør og teaterleder Martin Lyngbo kan så absolut stadig, det kan det dygtige skuespillerensemble også, og publikum lader til at strømme til DETTE BURDE SKRIVES I NUTID. Det skal de også bare gøre.

/NE

Hvid Magi,

FEM OG EN HALV UD AF SEKS STJERNER

Jeg har ikke tidligere anmeldt den samme forestilling to gange, men siden Hvid Magi med kunstnerkollektivet Sort Samvittighed netop er blevet genopsat på Betty Nansen Edison – og jeg jo må indrømme, at netop den forestilling var min, såvel som mange andres, teaterfavorit i sidste sæson, så tog jeg glædeligt imod muligheden for at sætte mig med blok og kritiske øjne igen. Hvis du, der læser dette, slet ikke aner noget om forestillingen, har jeg skrevet en glimrende beskrivelse af forestillingen sidste år. Den finder du ved at trykke her.

Forestillingen er som sådan den samme. Der er sket meget små ændringer: et enkelt nummer er nyt (en Bollywood-udgave af 1000 stykker), Lad mig være den synges ikke længere af en stående Tilde-Maja Frederiksen, men nu af en Tilde-Maja Frederiksen der stikker hovedet op af et hul. Selvom netop dette øjeblik var så rørende og fint i sidste omgang, og jeg vil mene at lidt af det fine er gået fløjten, så er det virkelig småting.

En enkelt – væsentlig – ændring springer dog i øjnene: Leila Vestgaard spiller ikke med i denne omgang, og spejderpigerne er derfor reduceret fra en flok på seks til en flok på fem. Og ØV hvor er det ærgerligt. For det mærker jeg virkelig. Ikke fordi Signe Egholm Olsen ikke fortolker den krystalklare De Røde Dansesko smukt, det gør hun, men det er som om jeg pludselig oplever gruppen mere som fem individer, der synger Anne Linnet-sange, end den uniforme enhed, de før syntes at være. Det gør bare et eller andet ved dynamikken, og resultatet lider desværre lidt under det.

Jeg må også tilstå at opleve, at forestillingen er blevet en smule mekanisk. Pauserne er ikke HELT så lange og akavede, jokesne er ikke HELT så sjove og galskaben er ikke HELT så gal. Forestillingen er stadig fantastisk, smuk, poetisk og rørende – den bliver aldrig rigtigt dårlig – men det er lidt, som om de nu fem piger ikke gør sig helt lige så meget umage, som de gjorde sidste sæson. Men det kan jo bare have været en lidt ærgerlig aften, jeg så den på.

Alt i alt er jeg sikker på, at jeg havde haft en fremragende oplevelse, hvis det havde været første gang, jeg så forestillingen. Men efter sidste år at have oplevet en hel teatersal sitre, gyse og grine som om der ikke var en dag i morgen, må jeg fratage Sort Samvittighed en halv stjerne, og dermed “kun” efterlade dem med fem og en halv. Jeg skal på Edison igen i slutningen af måneden – så håber jeg, at alt er ved det gamle!

/NE

Media Machine, Østre Gasværk Teater, spiller til 17. marts 2012

TO UD AF SEKS STJERNER

Med forestillingen MEDIA MACHINE forsøger DanskDansk at kortlægge mediernes redskaber til manipulation og få publikum til at reflektere over de historier, mediemaskinen fylder os med. Trods alle de meget gode intentioner ender forestillingen med at reproducere en 80′er-diskurs omkring TV’ets magt og manipulation. Der er ingen overraskelser at hente.

Det begynder imponerende. Scenen består af et stort stillads med forskellige små green screen-rum med hver deres videokameraer installeret. De fire skuespillere benytter skiftevis de forskellige rum i stilladset til at iscenesætte castings og tv-udsendelser, som bliver broadcastet gennem store videoprojektioner på stilladset. Forestillingen leder publikum gennem genrerne: nyheder, reality, fiktion og blotlægger hvordan de forskellige genrer på hver deres måde manipulerer med sandheden for deres fjernseere.

Forestillingen er bevidst opbygget som at se tv med en finger på kanalskifteren. Zap. Karakteren Hassan lægger ud med at bekende at han elsker at se tv. Zap. I en sjov scene overskrider Sigrid alle sine grænser for at komme med i et reality-tv-program, og senere fremmedgøres hun overfor sin egen optræden, som hun mener påvirkes af det hun ser i tv’et. Zap. Et ægtepar glider længere og længere fra hinanden i takt med at ægtemanden begynder at leve sit liv gennem tv’et. Zap. Sigrid fortæller om en gang hun blev smidt ud af en svømmehal efter hun dyrkede sex med en fremmed, som hun fik øjenkontakt med. Zap.

De små scener veksler mellem det sjove og det banale, klodsede og uskarpe. Dog tilpas varierende til at jeg bevarer interessen. Problemet er, at de tørre intentioner ligger og lurer under hver replik: der fortælles, at tv-mediet manipulerer med virkeligheden… At fjernsynet fortæller os, hvordan vi skal leve… At vi er tv-mediets slaver… Osv… Osv… Alt i alt på ingen måde et fornyet indlæg i den gamle debat om tv-mediets magt.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det på sin vis er rigeligt at nøjes med at se plakaten, da dennes budskab og kritiske potentiale er omtrent det samme som selve forestillingens. Plakaten forestiller en stor tv-satellit, der nærmest fungerer som en injektionssprøjte i et computergenereret øje. Det er Big Brother og George Orwells 1984.

Rent teknisk er forestillingen meget kompliceret. Næsten alle de tricks vi kender fra tv’et tages i brug på forskellig vis. Jeg hørte, at en af de første visninger måtte aflyses på grund af tekniske komplikationer. Forestillingen jeg overværede fungerede dog ganske vellykket bortset fra lidt videomateriale, der var støj på. Teknikken bruges blandt andet til at inkorporere publikummet i afbildningen af mediernes magt og manipulation. Der arbejdes hen mod et stadie, hvor fire tilfældige “rigtige mennesker”/beskuere har indtaget skuespillernes pladser, og fjernnavigeres af de fire skuespillere via headsets. Det synes jeg var forestillingens stærkeste billede. Det er stykkets forsøg på at række ud efter publikum, som MEDIA MACHINE vinder på.

Jeg kan afslutningsvis give to råd: Hvis du befinder dig i den situation, at du undtagelsesvis skulle få ideen om at tage fri fra en ellers nøje planlagt aften i diverse tv-programmers tegn til fordel for en aften i Østre Gasværk Teater, så sluk tv’et og tag afsted! Måske har du netop brug for dette pædagogiske modinjektionsskud. Men hvis du derimod allerede har en god portion fordomme om mediernes manipulerende aspekter, kan du for eksempel i stedet nøjes med at invitere nogle venner til en kritisk samtaleaften om virkemidlerne foran tossekassen.

/TH