Anmelderiet.dk

Anna Karenina, Betty Nansen Teatret, spiller til 30. oktober 2011

FIRE UD AF SEKS STJERNER

Lad mig begynde med konklusionen: Tag endelig en tur til Frederiksberg Allé, gå på Betty Nansen Teatret og oplev Anna Karenina. Men sørg for at sidde nær en udgang, så du kan daffe af efter den første time. Den første time vil du ikke fortryde! Resten er dog lige til at leve uden.

Leo Tolstojs roman, Anna Karenina, dramatiseres på Betty Nansen Teatret og iscenesættes af Alexa Ther – en kvinde af ordets teater. Jeg kan ikke huske at have set en eneste af Alexa Thers forestillinger, som ikke var for teksttung til min smag. Uterus og I morgen i Quatar (begge på Husets Teater) og senest Medealand på Edison. Anna Karenina er bestemt ikke mere ordløs, men dog mere ovre i knaldroman-genren end de tre tidligere nævnte eksempler: Vores hovedkarakter, Anna, møder manden Vronskij på en togstation. Vronskij er kæreste med Kitty, der er søster til Dasja, der er gift med Stephan, som er Annas bror. Anna er selv gift med Karenin, med hvem hun har sønnen Seryozha. Anna forlader Karenin da hun forelsker sig i Vronskij – dette gør Kitty ulykkelig, men hun finder til gengæld den tilforladelige Levin. Og så er alle glade. Sådan cirka. Bortset fra, at kærlighed jo sjældent er lykkelig i Rusland. Således ender det også mere eller mindre fatalt for alle par.

Anna Karenina er det rene sæbeopera – underlægninsmusik og det hele. Hele første time af forestillingen er iscenesat som den rene romantiske komedie – hurtige skift og skiftende narrativformer. Et stort metaplan med tekstpassager i 3.person, der kunne være taget ud af Tolstojs roman og utroligt flotte billeder på scenen. Det hele er meget filmisk i den betonklædte dagligstue der roder med væltede stole, røg og damp – og pludselig også regn der falder ned fra loftet. Allerede inden for første halve time smides en fest på banen – og fester er jo et vidunderligt dramaturgisk element. Vi får en udfoldelse af hele konflikten – det enorme følelsesspil, der står på mellem disse stakkels unge mennesker. De indre monologer lader os komme helt tæt på karaktererne og vi sidder på yderkanten af sædet for at følge med.

MEN så er det, at det hele stagnerer for holdet. Scenerne bliver længere og længere, det samme gør replikkerne og til sidst står vi med monolog på monolog, som ingen rigtig gider lytte efter. Og det er sådan en skam. For der var sådan en fedt flow, det var så god dramatik, og det hele smadres af ordet og teksten og kedsomheden. Alle sjove påfund med karaoke, walkmen og balloner der flyver op af huller glemmes – tilbage står kun noget tunnelblik og frustrerede karakterer.

Øv.

Der spilles ellers godt. Karin Bang Heinemeier og Rasmus Hammerich er et fantastisk par som Kitty og Levin og Jens Jacob Tychsen beviser i dobbeltrollen som Seryozha og Karenin endnu engang, at han er en af Danmarks dygtigste nulevende karakterskuespillere. Virkelig. Han er pissegod og det hele værd.

Ja, jeg troede lige jeg skulle til at falde på halen over en Alexa Ther-forestilling. Det gjorde jeg bare desværre ikke. Men den første time var sgu spot on!

Annie, Det Ny Teater, Vesterbro, spiller til 18. december 2011

TO OG EN HALV UD AF SEKS STJERNER

I 1977 skrev Charles Strouse musicalen ANNIE om den lille, forældreløse pige (ja, Annie, hed hun), der boede på et børnehjem og meget heldigt blev inviteret til at holde jul hos en milliardær. Forestillingen foregår i 1930′erne under depressionen, og nu hvor finanskrisen hærger verden over har mange teaterproducenter fundet på, at ANNIE må være frisk igen. Dette sker både på Broadway i New York, hvor forestillingen skal spille til foråret – og nu på Det Ny Teater i København. Forestillingen er meget groft optegnet: Børnene er klædt i laser, de bliver tvunget til at arbejde, deres forstanderinde er fordrukken og de mens de gør rent synger de vredt: Ingen bryder sig om dem, som er endt på børnehjem – ja, det er hårdt for de små piger.

Forestillingen slås an med en velspillet ouverture under ledelse af dirigent Per Engström. En tradition, der klæder musicalen som genre, men desværre er på vej ud. At slå en forestilling an med et musikalsk parti er så stemningsfuldt og lader publikum vænne sig til genren, stemningen og hele det med at være i teatret og glemme alt udenfor. Det er så dejligt, og det er især dejligt, at Det Ny Teater prioriterer et så stort og velspillende orkester. Vi synker tilfreds på plads i de røde stole, og forestillingen kan begynde.

Og det gør den da så sandelig også. Vi er på børnehjemmet og må lægge ører til seks-syv småpigers grusomme replikbehandling. Det er ikke fordi jeg vil være sur og gnaven, og det kan sikkert også fungere mange steder – men børn på en scene er jo bare ofte overspillet og kun til fornøjelse for disse børns forældre. Og her er det ingen undtagelse. Det bliver simpelthen en ordentlig omgang skolekomedie med vrængede replikker og besynderlige betoninger.

Når det så er sagt, så synger de faktisk udmærket, de små piger – det er bare en skam, at de ikke kan spille. Spille kan til gengæld Ole Thestrup, der spiller den rige Daddy Warbucks og Ditte Gråbøl, der går all in som den fordrukne børnehjemsforstanderinde, Miss Hannigan. Hun er stavrende, snøvlende, upassende og ikke mindst hamrende morsom. Ditte Gråbøl må være det bedste, der er sket for Det Ny Teater længe! Det er en nydelse at se, hvor professionelt hun håndterer sådan en rolle i en genre, der ikke ligner det, hun plejer at spille. Nej, hun er ikke ligefrem hverken sanger eller danser, men hun gør det til et karaktertræk, at Miss Hannigan hopper lidt forkvaklet rundt og vifter med hænderne i de enkelte musical-optrin, hun må deltage i. Det er virkelig vellykket for Gråbøl! Og også for Kim Hammelsvang Henriksen, der desværre er med alt for lidt i rollen som den excentriske radiovært, Burt Healy. Kim Hammelsvang Henriksen har skabt en skøn og bindegal karakter, der er vanvittigt sej og gennemarbejdet trods det store og overkørte spil. Bravo!

Annie er enkelte steder befriende politisk ukorrekt. Men samtidig er den også kvalmt sød og julehyggen i størstedelen af andet akt må tilstås at være lige lidt for meget i midten af september. Og så synes den at være uendelig lang – to og en halv times forestilling med et så enkelt plot er simpelthen ALT for meget af det gode. Naturligvis skal der synges og danses – ja, det er jo en musical – men handlingen går jo konstant i stå? Og når de store danseoptrin så ikke er koreograferet bedre, ja så er underholdningen altså desværre ikke i top. Det kan da ikke passe at en professionel koreograf ikke kan finde på noget bedre end sidelæns gang og jazzhands? Det er i min optik fint at bruge et sted eller to med en ironisk distance, men det lader til at være blevet et move, der skal bruges i hver eneste nummer i Annie. Jeg forstår bestemt ikke hvorfor.

Det Ny Teaters ANNIE får to og en halv stjerne for en flot scenografi, et velspillende orkester og enkelte gode skuespilpræstationer. Næste gang kunne det være fedt med færre skabede børn, en mere original koreografi og så måske lidt mere fokus på en fremadskridende handling.

Sugar – Ingen er fuldkommen, Folketeatret, spiller 22. oktober 2011 og drager derefter på turné over hele landet.

TRE OG EN HALV UD AF SEKS STJERNER

Spiller de også på Børsen?
Nej, jeg spiller på Ukulele.

SUGAR, der netop har haft premiere på Folketeatret i København har undertitlen “Ingen er Fuldkommen”. Hvilket også er den danske titel på filmen “Some Like it Hot” fra 1959 med Marilyn Monroe, Jack Lemmon og Tony Curtis. Og SUGAR er da også baseret på netop denne film – så bare tilsat en ordentlig håndfuld flere sange, end vi finder i filmen. Sangene er skrevet af den amerikanske komponist Jule Styne tilbage i 1972, men holdt i samme 30′er-swing stemning som filmen bevæger sig i. Der er klart en tendens til at alt, hvad der sættes op af gamle klassikere, skal moderniseres og rockes og breakdances og hvad ved jeg – men ikke på Folketeatret. SUGAR er præcis så 30′er-agtig, som vi husker den fra filmen. Og ja, manuskriptet er stort set replik for replik taget ud af Some like it hot. Der er ikke meget nyt under solen her.

Alle er arbejdsløse – der er depression i 30′erne – og to arbejdsløse musikere vidner et gangstermord. For at slippe for at blive slået ihjel forklæder de sig som kvinder og hopper på et omrejsende jazzband. Den ene forelsker sig i bandets skødesløse ukulele-spiller, Sugar Kane, den anden bliver genstand for en gammel millionærs kærlighed. Og så er der ellers komedie for alle pengene. SUGAR har en uimodståelig Bugsy Malone-gangster-charme, en flot Art Deco-scenografi og desværre en utrolig dårlig akustik. Og det sidste er synd.

For alt er gennemarbejdet. Som de to mænd i dametøj ser vi Karsten Jansfort og Kristian Boland, der begge gør et forrygende stykke arbejde. Ikke mindst scenen med Kristian Boland på date med den ældre millionær (Troels II Munk) er priceless! Scenen er fyldt med dygtige dansere og i orkestergraven sidder et velspillende orkester – og derfor er det så ærgerligt, at vi ikke kan høre teksten til sangene. For for en gangs skyld har vi her at gøre med en musical, som er ganske udmærket oversat. For en gangs skyld styres der uden om de evindelige klicheer, der altid smækkes i sangteksterne, når der skal synges på dansk – og det er en fryd. At vi så ikke kan høre halvdelen, er jo så dobbelt op på ærgerligt.

Historien er LIGE til at følge med i, vil jeg mene. Og derfor bliver adskillige af tale-scenerne LIGE lange nok. SUGAR fungerer i hvert fald bedst, når der er dans, dynamik, tempo og show. Normalt er det mig meget imod, men når plottet er så tyndt, som det alle dage har været i Some Like it Hot, er det egentlig okay at det får lov at stå lidt i baggrunden. Vi vil blæses ud af horn og jazz, og det bliver vi desværre ikke. Men de numre der er, er bestemt velfungerende. Og vi går da smånynnende fra Folketeatret i slutningen af aftenen.

Maria Lucia modtog i foråret en Reumert for Årets Sanger, og på dette tidspunkt var det bestemt også fortjent. Lige nu vil jeg bare måske mene, at det er et fejlcast at bruge hende her. Marilyn Monroe var ikke nogen stor sangerinde, men en dygtig skuespillerinde. Maria Lucia er en meget dygtig sanger, men hun mestrer ikke helt den komiske timing, der lægges op til her. Og hun får ikke rigtigt lov at synge igennem, så det er som om Sugar Kane-rollen ikke rigtigt kommer til sin ret.

SUGAR er velspillet (med fokus på Karsten Jansfort, Kristian Boland og ikke mindst Troels II Munk), flot koreograferet og fint iscenesat. Men er tiden måske lidt løbet fra en forviklingskomedie af så støvet karakter? Jeg ved det ikke. Men de to og en halv time i teatret var lige langt nok for mig.

Den gyldne drage, Husets Teater, Vesterbro, spiller til 15. oktober 2011

FEM UD AF SEKS STJERNER

Husets Teater åbner den nye sæson i samarbejde med produktionsselskabet HOLLAND HOUSE og dettes leder, Jacob Schokking, som instruktør på danmarkspremieren på tyske Roland Schimmelpfennigs forestilling DEN GYLDNE DRAGE. Forestillingen havde premiere i Wien i 2009 og har siden da vundet priser for opsætninger over hele verden. Forestillingen tager udgangspunkt i noget så enkelt som en tand, der ender i en thaisuppe, men er en af den slags forestillinger, der vikler fem-seks-syv historier rundt i et sammensurium af skæbner, meninger, fald og triumfer.

På scenen ser vi Troels Lyby, Kristian Halken, Solbjerg Højfeldt, Tilde-Maja Fredriksen og Andreas Berg Nielsen, der alle gør et kanon stykke arbejde. Jeg plejer ofte at mene, at Jacob Schokking er en fantastisk billedskaber, men ikke nødvendigvis nogen dygtig personinstruktør. Heldigvis er dette hold så kompetente og pissedygtige, at skuespillet ikke lider her. Faktisk vil jeg mene, at skuespillet bærer denne forestilling. Undervejs spiller de sortklædte skuespillere adskillige roller – af begge køn og sågar også både myrer og græshopper. Ung spiller gammel, kvinde spiller mand og at klare sådan en opgave med så stor troværdighed er eksemplarisk. At læse både regibemærkninger OG replikker må være svært og distancerende – men skuespillerne leger ind og ud af situationer og ord, så det er en lyst at se. STOR ROS!

Trods tusindvis af skift og hektiske scenarier holdes en ro i forestillingen, der gør det utroligt behageligt som publikum at overvære Den Gyldne Drage. Så meget kunne gå galt – men gør det ikke.

Og for satan, Schokking, hvor er det altså flotte billeder. Scenen er helt enkel: plader, der kan glide frem og tilbage henover gulvet og store, flotte videoprojektioner. Vi kastes rundt i en etageejendom og flyver fra restaurantens køkken til en kvistlejlighed, til købmanden nede om hjørnet og ud på en bro. Og vi sidder på kanten af stolen og følger intenst med.

Netop her giver ordet “forestilling” så fin mening. Vi får virkelig vores forestillingsevne aktiveret. Det er utroligt stimulerende, og vi er bombede af indtryk, når vi går ud fra salen. Næsten for bombede. Ja, jeg ved godt det er trivielt at klantre en forestilling for, men Den Gyldne Drage ville ikke tage skade af lige at blive barberet ti eller 15 minutter ned. Men så er det vist også eneste anke mod den forestilling.

Husets Teater beviser endnu engang, at de ligger i sværvægtsklassen i forhold til at showcase ny, europæisk dramatik. Et område, der tilsyneladende ligger teatrets ledelse nær. Og når udfaldet bliver så levende og gennemarbejdet, som DEN GYLDNE DRAGE er, ja, så er der sgu ikke noget at kritisere den ledelse for!

Marguerite Viby – En Pige Med Pep, set på Teater V, Valby. Spiller der til 18. september 2011 og turnerer fortsat i resten af landet derefter.

TRE UD AF SEKS STJERNER

En smålalleglad pianist, lys i salen, små cafeborde og et publikum på 70+ er ved at tage plads i salen. Ina-Miriam Rosenbaum kommer trallende igennem publikum og træder op på scenen. “Ih, det er min yndlingssang” udbryder hun, og synger Titte til Hinanden – “I må gerne synge med”, siger hun til publikum. “Jo tak” mumles der, og pensionisterne stemmer ivrigt i. Jeg når at skrible ned, at hvis TV4 eller TV2 Charlie endnu ikke har købt rettighederne til at sende MARGUERITE VIBY – EN PIGE MED PEP, så må de skynde sig med at komme i gang. Jeg er lidt træt ved tanken om en aften fyldt med fællessang og bankostemning – men så sker det:

Ina-Miriam får sagt noget med, at Marguerite Viby ikke havde stor sexappeal, men bliver afbrudt af Marguerite Vibys voiceover, der hovent spørger, hvad Ina-Miriam Rosenbaum egentlig ved om det. Og langsomt går lyset ned i salen – og forestillingen går i gang. De næste 80 minutter er en dialog mellem Ina-Miriam Rosenbaum og Marguerite Viby (naturligvis også spillet af Ina-Miriam Rosenbaum). En rolle, som Rosenbaum VELFORTJENT blev tildelt Årets Reumert for Kvindelige Hovedrolle for. For kors, hvor er hun dygtig! Ikke noget med alle mulige vilde kostumer for at få hende til at ligne, bare en knalddygtig skuespiller, der kan sit kram og med fast hånd og imponerende energi påtager sig to roller på samme tid med så meget selvsikkerhed, at vi som publikum på intet tidspunkt er i tvivl om, hvem hun spiller. For denne præstation er forestillingen mere end værd at se.

“Jeg prøver jo bare at finde ud af, hvem de i virkeligheden var”, siger Ina-Miriam Rosenbaum og dette bliver præmissen for forestillingen: Et portræt af Marguerite Viby, hele Danmarks darling: skuespiller, mor og hustru. Fem gange. Ja, for Marguerite Viby havde mange mænd – og det lægges der heller ikke skjul på i forestillingen. Men dette er så også det mest kontroversielle, der er at sige om Marguerite Viby. For egentlig havde hun jo et dejligt liv. Og det er da dejligt for hende og hendes nærmeste – men ikke nødvendigvis dødinteressant på en teaterscene. Portrætfilm og -teaterforestillinger er dødpopulære. Og showbiz-skæbner har ofte spandevis af dramatisk potentiale: sex, druk, berømmelse, nedture, stoffer og så videre og så videre. Og så er der Marguerite Viby. Som ikke engang drak bare lidt for meget.

Budskabet er helt klart: Vi skal elske hinanden og være optimister – ligesom Marguerite Viby. “Vi vil ha lov at være til”, synges der til slut – og det er da smukt. Men det bliver ikke særlig spændende. Publikum jubler – og det er da dejligt – for de kan huske Marguerite, hendes sange, hendes revynumre og gensynsglæden er stor. Især fordi Ina-Miriam Rosenbaum leverer hele materialet med så utrolig stor energi og indlevningsevne. Så der er som sådan ikke en finger at sætte på det. Men for alle, der ikke lige måtte kunne huske en i hvert fald 60 år gammel sketch fra Cirkusrevyen, bliver forestillingen uvedkommende – og i værste fald kedelig.

Jeg giver med stor glæde Ina-Miriam Rosenbaum seks stjerner for sit enorme talent. Reumerten er KUN velfortjent. Men for dramatisk potentiale og relevans får forestillingen desværre kun en eller to stjerner. Derfor ender vi på tre stjerner i alt. Selvom den da er meget sød – ligesom Marguerite Viby var!

4 times hundred, Dansehallerne, Vesterbro, spiller til 20. august 2011

FEM UD AF SEKS STJERNER

100 hvide bøger i dominokrans om scenen. Det er, hvad publikum mødes af i 4 TIMES HUNDREDs åbningsscene. Bøgerne er placeret med lige så stor nøjagtighed som spotten midt på sceneloftet, der som en høj og diset aftensol hænger over de fire dansere. Allerede på dette tidspunkt – mens publikum endnu sætter sig til rette – viser denne forestilling sin visuelle overlegenhed.

4 TIMES HUNDRED er Edhem Jesenkovics debutforestilling. Både musik og koreografi er skabt af ham, og måske er det derfor, forestillingen fremstår så helstøbt. Lyd, lys og bevægelse smelter sammen, så det er umuligt at skille elementerne fra hinanden. “Rytme og musikalitet er for mig et drive til at gå ind i bevægelser og tømme dem fuldstændigt”, siger Edhem Jesenkovic selv, og mere præcist kan det faktisk ikke siges. Vi er vidne til en forestilling, hvor ikke én bevægelse gøres halvt.

At øjet kigger der, hvor lyset falder, er måske indlysende for en hver. Men ikke desto mindre udnyttes dette i 4 TIMES HUNDRED med usædvanligt mod og sikkerhed. En særlig cadeau skal derfor lyde til Mikael Sylvest for forestillingens imponerende lys – og mørke. Det uoplyste scenegulv forestiller snart en mørk sø, snart et spejl og snart en dyb afgrund. For der, hvor lyset ikke er, tager tilskuernes egen billedskabelse over.

De fire dansere danser sammen og hver for sig og danner et væld af skarpe billeder. Det abstrakte sprog lukker os nogle gange ude, så vi føler os en smule efterladt på publikumsrækkerne, men andre gange føler vi os lukket helt tæt på. Stærkest står de fælles koreografier, der danner kaleidoskopiske mønstre over scenegulvet.

Allermest konkret er billedskabelsen, når Asher Lev råber bønner fra en prædikestol bygget af de hvide bøger, mens Siri Woolthorns nøgne arme gestikulerer talestrømmen: “Alah! Alah! Alah!”. Øjeblikkets dramatik bringer det Balkan, der, i følge Jesenkovic selv, er hans vigtigste inspiration, helt tæt på.

Rytmisk trampen, konstant fysisk anstrengelse, en livløs krop i stærke arme og en trøje trukket over hovedet er ikke til at tage fejl af: Denne forestilling handler om kamp. Sammen med den metalliske grundklang i Edhem Jesenkovics musik bliver forestillingens udtryk både stærkt og smertefuldt.

4 TIMES HUNDRED er en forestilling, der undervejs råber højere og højere til sit publikum: Jeg vil dig fandme noget! Og hvor er det dog befriende at se en danseforestilling, der gør det. Den stigende intensitet brydes i velplacerede, rolige passager, som for eksempel med Thomas Holm Radils “jorden er giftig”-dans over scenen. Der bliver også plads til forløsende latter fra publikumsrækkerne, især under Asher Lev og Thomas Holm Radils koreografi med ekstremt friskfyr-agtige rygbøjninger.

Måske er de fire dansere udtømte efter en time på scenen – men publikum er fyldte. Vi er mætte uden at være overmætte. 4 TIMES HUNDRED er en forestilling med bragende taktfasthed, vanvittig præcision og rørende smukke billeder.

La Bête, Grønnegårds Teatret, Odd Fellow Palæets Have, spiller til 27. august 2011

TRE UD AF SEKS STJERNER

I de sidste fem år har Grønnegårds Teatret også spillet forestillinger i Odd Fellow Palæets Have. Konceptet er det samme som på den store scene i Kunstindustrimuseets Have: Picnic først og så udendørsteater i den klassiske stil bagefter – og settingen kan jo ikke være bedre. Palæet er smukt og haven er stemningsfuld. Hvor forestillingerne i Kunstindustrimuseets Have oftest er danske – primært Holberg – ser vi i Odd Fellow Palæets Have oftest udenlandske skuespil, og gerne også mere nutidige: Samuel Becketts Glade Dage, Noel Cowards Privatliv og senest Eric-Emmanuel Schmitts Libertineren, der kørte to sæsoner med Lars Mikkelsen i hovedrollen.

I år kaster instruktør Christoffer Berdal sig over David Hirsons La Bête (Bæstet) med Troels Lyby og selvsamme Lars Mikkelsen i hovedrollerne. Forestillingen er ganske vist skrevet i 1991 men er skrevet på vers og foregår i Frankrig 1654. Konflikten er følgende: Élomire (Troels Lyby) er skuespilforfatter og ansat hos Marquise de Conti (Tina Gylling Mortensen). Han er af den finkulturelle og elitære slags, så da Marquisen beslutter sig for at lade markedsgøgleren Valère (Lars Mikkelsen) optræde – og endda opfordrer de to til at arbejde sammen – falder det ikke i god jord. Altså bliver La Bête en diskussion af teatret og kunstens rolle som sådan: det intellektuelle vs. det folkelige.

At diskutere kunstens rolle er ikke nyt for holdet: Libertineren på Grønnegårds Teatret gjorde nogenlunde det samme – dengang med kredsen om moral – og Christoffer Berdal instruerede med stor succes En smule stilhed før stormen på Husets Teater, der også fokuserede på teatrets rolle – dengang med Paul Hüttel, der også spiller med i La Bête. Begge forestillinger var vellykkede – er La Bête så også det? Nej, desværre ikke, er jeg nødt til at måtte tilstå.

Først og fremmest fordi forestillingen er bygget op over laaaaange monologer. Det er snak, snak, snak fra ende til anden. En time og fyrre minutter. Versefødderne kan vi endda leve med – især fordi de er moderne, rimer på ord som “svin” og “psykopat”, og så fordi de fremsiges så fantastisk naturligt af skuespillerne med især Lars Mikkelsen og Tina Gylling Mortensen i spidsen. Alligevel står vores ører af. Vi orker simpelthen ikke lytte efter i de lange passager. Mikkelsen er jo komisk udover alle grænser – om end denne rolle ligger en smule op af Johnny Depps Jack Sparrow fra filmene om Pirates fra the Carribean, men selvom han kæmper og nærmest kaster sig rundt på scenen, må vi slå fra på et tidspunkt. Ordstrømmen er simpelthen for svulstig.

Bedst fungerer teksten, når skuespillerne er mange på scenen – der fornemmer vi versene hoppe rundt i ping-pong mellem karaktererne og vi imponeres af holdets musikalitet og fornemmelse for hinanden – men de lange monologer trækker tænder ud. Vi savner smæk for skillingen og handling frem for ord – så da skuespillertruppen pludselig bryder ud i historien om to stakkels tvillinger fra et bynavn i Frankrig jeg ikke kan stave, jubler vi! Selvom historien er gakket og gøglerisk kan vi næsten ikke få armene ned over et rigtigt stykke fiktion med en spændingskurve og en forløsning. Da vi så når tilbage til La Bêtes hovedhandling synker vi igen ned i stolene og gør os klar til flere tunge betragtninger om kunst.

Da jeg efter forestillingen låser min cykel op, kan jeg ikke undgå at overhøre et par kvinder tale om forestillingen: “Forstod du noget?”, “Nej. Ikke det mindste”, “Heller ikke jeg”, “Lars Mikkelsen var godt nok sjov”, “Ja for søren, men det tog søreme lang tid før jeg fattede hvad der foregik” – og det er egentlig opsætningens problem sat på spidsen. Vi går ikke rigtigt fra Odd Fellow Palæets Have med andet, end at Lars Mikkelsen er sjov og Troels Lyby som altid bare er Troels Lyby. Vi savner genkendeligheden – et af de steder, hvor publikum er mest med, er da Lars Mikkelsen hen mod slutningen siger noget i retningen af “Jeg drømte at mødet med dem ville blive stort – i stedet viste det sig at være noget værre ….” – publikum fniser og enkelte fuldfører sætningen. Netop denne folkelighed slår igennem og understreger forestillingens pointe: Hos Marquise de Conti sejrer folkeligheden og Valère bliver ansat. Hvis det er manuskriptets morale er det enormt skørt, at La Bête i sig selv bliver alt andet end folkeligt, men i stedet tungt og utilnærmeligt.

Stor ros til skuespillerholdet og Grønnegårds Teatrets evige tro på at kunne trodse det danske sommerregnvejr. Men hold op hvor jeg kedede mig.

Henrik & Pernille, Grønnegårds Teatret, Kunstindustrimuseets Have, spiller til 20. august 2011

TO UD AF SEKS STJERNER

Det er jo så uendeligt dejligt. Man smutter ud og køber tapas to go, man finder en god flaske vin, godt selskab og slænger sig på græsset i Kunstindustrimuseets have to timer før man skal se udendørsteater, solen skinner, fuglene flyver over en og alle er i godt humør – settingen bliver næsten ikke bedre. Traditionen med at tage i Grønnegårds Teatret i København er LIGE mig! Det er skønt!

Hvis så bare kvaliteten af årets forestilling, Henrik & Pernille, var bedre! For her opstår problemet! Ludvig Holberg skrev denne komedie tilbage i det tidlige 1700-tal og dengang var den utvivlsomt hylemorsom. Lad mig kort ridse handlingen op: Henrik er tjener for adelsmanden Leander. Mens Leander er på landet, klæder Henrik sig ud som sin herre og går på kur hos den adelige Leonora, der bor på den anden side af gaden. Hvad han dog ikke ved er, at Leonora også er på landet (med Leander) – og i virkeligheden gør han kur til Pernille, Leonoras tjenestepige, der ligesom han har klædt sig ud mens hendes frue er væk.  Begge tjenestefolk tror, de gør deres livs chance ved at gifte sig med en adelsmand – og i virkeligheden snyder de kun sig selv. Ja tak. Klassisk komedie-setup. Adelsfolkene kommer hjem, og så har vi balladen.

Jeg kan jo ikke sidde her og kalde Holberg for en dårlig dramatiker. Hans komedier har jo om nogen klassikerstatus her i landet, og de har da bestemt også deres charme! MEN man må simpelthen tage stilling til, om noget stadig har en relevans, når man sætter det op. Ikke fordi alting behøver være vold og mobiltelefoner og stress og storby – nej, nej – men dramaturgien i Henrik og Pernille er simpelthen så forældet og gennemskuelig, så den ikke er sjov længere. Efter ti minutter har vi regnet både konflikt, konsekvens og løsning ud – og så er der altså stadig en time og 35 minutter tilbage at vente i.

Et centralt problem er, at vi ser alle scenerne to gange lige efter hinanden. Først Henrik, der overtaler en tjener til at hjælpe ham (10 minutter) – så Pernille, der overtaler en tjener til at hjælpe hende (10 minutter) – så bliver Henrik opdaget (10 minutter) – så bliver Pernille opdaget (10 minutter) – så fortryder Henrik, så fortryder Pernille, så udtænker Henriks herre en plan, så udtænker Pernilles frue en plan… Og det er dødkedeligt! Jeg ved godt, Holberg har skrevet det sådan, men det må simpelthen kunne lade sig gøre at iscenesætte det på en mere moderne måde – man kunne jo eksempelvis krydsklippe mellem de scener, hvor handlingen alligevel er den samme? Og så måske bare lige skære hist og her – 105 minutter er MEGET lang tid for et koncept, der er så gennemskueligt.

Nå, når jeg nu har lukket al denne galde ud, så skal der da også være plads til rosen! Scenografien er yderst velfungerende. Henrik & Pernille foregår på en gade – tværs i gennem haven er der simpelthen opført en lang catwalk af en brolagt scene, der dels giver skuespillerne mulighed for at bruge fysikken – der er jo rent faktisk langt fra den ene ende til den anden – og dels gør, at publikum max ender på ottende række, og aldrig kommer så langt væk, så de ikke kan se noget (det har ofte været et problem de foregående år…)

Skuespillerne gør virkelig, hvad de kan! Store roser herfra til Jens Jacob Tychsen og Ann Eleonora Jørgensen. Førstnævnte er jo bare et kæmpe komisk talent og sidstnævnte funkler i sit forsøg på at efterligne en adelig accent. Væk er den sensualitet, vi så hende mestre i Libertineren (også på Grønnegårdsteatret de to foregående år) og plads er der til krukket læspen i et forsøg på at højne sin egen status! Bravo, begge to! Sarah Boberg og Thomas Bo Larsen er også begge skønne! Og så er der fem spillere mere, som vi bare desværre ikke rigtigt får mulighed for at se så meget til. De gør det godt, men ender desværre som lidt anonyme bifigurer. Hvilket bringer mig frem til endnu et punkt:

Der er så mange opsætninger i København, der af økonomiske kår ikke har mulighed for at ansætte mere end 2-3 spillere, der skal spille alle roller. Når der nu endelig er mulighed for ni spillere, så kunne man da lave så uendelig meget federe end at bruge Anders Peter Bro, der utvivlsomt er dygtig, til bare at gå over scenen to gange og sige to-tre replikker? Jeg ved godt, Holberg har skrevet det sådan, men så spil dog noget andet? Eller rusk rundt i Holberg?

Det ER sådan en dejlig tradition med Grønnegårds Teatret, men den aften jeg så det, var 90% af publikum i hvert fald over de 60. Hvis traditionen her skal overleve, så skal der nye boller på suppen. Der skal ruskes godt og grundigt op i Grønnegårds Teatret – og det er altså ikke nok at lave små lumre setups og “kaffelitte, kaffelytte, kaffelatte”-sprogjokes. Det er ikke sjovt nok til at holde vores opmærksomhed i en time og 45 minutter.

Jeg elsker jer, Grønnegårds Teater. Kom nu for fa’en!

Jagten på et plot, Dansehallerne, Vesterbro, spiller til 25. juni 2011

FIRE UD AF SEKS STJERNER

“Jagten på et plot” er lige præcis, hvad titlen fortæller: en jagt på et plot. Publikum bliver gjort til aktører i en site specific-forestilling, hvor målet er at finde meningen med den historie, vi undervejs præsenteres for. Vi finder dog aldrig plottet, og det er også fuldstændig lige meget – for det er hverken plottet eller det overordnede tema om at lede efter sammenhæng i tilværelsen, der gør “Jagten på et plot” til en smuk og dragende teaterforestilling.

Publikum tages i mindre grupper med på en vandring på det gamle Carlsberg-område. Karaktererne, der på skift guider os rundt, er gribende og absurde. Vi møder en prostitueret dværg og en kvinde, der blev hvidhåret på en enkelt nat. Universet er mystisk og underspillet humoristisk. Med Twin Peaks-referencer og et musikalsk får bliver det, der i første omgang ligner en almindelig guidet rundvisning til et natteløb de luxe.

Med ro, højtidelighed og insisterende øjenkontakt fortæller karaktererne os om smertefulde oplevelser i deres liv – oplevelser, der pludselig smelter sammen med de tidligere beretninger. Man skal holde sig selv tilbage for ikke at udbryde “det var jo ham fra før!” til de andre på holdet.

Uhyggen titter frem, når det bliver klart for os, at den ene karakter er årsag til den andens ulykke. For hvem er de onde? Hvem kan vi stole på? Helt i tråd med forestillingens titel sætter vi os hver især automatisk på den mission at finde svar på, hvordan det hele hænger sammen. Vi bliver gjort til detektiver i et veltilrettelagt krimi-set up. Den ene historie tager den anden. Snart er vi overladt alene med den ene karakter, snart med den anden. Vi føler os som centrum i fortællingen og det føles som om hele set up’et – ja snart hele Carlsberg – kun er til for vores skyld! Hver gruppe af publikum får deres oplevelse. Organiseringen og timingen er imponerende overskudsagtig.

Inddragelsen af publikum er enkelte steder så halvhjertet, at den falder til jorden. Men på langt de fleste tidspunkter er det både behageligt, meditativt og mystificerende at blive inviteret ind i forestillingens fortællinger. Karaktererne bliver til virkelige mennesker, og vi kommer så tæt på dem, at spyttet i mundvigene viser sig. At få fortalt en historie er en gave, siger man, og “Jagten på et plot” opleves lige netop sådan. Et rørende indblik i en håndfuld menneskers liv, der står lige foran én i kød og blod.

Forestillingen er fuld af overraskelsesmomenter. Og når lyseffekterne sættes igang på parkeringskælderens eget lyskontaktsystem og dørene skal åbnes med kode, ryger autenciteten helt i top. Selv ikke de dyre drenge af klassiske teaterproduktioner ville være i stand til at skabe så mange forskellige rum i én og samme forestilling: haven med aftensol, den rå parkeringskælder, skateparken, fabriksbygningen, tagterrassen etc., etc… Og hvad endnu vigtigere er: kulisserne er ægte!

Teater og virkelighed smelter sammen. Vi er ikke spor i tvivl om, hvem der er skuespillere og hvem der er tilfældigt forbipasserende. Men mødet mellem dem er fantastisk. Den unge pige udbryder “Oh my god!” med større troværdighed end nogen skuespiller, da Johannes Lilleøres karakter danser amok få meter fra hende.

Anden halvleg af forestillingen foregår indenfor i teatersalen. Her ser vi os selv i en film, der er optaget undervejs. Ideen er god, men filmen ligger i tråd med det overordnede tema om meningsløshed og manglen på en samlet fortælling. Så når pointen er, at der ikke er hverken plot eller slutning at finde, bliver vi mildest talt ikke overraskede, nærmere irriterede over sådan at få det skåret ud i pap. Forestillingen vil gerne være en kritisk kommentar til menneskets søgen efter mening i tilværelsen. Det gøres klart fra starten, og vi mindes ofte om det undervejs. Men temaet opleves som påklistret.

Vandringens fortællinger opleves som fragmenterede enkeltdele, der har en fin og ubestemmelig sammenhæng. Det er vi helt med på som publikum. Det opleves tydeligt og stærkt. Vi behøver ikke metakommentarer om at gå i ring, søge sammenhæng eller søge efter slutninger. Og når Erik Polds karakter i overgearet stil forsøger at forhindre os i at komme hen til det sted, hvor fortællingens slutning angiveligt findes, opleves det som en hån mod den poetiske og underspillede stemning, der ligger som en grundklang under hele forestillingen.

Jagten på et plot er en overraskende, mystisk og dragende gåtur rundt på Carlsberg. Kom afsted og oplev et glimrende bud på en teaterform, som det meste teater ikke kan konkurrere med – hverken i nærvær eller dynamik. Men gå gerne hjem i pausen.

Moving Me, Moving You – Et dobbeltprogram, Dansehallerne, Vesterbro, spiller til 12. maj 2011

FEM UD AF SEKS STJERNER

Dansehallerne lagde for en meget kort bemærkning hus til dobbeltprogrammet “Moving Me, Moving You”, der bestod af forestillingerne “En Luftning” og “Fjer og Stilletter”. To forestillinger, der med lidt god vilje kan lægges under samme paraply i kraft af, at de begge i en eller anden forstand inddrager publikum aktivt. Men alligevel to forestillinger, der er topforskellige.

I “En luftning” inviteres vi ind i på selve scenegulvet i Dansehallernes lille scene. Vi smider sko og alt, hvad der hedder overtøj og bagage, og inviteres til at interagere i lokalet. Hvis vi gerne vil holde pause, kan vi stille os på hvide A3-papirer fordelt over hele gulvet. “Hvem fanden er egentlig med?” tænker man hurtigt. For publikum iscenesætter automatisk sig selv. Papirfly bygges på gulvet og kvinder i 50′erne giver hinanden hånden, når de i et roligt tempo går rundt mellem hinanden.

Det viser sig, at to piger klædt i klare farver, men dog alligevel forholdsvis anonyme kostumer, er danserne vi skal holde øje med. Roligt går de mellem os. Aer os. Tager os i hånden og bevæger os. Eller står helt stille ved siden af os og betragter publikum – ligesom vi gør. En slags katten efter musen – både med hinanden og med publikum. Legende let men alligevel plads til temperament. Og med en fantastisk vekselvirkning mellem stort engagement efterfulgt af total neglicering af papirer, publikum – og hinanden.

Rummet er tomt, lydkulissen er nedskrabet – og scenografien er publikum. Det er godt tænkt. Vi skaber automatisk tomme rum, passager og forhindringer for de to dansere. Og selvom forestillingen ikke helt finder sit fokus og slutter, før den kommer rigtigt igang – og kollapset måske lidt er en gammel traver – så er En Luftning et rigtigt dejligt sted at være. Og jeg kunne for en gangs skyld godt have brugt lidt mere af det.

I Fjer og Stilletter møder vi Helle Bach. Ene danser/performer/storyteller/instruktør/koreograf – med andre ord en soloforestilling i bogstaveligste forstand. Udgangspunktet for Fjer og Stilletter er Helles tid som showgirl i Paris. Vi føres gennem hele historien – fra Helle tog af sted til hun spillede sin 498. og sidste forestilling og var med til at lukke Follies-genren.

Forestillingen bliver et fantastisk indblik i en verden, der for mange er lukket og umulig at forestille sig. Forestillingen har en dejlig dramaturgi og Helle Bach bygger sine historier godt op. På trods af at forestillingen spilles i et helt tomt rum, føler vi os hensat til parisiske natklubber med letpåklædte kvinder og ting der blinker. Afbrudt af hæsblæsende dansenumre og store billedprojektioner.

Fortællingen er helt ærlig. Og det er vigtigt. Helle Bach er ikke skuespiller, og det kan høres på hendes replikbehandling. Der kunne slås ned på betoninger, pauser og flow – men det er fuldstændig ligegyldigt. For historien er hendes egen. Og netop fordi hun fortæller den så ærligt, engagerer vi os 100 procent og tager os ikke af, om sætningskonstruktionerne måske lige er skøre nok enkelte steder. Helle Bach mestrer selvironi men har alligevel en høj disciplin. Og da hun tager otte publikummer på scenen for at få dem til at præsentere hende, mens hun danser, overgiver vi os totalt.

MOVING ME, MOVING YOU fungerer perfekt. Jeg kan ikke helt se, hvorfor netop disse to forestillinger er placeret i samme program – men de komplimenterer alligevel hinanden godt. Og med En Luftnings behagelige univers og Fjer og Stiletters både humoristiske og enkelte steder også rørende tilgang til en meget interessant historie går vi fra Dansescenen rasende godt underholdt.