Anmelderiet.dk

City Singler: Frækkere i 2′eren, set på Bremen i København, spiller på turné i hele landet til 31. marts, se turnéplan på www.citysingler.dk

EN UD AF SEKS STJERNER

Lad mig sige det, som det er: FRÆKKERE I 2′EREN er megahamrende plat. Men ikke desto mindre en rungende publikumssucces – i hvert fald at bedømme ud fra det publikum, der en søndag aften indtog Bremen i København.

Vase og Fuglsangs CITY SINGLER – nu i version to – er ikke en tankevækkende aften i teatret. Det er nærmere et forlænget frikvarter. Og det er også, hvad vi forventer. Vi forventer underholdning og flotte damer. Ikke så meget pis. “Det er jo bare fastfood for hjernen, det her” siger jeg, da min ledsager med foragt i stemmen spørger: “Hvad fanden er det, de vil?” City Singlerne betegner deres show som en krydsning mellem Sex and the City og Ørkenens Sønner. Og det er ikke helt forkert.

De fire singler Kaya Brüel, Sofie Lassen-Kahlke, Anne-Louise Hassing og Trine Gadeberg har en voldsom energi. Det er fedt. Især Kaya Brüel og Trine Gadeberg skal roses for deres sangpræstationer. FRÆKKERE I 2′EREN er også sjovt – i hvert fald ind i mellem. Det er sjovt at Rapunzels barn, der har arvet moderens kæmpe manke, har fået lus. Og det er sjovt at en tidligere hundetræner nu tæmmer kampkusser og kælekusser med godbidder i form af dildoer.

Men her når vi også til vejs ende af de rosende ord, jeg kan give FRÆKKERE I 2′EREN med på vejen.

Problemet er, at samtidig med at performerne gerne vil give enormt meget slip og være grimme, sjove, grove og ucharmerende, så stavrer de rundt i stiletter, korsetter og alt for meget make-up, imens deres ansigtsudtryk giver mistanke om, at de bruger hele deres mentale energi på at suge maven ind.

Misforstå mig ikke: Selvfølgelig kan kvinder være smukke og pissehamrende morsomme på en gang. De, der så Hvid Magi på Betty Nansen Edison sidste vinter, så et glimrende eksempel. Humor handler nemlig ikke om køn. Eller om påklædning. Men det handler om at være til stede. Og det er de fire kvinder på scenen desværre ikke for alvor. Jokesne virker instuderede og timingen er sløv. Da vi kommer til det-har-en-kvinde-i-sin-håndtaske-joken, når jeg grænsen for, hvor mange klicheer, jeg kan holde ud på en aften. Der er simpelthen alt for langt mellem de øjeblikke, hvor temaerne er lidt originale og hvor performerne tør give slip og lade stiletter være stiletter.

Jeg jubler ellers over city singlernes opråb om, at det er total misforstået, at kvinder skal te sig som uvidende jomfruer, når snakken falder på alt det, der hører diverse huller i underlivet til. Men hvor har jeg dog svært ved at se linket mellem det opråb og så en sang med omkvædet alt det, du kan li, kan du få for et blowjob – også selvom det er ment nok så ironisk. Der sidder 14-årige piger og ser showet. Den lektie, de får med hjem, er, at selvom mor godt kan være sjov, så skal hun samtidig ligne en fra sexindustrien – og for øvrigt give far et blowjob for at få ham til at tage opvasken.

Da vi når hen mod slutningen af showet, går det først helt galt. På en storskærm forklarer Anne-Louise Hassing og Trine Gadeberg, at de nu vil fortælle en joke til det mandlige publikum. Anne-Louise spørger: “Hvorfor er de muslimske kvinder i Afghanistan nu begyndt at gå ti meter FORAN deres mænd?” – og Trine svarer: “Fordi der er blevet spredt så mange landminer dernede!”. Come on. Jeg ved godt, at denne joke også er ment dybt ironisk. Men er det en undskyldning? Er det virkelig nødvendigt at synke så dybt for et billigt grin?

Jo længere vi når, jo mere begynder showet at bære præg af en voldsom angst for, at der skal komme nogen bagefter og sige “Ja, godt nok var det under bæltestedet, men havde det være fire mænd på scenen, så havde det jo været endnu værre.” Og den sejr må man faktisk give dem. Lige præcis dét tror jeg absolut ingen tænker. Men så er det, spørgsmålet melder sig: Er det et succeskriterium i sig selv at lave et show, der er plat og under bæltestedet?

Med dette spørgsmål in mente må jeg indrømme, at de grin, jeg fik mig, og den løftede stemning i salen ikke vejer særlig tungt på vægtskålen, når jeg tænker tilbage på min oplevelse. Måske var jeg ikke i målgruppen for FRÆKKERE I 2′EREN. Eller måske tror jeg bare på, at en kvinde i overgangsalderen godt kan være sexet uden at gå i netstrømper – og at hun også godt kan være humoristisk uden at skulle sige pik i hveranden sætning. Én stjerne er, hvad jeg kan give for min oplevelse.

/LC

The Tiger Lillies perform HAMLET, Republiques store scene, Østerbro, spiller igen 21. april – 12. maj 2012

FIRE UD AF SEKS STJERNER

Republique er i høj grad det teater i København, der er allerbedst til at arbejde internationalt. Således har deres samarbejdsaftale med The Southbank Centre i London nu ført til anden forestilling: nemlig THE TIGER LILLIES PERFORM HAMLET, en billedlig musikforestilling (eller musikalsk billedforestilling, om man vil) om prinsen fra Kronborg og hans følelser. Resultatet er godt, flot, gennemarbejdet – og en smule monotont.

Da dørene åbnes til Republiques store scene lukkes vi ind i til lyden af storm og mødes af en høj, sort mur af stof med små slidser hist og her. “Der er lige plads til hoveder, der kan stikke ud”, når jeg at tænke inden lyset går ned og hovederne ganske rigtigt stikkes ud. “What is the point of this life that we lead?” synger Martyn Jacques, forsanger og komponist i det internationalt anerkendte britiske band, The Tiger Lillies, der som et scoop er shanghaiet af Republique til at skrive musik til Shakespeares klassiker om den danske prins, der må gå så grueligt meget igennem, da hans onkel dræber hans far, ægter hans mor og overtager hele kongeriget.

Og herefter føres vi gennem billede efter billede, der fortæller os historien om Hamlet – helt skåret ind til benet og uden så mange dikkedarer. Der er skruet ned for persongalleriet og op for følelserne. Vi er ikke i tvivl om, hvem vi skal holde med. Det er så synd for Hamlet, især fordi hans fars morder af en onkel spilles af Zlatko Buric – og er der nogen, der kan spille brovtende usympatisk i dansk teater, så er det da Zlatko Buric. Hamlets mor spilles af svenske Charlotte Engelkes, vi heller ikke fatter megen sympati for og den smukke Ofelias far er en kæmpe dukke, der med lange fangearme holder sin datter fanget og kaster hende rundt i luften, som var hun et legetøj. Jojo. Billederne er måske lige tykke nok – eksempelvis også, da Hamlet dræber Claudius og overstrømmes af røde farver og ildprojektioner – men ikke desto mindre er de flotte og veldesignede.

For det er forestillingens styrke. Martin Tulinius, teaterleder, instruktør og scenograf, er en fantastisk billedmager. Selvom der måske er lånt lige lovlig rigeligt hos for eksempel Robert Wilson, så er billedsiden virkelig betagende. Og kombinationen af billeder, nycirkus, enkelte velvalgte replikker og så naturligvis Tiger Lillies’ meget dragende musikunivers skaber en helt ny Hamlet – i hvert fald en version, jeg ikke har set lignende før. En version med skæve borde, marionetkoreografier og videoprojektioner på gulve, vægge og loft. Det hele er meget moderne. Gudskelov sikrer Tiger Lillies’ meget rustikke og autentiske gypsy-cabaret-lyd dog, at forestillingen ikke ender i cyber-effekt-land, men holder sig på den gode side af grænsen til overpyntning.

Andet akt er ikke nær så dynamisk som første. Desværre. Og selvom jeg er meget glad for lyden af Tiger Lillies, så kan man ikke beskylde den for at være varieret. Og selvom Martin Tulinius’ billeder er skiftende i udtryk, så bliver formen med billede efter billede så forudsigelig, at vi lidt sidder og venter på en slutning til sidst. Og det er synd. For som sådan er materialet rigtigt godt. Der er bare lidt for meget af det. Skuespillerne gør et glimrende stykke arbejde – især Morten Burian, der med nerve og nærvær negler Hamlet-rollen med alle dens kompleksiteter.

Trods en lille stagnering hen mod slutningen, kan Republique kan roligt være glade for deres produktion.  THE TIGER LILLIES PERFORM HAMLET er ikke årets teateroplevelse, men et fint bud på en Hamlet-bearbejdelse med internationalt format.

/NE

Bliktrommen, Betty Nansen Teatret, Frederiksberg, spiller til 24. marts 2012

FIRE UD AF SEKS STJERNER

Betty Nansens gamle teater på Frederiksberg Allé beskæftiger sig med de helt store klassikere i denne sæson. Efter at have kastet rundt med først Tolstojs Anna Karenina og derefter en storstilet Mozart-teaterkoncert-satsning er tiden kommet til at iscenesætte Günter Grass’ klassiker, BLIKTROMMEN.

Og hvorfor egentlig ikke. Den poetiske roman om den lille, stumme dreng, Oskar, der holdt op med at vokse, da han som 3-årig fik en bliktromme og siden har udviklet et skrig, der får glas til at knuse er jo som skrevet til en teaterproduktion. Oskar betragter verden, mens han hamrer på sin bliktromme, og drager ud på en episk rejse gennem cirkusartister, en utro mor og den blomstrende nazisme. Og denne rejse iscenesættes flot af instruktør Katrine Wiedemann i Maja Ravns fantastiske scenografi. Makkerparret har tidligere stået for blandt andet Strindbergs Et Drømmespil, der også spillede på Betty Nansen Teatret. Og endnu engang beviser de to madammer, at de til fulde mestrer at skabe en poetisk, visuel oplevelse, der udover at lege med rum, tyngdekraft og bjergtagende lyseffekter suger publikum ind og holder os fanget i betagelse.

Desværre kan alle disse effekter med både glødepærepistoler, tunge velourstykker og enorme tapetvægge, der køres op, ned, ud og ind ikke skjule, at manuskriptet er tungt og litterært. Naturligvis er det litterært – det er jo efter en roman, jaja – men der er simpelthen for mange ord. Og efter to timers tale kan vi næsten ikke holde ud at høre efter længere. Og derfor ender vi med at gå fra Betty Nansen og tænke, at forestillingen var lige lovlig lang. Jeg ved ikke, hvad løsningen er. For flere momenter kan man fornemme, er betydeligt længere i bogen. Enkelte af disse skøjtes der måske endda lige lidt for let henover. Spørgsmålet er, om Oskar kunne have stoppet færre gange på sin rejse? Eller om forestillingen med samme tekstforlag skulle have haft lov til at være måske en hel time længere, så teksten kunne have været spredt ud over længere tid? I hvert fald savner jeg en gang imellem lige et minut eller to til at hvile ørerne og nyde hvad jeg ser.

Nikolaj Lie Kaas spiller lille Oskar, og det gør han ganske glimrende. Efter at have triumferet som Dirch Passer i Martin Zandvliets film om den folkekære komiker, er Kaas tilbage på teatret. Han er jo noget af en størrelse til at spille 3-årig dreng, men hans uskyldige barnlighed og legesyge krop gør, at vi køber den uden problemer. Som blandt andet rollen som hans mor ser vi Sonja Richter, der i en sæson også spillede hovedrollen som Agnes i Et Drømmespil. Og Sonja Richter er jo en drøm på en scene. Så megen inderlighed og nærvær skal man lede længe efter. Det er en fryd. Vidunderlige er også Morten Staugaard som halvdum nazist-soldat, Frank Thiel som småliderlig førsteelsker og Jens Jacob Tychsen som stram skolelærerinde og en meget sympatisk legetøjshandler.

Vi genkender tydeligt Wiedemanns greb i iscenesættelsen. Stole vendes ned på siden, der spilles klaver på en væg og en stuepige kommer ned fra loftet med en lampe i hånden. Det er episk, det er storladent, det er med montagefølelse og det er fint. Desværre bliver det hele dog også lidt pænt og poleret. Alt kører som smurt – det er dyre, velproducerede kulisser og scenerne glider ind og ud af hinanden. Men det hele bliver nærmest lidt for meget som en film. Jeg savner en råhed, lidt mistet kontrol og et sug i maven.

BLIKTROMMEN er en helt fin forestilling. Det er kendte skuespillere, en kendt instruktør og et kendt forlæg for manuskriptet. Det er Broadway i Danmark, det er en forestilling, der nærmest råber på, at vi spiser en god middag på restaurant før vi sætter os i de røde veloursæder. Og sådan noget er også rart at prøve. Men den er en smule for tung til mig og en smule for poleret. Ærgerligt, for jeg synes virkelig her var potentiale til at skabe årets forestilling.

/NE

Next to Normal, Nørrebro Teater, spiller til 15. april 2012

FIRE UD AF SEKS STJERNER

Nørrebro Teater er det første danske teater, der iscenesætter New Yorker-musicalen NEXT TO NORMAL. Det gør de med instruktør Thomas Bendixen ved roret. Og det gør de ganske godt.

Musicalens tema er universelt: En familie kæmper for at være så normal som muligt, selvom deres bagage er alt andet end normal. Man siger, at det er imod naturens gang, når forældre oplever deres børns død. Men dét er lige præcis temaet for familietragedien NEXT TO NORMAL. 16 år efter den tragiske begivenhed lukker historien os ind i en tilsyneladende helt normal hverdag.

NEXT TO NORMAL er et modigt valg fra Nørrebro Teaters side. Musicalen er smal sammenlignet med de store showklassikere. Men det gør den bestemt ikke mindre interessant – nærmest tværtimod. Vi kan spejle os i fortællingen om at det, der gør ondt, ikke bare sådan lige kan bekæmpes – heller ikke med rå mængder af psykofarmaka.

Rockmusicalens sange får den plads, de fortjener. Skuespillerne synger langt mere, end de taler, og det er, som det skal være. For dialogen mellem sangene blegner desværre ofte ved at fremstå indstuderet og unaturlig. Måske fordi forestillingen tager fat på livets store emner. Og det fungerer – i sangene. Skuespillernes sangstemmer er stort set hele vejen igennem i top, orkestret gør et fremragende stykke arbejde og teksterne, der er oversat til dansk af Kenneth Thordal, fanger os. Det er i sangene, at fortællingen får sin nødvendige frihed. Friheden til at bruge store ord, til symbolik og metaforer og frihed til at ramme os der, hvor vi sjældent rigtigt rammes: lige midt i følelserne.

Det sker for eksempel, når Cecilie Stenspil som den sindssyge mor i et indsigtsfuldt øjeblik synger Jeg har ingen vinger længere, min vilde tid er forbi, mens gulvet under hele løfter sig og hele salen holder vejret et sekund.

Thomas Bendixens opsætning er i sandhed en helhedsoplevelse. Lyset, musikken og den visuelle flade smelter smukt sammen. Forestillingen klæder også på en helt særlig måde teatret udenfor scenen: de rødpolstrede stole, slikposerne på rækkerne og aftenhælene på det kvindelige publikum, NEXT TO NORMAL er en garanti for en rigtig aften i teatret.

Laus Høybye, der spiller familiens afdøde søn, tager prisen som forestillingens absolutte stjerne. Og det er både hvad angår charme og evnen til at synge røven ud af bukserne. Han er ganske enkelt en fryd at opleve.

NEXT TO NORMALs eneste alvorlige svaghed er, at der af og til spilles på lidt for mange tangenter. Når vi skal forstå at datterens teenage-flirt er et ustabilt hashvrag, får vi ham ikke bare serveret med en kæmpe pibe i munden, men også med en stor, skriggrøn hampplante på T-shirten. Så er vi også med. Det samme sker, når et par tårevædede barneøjne på storskærm skal få os til at afkode, at nu sker der altså noget meget sørgeligt. Det er en skam. For langt hen af vejen er NEXT TO NORMAL en forestilling, der tager sit publikum usædvanligt alvorligt.

Samlet set bliver det til fire stjerner til den absolut anbefalelsesværdige NEXT TO NORMAL, der kan opleves på Nørrebro Teater til midten af april.

/LC

Rå Rober, PH Cafeen, Halmtorvet, spiller til 20. marts 2012

TRE OG EN HALV UD AF SEKS STJERNER

Anne-Marie Helger er rykket ind på PH Cafeen på Vesterbro, og det er hun med alt hvad det indebærer af kuriøse beklædningsgenstande, politiske ørefigener og excentrisk kluklatter. Den “aldrende comedienne” leverer et underholdende show, om end det bliver en smule stift, konstrueret og mekanisk i længden.

Det hele starter egentlig slet ikke med et show. Det hele starter med en bog, som Anne-Marie Helger i samarbejde med fotograf Thomas Cato har udgivet. I bogen finder vi 24 såkaldte fotofantasier af Anne Marie Helgers overdådige kostumer – med Anne Marie Helger i. Barske baggårde, den glohede savanne og Rosenborg er bare et par af de locations, der skaber ramme om Anne-Marie Helgers vanvittigt imponerende kjoler. Det er fordi jeg er helt vild med kostumer, og fordi en pyntepusher blev min ven som hun synger. Og således præsenteres billede efter billede med personlige anekdoter, politiske opsange og hurtige skift til Anne-Marie Helgers alter-egoer, eksempelvis en skibsredderinde med navnet Percy Plask-Plaskenskiold.

Og så er der andet akt, hvor vi møder Connie Knudsen (igen, naturligvis Anne-Marie Helger – bare så vi undgår misforståelser), der mangler al den spræl, der nu engang sidder i kostumerne. Connie er angiveligt elev hos Anne-Marie Helium, som hun kalder hende, og dette bliver en god mulighed for den ellers moderat frelste og selvsmigrende Anne-Marie Helger til at tage gassen af sin egen ballon.

Om man bryder sig om Anne-Marie Helger eller ej kan vel ikke være relevant for en anmeldelse. Ikke desto mindre er det utroligt vigtigt at have med i sine overvejelser, hvis man overvejer at købe billet til RÅ ROBER. For Anne-Marie Helger fylder det hele. Naturligvis – det er jo et one-woman-show. Men hun fylder hele lokalet. Og mere til. Hun ævler. Og hun ævler. Og hun rimer. Og hun rapper. Hun synger. Hun slår en skraldende latter op. Og hun spidder os med sine stirrende øjne, mens hun smider et close-up af sine blodsprængninger på låret op på storskærmen.

Det kan for mange garanteret være et nummer for overvældende. Jeg må dog indrømme at være blevet fint underholdt af fru Helger. Om jeg så er enig med hende eller ej. Resten af salen lader dog til at nikke og samtykke uden forbehold, da hun fra scenen foreslår, at Københavns hjemløse da bare kan sove på Rosenborg om natten. Skal vi ikke arbejde for det? siger hun og et begejstret JOOO lyder fra salen. Ligesom begejstret latter rejser sig, da Anne-Marie Helger fortæller historien om da Nelson Mandela troede, at hun var Danmarks dronning.

For det var da en eklatant misforståelse, som hun siger. Men Danmarks kjoledronning – det må hun være. Og selvom jeg ikke på den måde er interesseret i kjoler – eller rober – er jeg da overvældet og imponeret over de storskrydende gevanter, hun kan hoste op. Dog er jeg træt af at høre konstruerede bogstavrim og ordspil efter den første time. Og da vi når hen mod slutningen er mit smil stivnet og mit grin taget af, når Anders Fogh Rasmussen for syttende gang omtales som “Rasemusen”. Og selvom Anne-Marie Helger er levende og energisk i sit udtryk, så snubles der en smule over ordene. Der er mange af dem, så det er forståeligt. Men måske for mange.

Gudskelov liver jeg op, da Helgers dødtørre elev-karakter giver sig til at kaste sig rundt på scenen og synge Connie med sit beige-look er kommet ind på facebook. Vi inviteres ud til Connie til kaffe. På fantasi-stien eller noget i den retning. Og så går vi hjem. Lidt bombede efter alle de ord. Men bestemt også med et smil og et grin på læben. Og det er jo ikke det værste.

/NE

Peter og Elgen, Teater Grob, Nørrebrogade, spiller til 31. marts 2012

FIRE OG EN HALV UD AF SEKS STJERNER

Teater Grobs egenproduktioner er mere eller mindre altid skåret efter samme skabelon: Ny dansk dramatik om lækre danskere (spillet af kendte skuespillere), der bor i lækre lejligheder og så snakker om ingenting i første halvdel af forestillingen – indtil svesken kommer på disken, sandheden bryder op til overfladen og de må erkende, at de har levet på en løgn. Det har vi set blandt andet i teatrets tidligere succeser som Hjem kære hjem, Labyrinten, En plads i mit hjerte, Cruise og Håndbog i Overlevelse. But why fix it if it ain’t broke? Således har Grob nu åbnet dørene til PETER OG ELGEN.

Denne gang er dramatikeren ingen ringere end en af Grobs ledere, skuespiller Thomas Levin. Tidligere har Thomas Levin været aktuel med kærlighedsforestillingen Jeg, mig og Mit og thrillerdramaet Labyrinten. Denne gang har han, mine damer og herrer, minsandten begået noget så sjældent som en rigtigt morsom og velfungerende komedie. Med stort tip of the hat til blandt andet Noah Baumbachs dramakomedie The Squid and the Whale fra 2005 tager Thomas Levin udgangspunkt i parret Peter og Camilla, der netop er gået fra hinanden.

Peter, der spilles mesterligt af Lars Ranthe, har taget den fælles datter Astrid med til en hytte i Sverige, hvor de skal holde nytår. Camilla er inviteret – Peter har en stor plan om at vinde hende tilbage denne aften – men så let går det ikke, for hun er faldet for Peters bedste ven, Niels. Og bedst som alt går værst bliver det endnu mere ubelejligt, for Peters elev banker pludselig på vinduet og gør sin entre. Hun er forelsket i Peter, Peter i Camilla, Camilla i Niels og Niels har bare så utroligt dårlig samvittighed over at have snuppet sin bedste vens ekskone. Og midt i det hele sidder teenageren Astrid og skriver dansk stil om en elg, der hedder Josef K.

Det er dejligt at se ny dansk dramatik, der er så feisty og bidende i sit sprog. Og det er dejligt at se danske skuespillere, der er så pissesjove. Niels-Martin Eriksen er et fund i rollen som akavet bedste ven, der er lidt for frisk i lidt for stramt tøj. Og så har jeg lyst til aldrig at lave andet end at se Lars Ranthe spille komedie. For satan, hvor er han sjov. Indrømmet, hans størrelse hjælper ham på vej, men han er perfid, latterlig, røvirriterende og helt vildt stakkels i sit martyrium og det er jo altid underholdende. Mindre spændende må det dog være for Charlotte Munck, der mere eller mindre reproducerer sin rolle fra En kort, en lang, men lad nu det ligge.

PETER OG ELGEN bliver aldrig Ibsen og kommer aldrig til at gå over i historien. Det er den alt for light underholdning til. Men nogen gange er det også rart, at teater kan være andet end store skæbnesvangre fortællinger, der kræver debat flere timer efter. Nogen gange er det rart at lægge hjernen i garderoben og overgive sig til latter og en forudsigelig dramaturgisk kurve. Og hvis man er i lige præcis dét humør, er PETER OG ELGEN en god måde at bruge en ellers kedelig mandag aften.

/NE

Det Glade Vanvid, set på Bremen Teater, spiller på turné i hele Danmark

TO OG EN HALV UD AF SEKS STJERNER

DET GLADE VANVID er, som titlen også kan antyde, en farce. Faktisk tror jeg, at det kan koges ned til, at forestillingen er en vits. Én lang vits, der starter når lyset går ned og ender på en punchline en time og tyve minutter senere: Hvad nu, hvis et par vil gå fra hinanden og begge parter hyrer en skilsmisseadvokat, der kun er ude på at tjene penge og skilsmisseadvokaterne så i øvrigt viser sig at være et par selv. Og så går parret – altså det par, der vil skilles – igennem en ordentlig krig og ender med at slå hinanden ihjel. Og skilsmisseadvokaterne ender med en drink, en joke til publikum, og så klapper vi allesammen. Sådan en joke er DET GLADE VANVID.

På scenen har vi Michael Hasselflug som overfladisk skilsmisseadvokat, evigt søde og dejlige Birgitte Raaberg, Søren Østergaard, der er Søren Østergaard, som Søren Østergaard er sjovest – og så Ditte Gråbøl. Fantastiske Ditte Gråbøl, der redder forestillingen totalt for mig. Ditte Gråbøl er spydig, perfid, modbydelig og alligevel lidt stakkels i rollen som den skilsmissehungrende kone, der bare gerne vil slippe for sin mand og have lov til at lave vichyssoise uden at blive forstyrret. Ditte Gråbøl er en blændende skuespiller – selv når hun får lov til at arbejde med en så tom rolle som denne.

Manuskriptet og iscenesættelsen er der ikke meget at sige om. Ej heller scenografien: lidt niveauer med noget gulvtæppe og så fire designerstole. Disse gør det fint ud for både parrets hjem og advokaternes kontorer, og når nogen går ud i den ene side af scenen, kommer der nogen andre ind i den anden side af scenen og så kan vi fortsætte. En gang imellem får vi lige et lille musiknummer at sidde og hygge os med, og ja, så er det vist refereret til fulde.

Det forholdsvis ældre publikum, vi har fornøjelsen af at sidde i sal med, lader til at more sig glimrende. Muligvis fordi de også er målgruppen for for eksempel vitser, der sendes ud på mail. Forestillingens manuskript virker nemlig som en samling af den slags. Det bliver aldrig rigtigt klaske-sig-på-lårerne-sjovt, men jeg trækker da på smilebåndet en gang imellem og føler generelt ikke jeg spilder min tid. Og gudskelov er forestillingen jo kort.

Et par timer efter vi har forladt teatersalen, har jeg glemt, at jeg nogensinde har været der. “En gang i dit liv kommer der en forestilling, der giver dig lyst til at forelske dig igen. Dette er IKKE en af dem”, skrives der i pressematerialet om DET GLADE VANVID. Og det har de ret i. De kunne også have skrevet: “En gang i mellem ser du forestillinger, der er let optagelige, fuldstændigt ufarlige og lige så mindelsesværdige som billig leverpostej. Dette er PRÆCIS sådan en”.

/NE

Sid Vicious – Sex Pistols with love, Bellevue Teatret, Klampenborg

EN UD AF SEKS STJERNER

Så er der punk på Bellevue. Allerede dér er der noget galt. Det pæne, stjernearkitekttegnede morskabsteater på Strandvejen og Sex Pistols for fuld udblæsning. Måske er det en god idé, måske er lidt højt punk og anarki lige det strandvejen har brug for? Det starter i hvert fald højt med et par forvrængede guitarer og hektiske trommer. Fire musikere klædt ud som punkere med en noget påtaget “no future”-attitude spiller op til fest. Det lyder mest af alt som en firmafest, for der er ikke meget punk over musikerne – og de sorthvide visuals, som lidt friskt skal sætte scenen for aftenens historie ligner mest af alt en powerpoint-præsentation.

Historie er der så i øvrigt heller ikke meget af denne aften – i hvert fald ikke nok til at retfærdiggøre to og en halv times “punkkammerspil”, som Bellevue Teatret selv formulerer det. Sid Vicious, tidligere bassist i Sex Pistols, ligger i en beskidt seng på Chelsea Hotel sammen med sin kæreste og manager Nancy. Her ligger de i lang tid, høje på stoffer, hungrende efter nye fiks, imens de råber af hinanden med et ordforråd, som højst kan være på lige over de 100 ord.

Replikkerne er utroligt trivielle, og der bandes meget. Det kan godt være Sid og Nancy mest sagde “fuck dig” til hinanden, som de lå dér og var i gang med et klassisk rock and roll-suicide, men det er bare ikke særligt spændende at overvære.

Mere spændende bliver det ikke, da en manager banker på. Han vil have Sid med på tour, og det vil Sid også gerne – men så får Sid en nedtur – og så får Sid lyst til cola – og så er Sid ved at gå – men så får Nancy en nedtur – og så skal de have flere stoffer – og så kommer der en pusher i lædertøj – og der har jeg fuldstændig givet op.

Det er mig en gåde, hvorfor denne historie overhovedet er blevet skrevet og hvad Bellevue Teatret har set i den. Biografisk er den alt for endimensionel og unuanceret til at give et karakteristik af Sid og Nancy, som er bare et minimum interessant. Dramaturgisk er det en stillestående affære, som meget langsomt bygger op til et kluntet og alt andet end rørende klimaks.

Både historie og iscenesættelse er blottet for enhver poesi eller mystik – for Sid Vicious og Nancys voldsomme død er jo af det stof, som gode rockmyter er gjort af. Her er de dog blot iscenesat så fladt og stokkonservativt, at min indre punker har lyst til at gøre oprør og råbe NO FUTURE lige i hovedet på de fire skuespillere.

Julie R. Ølgaard spiller Nancy, og dét gør hun desværre ikke særlig overbevisende. Der går altså for meget karikatur i den, men det er altså også svært med et så klichéfyldt manuskript og så mange uelegante og dårligt oversatte replikker. Lidt bedre går det for Morten Holst som Sid, men der er som sagt ikke så meget at spille på. Casper Crumps grå jakkesæt af en musikmanager er også en træt og uengageret karikatur og Peter Oliver Hansen har heller ikke meget at lege med som halvkvabset storbypusher.

Det kan godt være stykket har virket, da det blev sat op i New York, spillet på engelsk et sted med lidt mere autenticitet. Men her på dansk, på Bellevue, med lidt firmafestpunk og en kedelig iscenesættelse falder det desværre helt igennem.

Jeg gik direkte hjem, satte den ægte vare på og drak en guldøl. Det er der sgu mere punk over.

/RE

Cassavetes 1, 2 & 3 (Opening Night, Faces & Husbands), Mammutteatret – gæstespil på Pumpehuset, København, spiller til 24. februar

TRE UD AF SEKS STJERNER

Udover at være respekteret filmskuespiller – kendt fra film som blandt andet Rosemary’s Baby – arbejdede John Cassavetes som filminstruktør – og dette også med stor succes. Hans film er blevet klassikere og nu har tre af dem fået premiere som teater i Danmark. Mammutteatret med Tina Gylling Mortensen og Claus Flygare i spidsen har kastet sig over Opening Night (fra 1977), Faces (fra 1968) og Husbands (1970). På bare ni uger har holdet med syv skuespillere og to instruktører produceret tre forestillinger der spilles hver for sig – eller som marathon på udvalgte dage. Spørgsmålet er, om de ikke bare skulle have holdt sig til én forestilling.

OPENING NIGHT er historien om Myrtle (Tina Gylling Mortensen), en kendt og respekteret teaterskuespillerinde, der er stagneret rent kunstnerisk. Hun kan ikke føle, hun tør ikke føle – og så pludselig opsøges hun af en besat fan, der dræbes i et biluheld få minutter efter sit møde med Myrtle. Myrtle føler skyld og jages i sine drømme af denne unge pige. Hendes virkelighedsfornemmelse vakler, hun begynder at drikke og overrumples af den grusomhed, der gennemsyrer den forestilling, hun spiller hovedrollen i. I virkeligheden er det dog noget helt andet, der plager hende – hun frygter alderdommen og rollerne som “den ældre kvinde”.

FACES præsenterer os indenfor de første to minutter for vores seks karakterer: to par og to singler. Allerede der ved vi godt, hvor vi er på vej hen. Og ganske rigtigt. Utroskab, dysfunktionelle parforhold og mere utroskab. Ingen er lykkelige. Hverken sammen eller hver for sig. Nogle bider smerten i sig – andre forsøger at flygte fra den – og egentlig er det dødforudsigeligt og moderat kedeligt. Også selvom det forsøges peppet op med mere eller mindre umotiveret jazzkaraoke.

HUSBANDS er vel hvad med kan kalde en teaterudgave af film som Tømmermænd i Las Vegas – bare nu med sorg som katalysator. Fire mænd hænger sammen i et ubrydeligt firkløver af en vennegruppe. Bortset fra at den ene dør – og efter at have været til hans begravelse, kan hans tre venner jo ikke bare gå hjem til deres koner. Dette bliver starten på et roadtrip gennem barer, skænderier og tilfældige kvinder i Europa – og et endeligt for det nu amputerede firkløver.

Jeg har stor respekt for Mammutteatret. Jeg har nydt flere af teatrets tidligere forestillinger – i særdeleshed Nicolas Bros SLUTSTRAND (2009) og Fobiskolen (2008), der også strakte sig over tre forestillinger. Jeg har også stor respekt for ønsket om at arbejde med en trilogi og ideen om Cassavetes film på teater er glimrende. Som Claus Flygare selv skriver i trilogiens program er de menneskelige konflikter, der er kernen i Cassavetes værker, lige så aktuelle i dag, som de var for 50 år siden.

Men jeg tror at holdet har taget munden for fuld: I Fobiskolen var det en fornøjelse at følge alle tre “afsnit”, fordi det var fantastisk at få lov at se holdet af skuespillere komme så dybt i deres karakterer, konflikter og relationer. I Cassavetes-trilogien skal det lille ensemble dog konstant spille nye roller, og det virker som om, der ikke har været tid til at gå ordentlig i dybden med karakterarbejdet. Således spiller størstedelen af skuespillerne de samme roller, lige meget hvilken af forestillingerne vi dumper ned i, og efter tre aftner i pumpehuset keder vi os.

Opening Night var en fornøjelse, og jeg glædede mig sådan til at komme tilbage. Faces var hverken rigtig god eller rigtig dårlig og da vi nåede til Husbands var jeg overloadet. Overloadet med de samme skuespilpræstationer, overloadet med uegale overgange og overloadet med Cassavetes’ kyniske portrætter af os – de ufulstændige mennesker. Om det handler om rækkefølgen eller om Opening Night simpelthen bare var en bedre forestilling skal jeg ikke kunne sige.

Jeg synes der er stort potentiale i holdet – og jeg ser mange gode ideer. Ikke mindst er ideen om at spille forestillingerne i Pumpehusets rå lokaler genial. Men jeg ville ønske, at der var blevet gået mere i detaljer og arbejdet mere i bund. Interessant eksperiment – desværre var jeg bare ikke vild med resultatet.

/NE

Blam!, Republique, Østerbro, spiller til 11. februar 2012

FEM UD AF SEKS STJERNER

Lad mig sige det med det samme: Jeg er ikke ekspert i actionfilm. Jeg var derfor også en anelse skeptisk ved tanken om Blam! Men min skepsis skulle vise sig at blive gjort totalt til skamme.

Kristján Ingimarssons BLAM! er en hyldest til filmens univers: Til actionheltene, til kampscenerne, til det høje tempo – men mest af alt til filmuniversets fantasi. I film kan alting lade sig gøre. Og Neander Teater, der gæstespiller på Republique på Østerbro, viser os, at alting også kan lade sig gøre, når fire kontormus slippes løs på deres helt gennemsnitlige arbejdsplads.

Fire computere, fire kontorstole, fire mænd i slips og skjorte. Derudover diverse kontormøbler, klipsemaskiner og ringbind. Alt dette forvandles langsomt til et arsenal af actionscener. De små blam-sekvenser skjules for chefen, der spilles af Joen Højerslev. Chefen får for eksempel seks guns af folde hænder i ryggen, da han vender sig for at pege på en tavle. Men han opdager det ikke, for før han når at vende sig igen, er røgen pusted af gunsne, der med kliklyde er puttet tilbage i bælterne.

Intensiteten af Blam-numrene stiger støt gennem hele forestillingen. Vi er i tvivl om, om de små sekvenser virkelig sker, eller om det bare er noget, mændende på scenen forestiller sig? I begyndelsen tager hverdagshandlingerne over igen efter hver blamming. Men langsomt overtager Blam-universet og til sidst er kontoret reduceret til at være en nedbrudt ramme – en slags smadret æggeskal, som de fire mænd er brudt ud af i al deres styrke og sveddryppende adrenalinlængsel.

Og vi nyder dem. Vi trækker på smilebåndet over deres barnlige fantasi og griner højlydt, når kaffekopperne pludselig bliver til skummende ølkrus, eller når stumtjeneren bliver gjort til firdobbelt mikrofon i en skrålende version af Highway to Hell. Og når klipsemaskinen bliver til et dræbende våben, lyder der AUCH og ÅÅÅRH fra salen. Vi er hundrede procent med dem. Der er knald på lydeffekterne, nogle gange så meget, at vi kan mærke vibrationerne i sædet. Og det er fedt.

Ved siden af mig sidder far og søn. Og da jeg kaster et blik på dem mod slutningen af forestillingen, har jeg aldrig før set så stor begejstring lyse ud af øjnene af en 15-16-årig knægt i en teatersal. Jeg er sikker på, at han har haft en fantastisk oplevelse. Han har helt sikkert også fanget de referencer til filmscener, som jeg slet ikke har fået med.

Jeg har ikke før set en forestilling som BLAM! Den ordløse forestilling bliver et overlegent opgør med taleteatret. Hatten af for Kristján Ingimarsson for at skabe en forestilling, der kan noget andet end teater normalt kan – og for at tiltrække et mindre gråhåret og mere karseklippet publikum, end jeg længe har set.

Alt i alt er BLAM! en forestilling med dygtige artister, skarp timing, gennemført og overraskende scenografi, flot lys, fede lydeffekter og masser af smæk for skillingen. Jeg savner en lidt vigtigere relation mellem de fire karakterer og en lidt hurtigere opstart. Men jeg glemmer det næsten, når jeg tænker på alt det andet, som forestillingen kan. Derfor bliver det til fem ud af seks stjerner.

Jeg går går fra BLAM! med en fornemmelse af, at have deltaget i en hyldest til legesygheden. En hyldest til dem, der ud af to skrivebordslamper og en vanddunk pludselig har skabt R2D2 med frøben. Og en hyldest til dem derhjemme, der pepper hverdagene op, ved at folde deres kedelige A4-papirer til papirsfly og starte en krig i dagligstuen.

Blondiner har det sjovere, siger man. Jeg har nu fundet ud af, at det er helt forkert: Blammere har det sjovere!

/LC