Anmelderiet.dk

SEX OG VOLD, Husets Teater, Halmtorvet, spiller til 18. februar 2012

EN UD AF SEKS STJERNER

“Det kan du ikke mene, du kan på ingen mulig måde forsvare det her…” harcelerer min ledsager, da vi tirsdag aften træder ud af Husets Teater efter at have set nyeste gæstespil fra performancekollektivet Fix & Foxy: Sex og Vold. Og hun har ret langt hen af vejen. Jeg hverken kan eller vil forsvare, at jeg har ladet 70 minutter af mit liv forsvinde ned i en kloak af afstumpede optrin med, nå ja, sex og vold – fremført af fem dukker – fire kæmpe og så en dværg. Heller ikke selvom jeg, før forestillingen begyndte, nåede at sige “Jeg er vild med det!”. Vi ankom og blev mødt af de fem dukker, der var placeret rundt omkring på teatret – ved toilettet, ved indgangen – og her var jeg helt på. De var pissesjove, de var uhøflige, de interagerede – og SÅ kom de på scenen og SÅ gik det galt.

Her arrangerer de et freakshow. Et modbydeligt, draperet lyseblåt gardin kører op og ned og binder en række små scener sammen. Først Adam og Eva – der knalder – så noget med nogen i en skov – der knalder – så i en familiesituation – her knaldes der også – og så til sidst når vi til dommedag – hvor vi straffes. Med en undskyldning a la “Nu skal I få hvad I vil have, alt det I drømmer om: Sex og vold!” trækkes vi gennem disse udpenslede scenarier, der alle ender grusomt.

Og her er det vigtige: Det er ikke forargende. Det er ikke provokerende. Det er ikke chokerende. Det er bare røvkedeligt og mega forudsigeligt. Jeg ved godt, at det interessante her ikke er den dramaturgiske opbygning og troværdigheden i skuespillet, den er jeg helt med på. Jeg ved godt at instruktørerne prøver at sælge det her som et “menneskeligt eksperiment”, men det er dårligt udført OG uinteressant.

Da Per Arnoldi tiltrådte som formand for Statens Kunstråd 1. april sidste år udtalte han til Jyllands-Posten: “På rådets hjemmeside står der, at kunsten skal være provokerende. Hvad er det for noget sludder? Der står også, at den skal være debatskabende, hvad er det for noget sludder. Debat, så skal man skrive en kronik.” I stedet mente han, at kunsten skulle berige – og gerne resultere i, at man som publikum tænker sig om og taler noget igennem. Men værker skulle altså ikke blive debatindlæg. Denne holdning deler Fix & Foxy formentlig ikke. For mig virker Sex og Vold i hvert fald i højere grad som et debatindlæg end som et gennemarbejdet kunstværk. Og helt ærlig, Fix & Foxy, hvis I synes mennesket er for fascineret af sex og vold – så skriv et læserbrev.

“Kunne det ikke være sjovt, hvis nu dukkerne var upassende og larmende”, har Fix & Foxy formentlig tænkt, da de begyndte arbejdet. Og så er de nået frem til en form, der minder om en blanding af noget skolekomedie og jackass. Ville en dramalærer sætte fem prepubertære drenge til at lave lige præcis dét dramaprojekt, de havde lyst til, ville de formentlig være endt med nogenlunde samme resultat. Bortset fra, at de selvfølgelig ikke har haft samme budget. Men vi har set det hele før. Og det er ikke fordi det bliver mere forargende, at “pik”, “kusse”, “kneppe” og så videre bliver gentaget. Og gentaget. Og gentaget.

Performancekollektivet Signa producerede forestillingen Villa Salo på Republique for godt to år siden. De, der kan huske den forestilling, vil også kunne huske, at kernen her også var sex og vold. Men i modsætningen til Fix & Foxy opbyggede Signa og hendes performere en følelsesmæssig relation mellem publikum og performerne, der så blev brudt ned. Og DERFOR engagerede vi os i Salo. Derfor var det interessant. SEX OG VOLD på Husets Teater præsenterer bare optrin efter optrin af dukker, der knepper – og vi er pisseligeglade. Vi er mere trætte end chokerede, da sprechstalmeisteren for syttende gang hiver en filt-diller ud af bukserne. Vi har intet forhold til nogen af dukkerne – og derfor rører det os ikke.

Jeg ved ikke hvem denne forestilling er tiltænkt. Jeg tror ikke det er mig. Men jeg har selvfølgelig heller aldrig syntes at Jackass var interessant. Fix & Foxy har formentlig haft en eller anden ambition om et højere lag i deres produktion – men det er ikke lykkedes. Jeg giver én stjerne, og det er kun for de første fem minutter. Puha. Og bare for the record: jeg er ikke forarget. Det var bare røvkedeligt.

/NE

BCNU (Be seeing you), gæstespil på Teater Grob, Nørrebrogade, spiller frem til 28. januar 2012

FIRE UD AF SEKS STJERNER

Det er altid lidt forvirrende, når et teaterprogram lover noget andet, end det man får, og det må siges at være tilfældet på Teater Grob i øjeblikket. BCNU er skrevet af Anna Bro, efter en idé af Lykke Sand Michelsen, og Lykke vil gerne lave et forestilling om gråzoneprostitution. Er det prostitution at tage imod en ipod for at give en fyr et blowjob?, er et af de mange spørgsmål, hun slynger ud i programmet, men det virker ikke som om dramatiker Anna Bro har syntes, dette var særlig spændende at svare på. Hun vil hellere lave ungdomseventyr med pokemon-dukker, forvrængede computerstemmer og væmmelige mænd i store mørke huse – og dét er en god idé. Vi kan alle godt lide et godt eventyr, især når vores hovedperson skal så grueligt meget igennem, og det skal pigen i BCNU.

Lille uheld, som pigen hedder, stikker af. Der er ikke meget ved at sidde i sin lejlighed, når ens far har for travlt med at lave nye uheld, og når man så også kommer til at rive håret af sin bedste veninde, og alle hader én, ja, så må man ud i verden. Her er nåleskov og pandekagehuse udskiftet med sci-fi-jungle og mænd i jakkesæt, der ryger cigaretter og lokkende giver visitkort i det pureste guld. Bare kom forbi mit store hus en dag, lokker manden, og det ved vi jo godt ikke er en helt god idé, og det ved pigen måske også, men pludselig har hun taget imod flotte gaver, og det er ikke gratis, blitzene går løs og så er der væmmelige billeder af pigen på cyberspace – og det var jo ikke meningen.

Pigen møder også den underlige dreng, ham der bor ude i skoven, ham som alle snakker om, og han har et problem: Han besvimer, hver gang en pige rør ved ham, og det er jo ikke til at leve med, når man er ung, og der så oven i købet kommer søde piger ud i skoven.

Det fine ved Anna Bros tekst er, at der ikke er nogen nemme løsninger, ingen løftede pegefingre og ingen tydelig morale, men en meget klar udviklingshistorie, som vi kender den fra eventyrene. Pigen skal ud i verden, og hun skal møde både det uforståelige, det grumme, det pirrende og det smukke. Bro har med masser af humor og overskud skabt en verden, som er lige dele Grimms og Manga. Replikkerne er veloplagte og Lille Uheld er en stærk karakter. Hun er alt andet end et offer, men både nysgerrig og modig, sårbar og skrøbelig.

Bro undgår de værste klicheer i teksten og leger fornemt med eventyrgenren som allegori for det at blive voksen og finde sig selv. Nogle gange bliver karikaturerne dog lidt for tydelige: Man kan altså godt være en ensom og frustreret teenagerdatter, uden at ens far er et afstumpet, sexgalt overklasseløg, som bestiller sushi for at kompensere for manglende nærhed. Og man forstår sagtens det ubehagelige i at blive tvunget til sex, uden at Lille Uhelds faste følgesvend, en gul pokemon-drikkedunk, behøver forvandle sig til en kæmpedukke, der tager hende bagfra.

Nadia Nabil Korsbæks scenografi understøtter sci-fi-eventyret virkelig godt. Et gigantisk akrylforhæng bliver med fine lyd- og lyseffekter hurtigt til både storbylejlighed, larmende motorvej, ildevarslende palæ og stille skov. Sammen med få, men velvalgte rekvisitter, er vi ikke i tvivl om, i hvilket univers vi er.

Lykke Sand Michelsen spiller Lille Uheld overbevisende. Der er en farlighed i hende, noget fandenivolsk, som både irriterer og fascinerer. Og måske netop derfor, fordi man ikke føler noget entydigt for hende, bliver hendes skildring af en søgende teenager ekstra rørende. Johannes Lassen imponerer også i sine skift fra fraværende far til overfølsom dreng og til farlig og kynisk jakkesæt. Bedst er dog samspillet mellem drengen og Lille Uheld, der til sidst bliver oprigtig rørende, som de står, sammen, i en verden som de prøver at forstå.

Tilbage står jeg med en fin tekst, en overbevisende iscenesættelse og Lykkes mange spørgsmål, som jeg aldrig føler jeg får besvaret. Det behøver jeg måske heller ikke, men jeg har overhovedet ikke fornemmelsen af, at teksten interesserer sig for spørgsmålene om gråzoneprostitution. Det er som om, at den oprindelige idé har bevæget sig over i noget helt andet. Men når det er så underholdende, vedkommende og fint eksekveret, som i dette tilfælde, så gør det måske ikke så meget.

Der er altså ikke meget gråzoneprostitution på Grob i øjeblikket, men derimod et fint udviklingseventyr med noget at tænke over, og det kan kun få en varm anbefaling herfra.

/RE

MOZART teaterkoncert, Betty Nansen Teatret, Frederiksberg, spiller til 15. januar 2012

FIRE UD AF SEKS STJERNER

Efter teaterkoncert-succeserne Gasolin, Come Together, Bob Dylan og Beach Boys har Nikolaj Cederholm og hans tro følgesvende, Brdr. Hellemann og Anja Vang Kragh kastet sig over den klassiske musiks verden i MOZART teaterkoncert på Betty Nansen Teatret. Scenen ligger helt mørk. Et iphone tændes. Derefter en til. Og en mere. Til sidst lyser 11 iphone-displays op og bliver små væsener, der leder i mørket. Det er helt tydeligt allerede her. Dette er ikke Mozart med traditionel pudderparyk og strygerkvintet – dette er en fornyelse.

Et spartansk lys går op, og på scenen fem musikere og seks skuespillere/sangere klædt i nydelige jakkesæt med sådan en lidt amerikansk-40′er-godsbanesalon-stemning over sig. Angiveligt er de til Mozart-konference. Det står der i hvert fald i programmet. Og SÅ begynder de at synge. og fløjte. Og spille guitar. Og kontrabas. Og ja, søreme om der ikke også sniger sig en jazzet pianosolo ind. For her er plads til improvisationer – også selvom det er Mozart, vi har med at gøre.

For hvor meget har vi egentlig Mozart med? Egentlig ikke så meget, vil jeg mene. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke er den helt store connesseur udi klassisk musik, men lidt Mozart kender vi vel alle. Alligevel er det de færreste melodistrofer, jeg lader til at genkende. Og at bedømme ud fra publikums summen i pausen og efter forestillingen, lader de fleste til at have det som jeg. Musikken er pompøs, flot, svingende, genreudforskende – men Mozartsk, det ved jeg søreme ikke om den er.

Den amerikanske rockpoet, Neill Cardinal Furio, har skrevet tekster til musikken. Teksterne er på engelsk, og forholder sig absolut mere til i dag end til Mozarts samtid: “Can I eat a cake for dinner, take cocaine till I get thinner and get naked with my neighbor’s wife?” Og således tages vi gennem referencer til Berlusconi, krig, Kurt Cobain og lanceringen af ti nye bud, blandt andet: “1. Do not condemn anyone on the basis of their color, gender, inborn nature, or ethnicity.” og “8. Torn off your gadgets before you’re forced to download an app to turn on your senses”. Det bliver en anelse frelst og udover det så drukner Furios ellers sikkert udmærkede tekster i resten af opsætningen, der gakker mere og mere ud jo nærmere vi når slutningen.

For nej, vores elleve venner på scenen skal da ikke blive i den pæne, borgerlige mundering. Næ, de skrælles først mere og mere af, smøres så ind i gips og maling og forvandles derefter til fugle og genskinnende fantasivæsener. Alt sammen i en FANTASTISK flot lys-setting udført af Jonas Bøgh. Og altså: visuelt er MOZART teaterkoncert vanvittigt smuk. Det kan ikke bestrides. Anja Vang Kraghs kostumer er uovertrufne, Jonas Bøghs lys viser præcis nok og ikke for meget – og Cederholm er en umanerligt dygtig billedskaber – så der er ikke noget at udsætte der. Nå ja, og så er det pisseflot med alt det vand, der strømmer ned fra loftet hele tiden.

Til gengæld vil jeg mene, at MOZART teaterkoncert stagnerer en smule på halvvejen. Det bliver en smule for “vi starter pænt og skejer derefter fuldstændig ud” og pludselig føler jeg mig i højere grad hensat til New Yorks queer-scene i 80′erne end til Mozart. Og det er som sådan jo også fin – men hvorfor skal det her handle om Mozart? Det gør det jo ikke?

Alt i alt er MOZART teaterkoncert et besøg værd. Det vil jeg mene. Det er velsunget, velproduceret, fantasifuldt og så bare desværre næsten lidt for meget af det gode. Lidt for udskejende. Lidt for ensformigt. Og lidt for lidt Mozart.

Rain Man, Folketeatret, spiller til 26. oktober 2011

FIRE UD AF SEKS STJERNER

We’re all living in America strømmer det ud af højttalerne, da Rain Man i Team Teatrets opsætning begynder. Vi ser forestillingen på Folketeatret, med hvem forestillingen er lavet i samproduktion. Og ganske rigtigt, det er den Rain Man. Den med Tom Cruise. og Dustin Hoffman. Fra slutningen af 80′erne. Om businessmanden Charlie Babbitt, der, da hans far dør, opdager, at han har en bror, der er psykisk handicappet, som er sat til at arve hele familieformuen. Charlie kidnapper Raymond, som broderen hedder, og et broderligt bånd opstår mellem de to.

Hvorfor skal Rain Man nu opsættes som teater? Ja, jeg ved det ikke helt, men der er ikke pillet meget ved den. Angiveligt er plottet rykket til 2011 – det er i hvert fald et årstal, der nævnes i forestillingen – men det er lidt uden større overvejelser, virker det som om. Det har i hvert fald ingen effekt. Måske er det noget med finanskrisen, der er hård ved Charlie Babbitt, som jo også er så aktuel i dag? Jeg ved det ikke. Men måske er det heller ikke relevant.

Hvad der er relevant er følgende: Henrik Birch, der spiller Raymond, er en fantastisk skuespiller! Vi så ham i Labyrinten på Grob i foråret, for hvilken han blev reumertnomineret, og mon ikke der kunne falde endnu lidt reumertopmærksomhed af efter denne præstation. Han er så djævels enfoldig, vi har fuld sympati og forståelse med den stakkels Raymond, og på intet tidspunkt udleverer han sin karakter eller gør ham “flad”. Det er MEGET imponerende, og var det ikke for Henrik Birch var der ingen forestilling her.

Dermed ikke sagt, at resten af holdet ikke gør det fint – for det gør de. Enkelte falder lidt i “jeg råber – jeg er sur/jeg har travlt – jeg kigger på uret”-fælden, men lad nu det fare. Niels Weyde er altid en fornøjelse – også her som psykiater.

Forestillingens scenografi er mig dog en gåde. Det er frygteligt længe siden jeg har set en scenografi, der er så tam – for ikke at sige grim. Vi har gang i noget Ikea-væg, nervøst velour og lidt skiftende farver på lamperne, når Las Vegas skal iscenesættes. Ja, og i det store, rige Mansion køres en plastikpejs ind. Aj. Det går sgu ikke. Det er simpelthen for grimt – og hvor er det en skam.

Jeg undres også over enkelte iscenesættelsesgreb. Sådan noget med at skabe travl stemning i en lufthavn ved at lade de ikke-aktive skuespillere gå over scenen i store frakker med rullekufferter og falske skæg. Det bliver søreme lidt skolekomedie. For vi kan allesammen godt se, at det er kæresten og psykiateren, der ruller over scenen. Også selvom hun har fået solbriller på og han er iklædt en turban. Jeg ved ikke om de tror, de er forklædningens mestre, men de snyder os ikke – og det er nu for billige tricks til at jeg vil være med.

Det ER sådan en fin historie, og scenerne med Raymond og Charlie fungerer til UG. Vi griner, vi græder og vi er helt optagede. Det ER sådan en fin historie – bare I ville lade være med at pakke den ind i nervøst velour.

Jeg er drømmenes labyrint, Københavns Musikteater, spiller til 8. oktober 2011

TO OG EN HALV UD AF SEKS STJERNER

JEG ER DRØMMENES LABYRINT er en forestilling, der er omtrent lige så snørklet som dens titel.

I en by i det krigshærgede Afghanistan bor en mor og en søn. Moderen, Mahnaz, samler en gennembanket mand, der er på flugt fra en flok soldater, op fra jorden og tager ham til sit hus. Farhad, der er forestillingens hovedperson, spilles af Suad Demirovic og Morten Lützhøft. Suad Demirovic spiller mandens krop i kød og blod, mens Morten Lützhøft er talerør for hans tanker, fortid, fremtid, drømme og skyggesider.

Og det er denne dobbeltrolle, der gør forestillingen snørklet – og som ender med at blive forestillingens hæmsko.

Historien i sig selv er faktisk gribende. Farhad forelsker sig i sin redningskvinde og må bryde med den unge søns håb om, at han er den far, som sønnen har savnet så længe. Problemet er bare, at historien konstant bliver forstyrret. Fortælleren – der også er en del af Morten Lützhøfts rolle – vandrer hvileløst omkring på scenen, kommenterer handlingen og har lange monologer fra et sted i hovedpersonens indre: Er jeg vågen eller drømmer jeg? ER jeg far til drengen? Hvorfor oplever jeg mig selv som en fremmed?

Disse reflektioner er ikke uinteressante. Men det tunge metasprog gør dem uvedkommende og påklistrede. De danner en distance mellem mig som tilskuer og det, der sker på scenen. Hvem er denne fortæller? Hvad er hans funktion? Er han til stede for de andre karakterer i historien eller ej?

Rammen om historien er ellers både autentisk og enormt stemningsfyldt. Livemusikkens trommespil bliver til en lavtflyvende helikopter. De voldsomme slagscener hvirvler støv op, som kradser i mine næsebor. Pludselig opstår der et lyshav af glødepærer. Og undervejs er der fede overraskelser som for eksempel når gulvet hejses op og en kælder opstår nedenunder.

Instruktør Mikala Bjarnov og scenograf Marie Í Dali har skabt et sanseligt univers, der konstant forandrer sig, og hvor der hele tiden er noget interessant at se på – også der, hvor fokus ikke er.

Hvor dynamisk denne forestilling dog end er i sin form, kommer vi ikke uden om, at stemningerne indholdsmæssigt er statiske: Det gør ondt. Og det gør det faktisk i en time og tyve minutter. Det er en skam. For den uendeligt tunge stemning gør det svært for mig at mærke historien. Det bliver simpelthen for slemt til, at jeg kan føle den smerte og desperation, der er så vigtig for forestillingen.

Retfærdigvis skal det siges, at forestillingen også har gribende momenter. Momenter, hvor jeg i et glimt føler mig lukket ind på personerne og kan mærke deres følelser. Det sker for eksempel i den tavse dialog mellem Farhad og Mahnaz, da hun tager ham til sit hus og vasker ham – og i mødet mellem Farhad og den lille dreng: Han ved godt, at jeg ikke er hans far – men vi lader som om.

Især Suad Demirovic gør i den forbindelse et godt stykke arbejde. Også Masoud Mohammadis arabiske messe-sang skal have ros for at skabe en særlig ro og alvor omkring forestillingens temaer.

JEG ER DRØMMENES LABYRINT indlejrer sig i mig som en række flotte og gribende momenter, men den talte fortælling formår ikke at gribe sig fast. Det overskygger desværre sanseligheden, musikken, billederne og de sceniske tryllerier i en sådan grad, at jeg går derfra med et indtryk af en fragmenteret og anstrengt forestilling. Derfor er to og en halv stjerne, hvad det kan blive til fra min side.

Anna Karenina, Betty Nansen Teatret, spiller til 30. oktober 2011

FIRE UD AF SEKS STJERNER

Lad mig begynde med konklusionen: Tag endelig en tur til Frederiksberg Allé, gå på Betty Nansen Teatret og oplev Anna Karenina. Men sørg for at sidde nær en udgang, så du kan daffe af efter den første time. Den første time vil du ikke fortryde! Resten er dog lige til at leve uden.

Leo Tolstojs roman, Anna Karenina, dramatiseres på Betty Nansen Teatret og iscenesættes af Alexa Ther – en kvinde af ordets teater. Jeg kan ikke huske at have set en eneste af Alexa Thers forestillinger, som ikke var for teksttung til min smag. Uterus og I morgen i Quatar (begge på Husets Teater) og senest Medealand på Edison. Anna Karenina er bestemt ikke mere ordløs, men dog mere ovre i knaldroman-genren end de tre tidligere nævnte eksempler: Vores hovedkarakter, Anna, møder manden Vronskij på en togstation. Vronskij er kæreste med Kitty, der er søster til Dasja, der er gift med Stephan, som er Annas bror. Anna er selv gift med Karenin, med hvem hun har sønnen Seryozha. Anna forlader Karenin da hun forelsker sig i Vronskij – dette gør Kitty ulykkelig, men hun finder til gengæld den tilforladelige Levin. Og så er alle glade. Sådan cirka. Bortset fra, at kærlighed jo sjældent er lykkelig i Rusland. Således ender det også mere eller mindre fatalt for alle par.

Anna Karenina er det rene sæbeopera – underlægninsmusik og det hele. Hele første time af forestillingen er iscenesat som den rene romantiske komedie – hurtige skift og skiftende narrativformer. Et stort metaplan med tekstpassager i 3.person, der kunne være taget ud af Tolstojs roman og utroligt flotte billeder på scenen. Det hele er meget filmisk i den betonklædte dagligstue der roder med væltede stole, røg og damp – og pludselig også regn der falder ned fra loftet. Allerede inden for første halve time smides en fest på banen – og fester er jo et vidunderligt dramaturgisk element. Vi får en udfoldelse af hele konflikten – det enorme følelsesspil, der står på mellem disse stakkels unge mennesker. De indre monologer lader os komme helt tæt på karaktererne og vi sidder på yderkanten af sædet for at følge med.

MEN så er det, at det hele stagnerer for holdet. Scenerne bliver længere og længere, det samme gør replikkerne og til sidst står vi med monolog på monolog, som ingen rigtig gider lytte efter. Og det er sådan en skam. For der var sådan en fedt flow, det var så god dramatik, og det hele smadres af ordet og teksten og kedsomheden. Alle sjove påfund med karaoke, walkmen og balloner der flyver op af huller glemmes – tilbage står kun noget tunnelblik og frustrerede karakterer.

Øv.

Der spilles ellers godt. Karin Bang Heinemeier og Rasmus Hammerich er et fantastisk par som Kitty og Levin og Jens Jacob Tychsen beviser i dobbeltrollen som Seryozha og Karenin endnu engang, at han er en af Danmarks dygtigste nulevende karakterskuespillere. Virkelig. Han er pissegod og det hele værd.

Ja, jeg troede lige jeg skulle til at falde på halen over en Alexa Ther-forestilling. Det gjorde jeg bare desværre ikke. Men den første time var sgu spot on!

Annie, Det Ny Teater, Vesterbro, spiller til 18. december 2011

TO OG EN HALV UD AF SEKS STJERNER

I 1977 skrev Charles Strouse musicalen ANNIE om den lille, forældreløse pige (ja, Annie, hed hun), der boede på et børnehjem og meget heldigt blev inviteret til at holde jul hos en milliardær. Forestillingen foregår i 1930′erne under depressionen, og nu hvor finanskrisen hærger verden over har mange teaterproducenter fundet på, at ANNIE må være frisk igen. Dette sker både på Broadway i New York, hvor forestillingen skal spille til foråret – og nu på Det Ny Teater i København. Forestillingen er meget groft optegnet: Børnene er klædt i laser, de bliver tvunget til at arbejde, deres forstanderinde er fordrukken og de mens de gør rent synger de vredt: Ingen bryder sig om dem, som er endt på børnehjem – ja, det er hårdt for de små piger.

Forestillingen slås an med en velspillet ouverture under ledelse af dirigent Per Engström. En tradition, der klæder musicalen som genre, men desværre er på vej ud. At slå en forestilling an med et musikalsk parti er så stemningsfuldt og lader publikum vænne sig til genren, stemningen og hele det med at være i teatret og glemme alt udenfor. Det er så dejligt, og det er især dejligt, at Det Ny Teater prioriterer et så stort og velspillende orkester. Vi synker tilfreds på plads i de røde stole, og forestillingen kan begynde.

Og det gør den da så sandelig også. Vi er på børnehjemmet og må lægge ører til seks-syv småpigers grusomme replikbehandling. Det er ikke fordi jeg vil være sur og gnaven, og det kan sikkert også fungere mange steder – men børn på en scene er jo bare ofte overspillet og kun til fornøjelse for disse børns forældre. Og her er det ingen undtagelse. Det bliver simpelthen en ordentlig omgang skolekomedie med vrængede replikker og besynderlige betoninger.

Når det så er sagt, så synger de faktisk udmærket, de små piger – det er bare en skam, at de ikke kan spille. Spille kan til gengæld Ole Thestrup, der spiller den rige Daddy Warbucks og Ditte Gråbøl, der går all in som den fordrukne børnehjemsforstanderinde, Miss Hannigan. Hun er stavrende, snøvlende, upassende og ikke mindst hamrende morsom. Ditte Gråbøl må være det bedste, der er sket for Det Ny Teater længe! Det er en nydelse at se, hvor professionelt hun håndterer sådan en rolle i en genre, der ikke ligner det, hun plejer at spille. Nej, hun er ikke ligefrem hverken sanger eller danser, men hun gør det til et karaktertræk, at Miss Hannigan hopper lidt forkvaklet rundt og vifter med hænderne i de enkelte musical-optrin, hun må deltage i. Det er virkelig vellykket for Gråbøl! Og også for Kim Hammelsvang Henriksen, der desværre er med alt for lidt i rollen som den excentriske radiovært, Burt Healy. Kim Hammelsvang Henriksen har skabt en skøn og bindegal karakter, der er vanvittigt sej og gennemarbejdet trods det store og overkørte spil. Bravo!

Annie er enkelte steder befriende politisk ukorrekt. Men samtidig er den også kvalmt sød og julehyggen i størstedelen af andet akt må tilstås at være lige lidt for meget i midten af september. Og så synes den at være uendelig lang – to og en halv times forestilling med et så enkelt plot er simpelthen ALT for meget af det gode. Naturligvis skal der synges og danses – ja, det er jo en musical – men handlingen går jo konstant i stå? Og når de store danseoptrin så ikke er koreograferet bedre, ja så er underholdningen altså desværre ikke i top. Det kan da ikke passe at en professionel koreograf ikke kan finde på noget bedre end sidelæns gang og jazzhands? Det er i min optik fint at bruge et sted eller to med en ironisk distance, men det lader til at være blevet et move, der skal bruges i hver eneste nummer i Annie. Jeg forstår bestemt ikke hvorfor.

Det Ny Teaters ANNIE får to og en halv stjerne for en flot scenografi, et velspillende orkester og enkelte gode skuespilpræstationer. Næste gang kunne det være fedt med færre skabede børn, en mere original koreografi og så måske lidt mere fokus på en fremadskridende handling.

Sugar – Ingen er fuldkommen, Folketeatret, spiller 22. oktober 2011 og drager derefter på turné over hele landet.

TRE OG EN HALV UD AF SEKS STJERNER

Spiller de også på Børsen?
Nej, jeg spiller på Ukulele.

SUGAR, der netop har haft premiere på Folketeatret i København har undertitlen “Ingen er Fuldkommen”. Hvilket også er den danske titel på filmen “Some Like it Hot” fra 1959 med Marilyn Monroe, Jack Lemmon og Tony Curtis. Og SUGAR er da også baseret på netop denne film – så bare tilsat en ordentlig håndfuld flere sange, end vi finder i filmen. Sangene er skrevet af den amerikanske komponist Jule Styne tilbage i 1972, men holdt i samme 30′er-swing stemning som filmen bevæger sig i. Der er klart en tendens til at alt, hvad der sættes op af gamle klassikere, skal moderniseres og rockes og breakdances og hvad ved jeg – men ikke på Folketeatret. SUGAR er præcis så 30′er-agtig, som vi husker den fra filmen. Og ja, manuskriptet er stort set replik for replik taget ud af Some like it hot. Der er ikke meget nyt under solen her.

Alle er arbejdsløse – der er depression i 30′erne – og to arbejdsløse musikere vidner et gangstermord. For at slippe for at blive slået ihjel forklæder de sig som kvinder og hopper på et omrejsende jazzband. Den ene forelsker sig i bandets skødesløse ukulele-spiller, Sugar Kane, den anden bliver genstand for en gammel millionærs kærlighed. Og så er der ellers komedie for alle pengene. SUGAR har en uimodståelig Bugsy Malone-gangster-charme, en flot Art Deco-scenografi og desværre en utrolig dårlig akustik. Og det sidste er synd.

For alt er gennemarbejdet. Som de to mænd i dametøj ser vi Karsten Jansfort og Kristian Boland, der begge gør et forrygende stykke arbejde. Ikke mindst scenen med Kristian Boland på date med den ældre millionær (Troels II Munk) er priceless! Scenen er fyldt med dygtige dansere og i orkestergraven sidder et velspillende orkester – og derfor er det så ærgerligt, at vi ikke kan høre teksten til sangene. For for en gangs skyld har vi her at gøre med en musical, som er ganske udmærket oversat. For en gangs skyld styres der uden om de evindelige klicheer, der altid smækkes i sangteksterne, når der skal synges på dansk – og det er en fryd. At vi så ikke kan høre halvdelen, er jo så dobbelt op på ærgerligt.

Historien er LIGE til at følge med i, vil jeg mene. Og derfor bliver adskillige af tale-scenerne LIGE lange nok. SUGAR fungerer i hvert fald bedst, når der er dans, dynamik, tempo og show. Normalt er det mig meget imod, men når plottet er så tyndt, som det alle dage har været i Some Like it Hot, er det egentlig okay at det får lov at stå lidt i baggrunden. Vi vil blæses ud af horn og jazz, og det bliver vi desværre ikke. Men de numre der er, er bestemt velfungerende. Og vi går da smånynnende fra Folketeatret i slutningen af aftenen.

Maria Lucia modtog i foråret en Reumert for Årets Sanger, og på dette tidspunkt var det bestemt også fortjent. Lige nu vil jeg bare måske mene, at det er et fejlcast at bruge hende her. Marilyn Monroe var ikke nogen stor sangerinde, men en dygtig skuespillerinde. Maria Lucia er en meget dygtig sanger, men hun mestrer ikke helt den komiske timing, der lægges op til her. Og hun får ikke rigtigt lov at synge igennem, så det er som om Sugar Kane-rollen ikke rigtigt kommer til sin ret.

SUGAR er velspillet (med fokus på Karsten Jansfort, Kristian Boland og ikke mindst Troels II Munk), flot koreograferet og fint iscenesat. Men er tiden måske lidt løbet fra en forviklingskomedie af så støvet karakter? Jeg ved det ikke. Men de to og en halv time i teatret var lige langt nok for mig.

Den gyldne drage, Husets Teater, Vesterbro, spiller til 15. oktober 2011

FEM UD AF SEKS STJERNER

Husets Teater åbner den nye sæson i samarbejde med produktionsselskabet HOLLAND HOUSE og dettes leder, Jacob Schokking, som instruktør på danmarkspremieren på tyske Roland Schimmelpfennigs forestilling DEN GYLDNE DRAGE. Forestillingen havde premiere i Wien i 2009 og har siden da vundet priser for opsætninger over hele verden. Forestillingen tager udgangspunkt i noget så enkelt som en tand, der ender i en thaisuppe, men er en af den slags forestillinger, der vikler fem-seks-syv historier rundt i et sammensurium af skæbner, meninger, fald og triumfer.

På scenen ser vi Troels Lyby, Kristian Halken, Solbjerg Højfeldt, Tilde-Maja Fredriksen og Andreas Berg Nielsen, der alle gør et kanon stykke arbejde. Jeg plejer ofte at mene, at Jacob Schokking er en fantastisk billedskaber, men ikke nødvendigvis nogen dygtig personinstruktør. Heldigvis er dette hold så kompetente og pissedygtige, at skuespillet ikke lider her. Faktisk vil jeg mene, at skuespillet bærer denne forestilling. Undervejs spiller de sortklædte skuespillere adskillige roller – af begge køn og sågar også både myrer og græshopper. Ung spiller gammel, kvinde spiller mand og at klare sådan en opgave med så stor troværdighed er eksemplarisk. At læse både regibemærkninger OG replikker må være svært og distancerende – men skuespillerne leger ind og ud af situationer og ord, så det er en lyst at se. STOR ROS!

Trods tusindvis af skift og hektiske scenarier holdes en ro i forestillingen, der gør det utroligt behageligt som publikum at overvære Den Gyldne Drage. Så meget kunne gå galt – men gør det ikke.

Og for satan, Schokking, hvor er det altså flotte billeder. Scenen er helt enkel: plader, der kan glide frem og tilbage henover gulvet og store, flotte videoprojektioner. Vi kastes rundt i en etageejendom og flyver fra restaurantens køkken til en kvistlejlighed, til købmanden nede om hjørnet og ud på en bro. Og vi sidder på kanten af stolen og følger intenst med.

Netop her giver ordet “forestilling” så fin mening. Vi får virkelig vores forestillingsevne aktiveret. Det er utroligt stimulerende, og vi er bombede af indtryk, når vi går ud fra salen. Næsten for bombede. Ja, jeg ved godt det er trivielt at klantre en forestilling for, men Den Gyldne Drage ville ikke tage skade af lige at blive barberet ti eller 15 minutter ned. Men så er det vist også eneste anke mod den forestilling.

Husets Teater beviser endnu engang, at de ligger i sværvægtsklassen i forhold til at showcase ny, europæisk dramatik. Et område, der tilsyneladende ligger teatrets ledelse nær. Og når udfaldet bliver så levende og gennemarbejdet, som DEN GYLDNE DRAGE er, ja, så er der sgu ikke noget at kritisere den ledelse for!

Marguerite Viby – En Pige Med Pep, set på Teater V, Valby. Spiller der til 18. september 2011 og turnerer fortsat i resten af landet derefter.

TRE UD AF SEKS STJERNER

En smålalleglad pianist, lys i salen, små cafeborde og et publikum på 70+ er ved at tage plads i salen. Ina-Miriam Rosenbaum kommer trallende igennem publikum og træder op på scenen. “Ih, det er min yndlingssang” udbryder hun, og synger Titte til Hinanden – “I må gerne synge med”, siger hun til publikum. “Jo tak” mumles der, og pensionisterne stemmer ivrigt i. Jeg når at skrible ned, at hvis TV4 eller TV2 Charlie endnu ikke har købt rettighederne til at sende MARGUERITE VIBY – EN PIGE MED PEP, så må de skynde sig med at komme i gang. Jeg er lidt træt ved tanken om en aften fyldt med fællessang og bankostemning – men så sker det:

Ina-Miriam får sagt noget med, at Marguerite Viby ikke havde stor sexappeal, men bliver afbrudt af Marguerite Vibys voiceover, der hovent spørger, hvad Ina-Miriam Rosenbaum egentlig ved om det. Og langsomt går lyset ned i salen – og forestillingen går i gang. De næste 80 minutter er en dialog mellem Ina-Miriam Rosenbaum og Marguerite Viby (naturligvis også spillet af Ina-Miriam Rosenbaum). En rolle, som Rosenbaum VELFORTJENT blev tildelt Årets Reumert for Kvindelige Hovedrolle for. For kors, hvor er hun dygtig! Ikke noget med alle mulige vilde kostumer for at få hende til at ligne, bare en knalddygtig skuespiller, der kan sit kram og med fast hånd og imponerende energi påtager sig to roller på samme tid med så meget selvsikkerhed, at vi som publikum på intet tidspunkt er i tvivl om, hvem hun spiller. For denne præstation er forestillingen mere end værd at se.

“Jeg prøver jo bare at finde ud af, hvem de i virkeligheden var”, siger Ina-Miriam Rosenbaum og dette bliver præmissen for forestillingen: Et portræt af Marguerite Viby, hele Danmarks darling: skuespiller, mor og hustru. Fem gange. Ja, for Marguerite Viby havde mange mænd – og det lægges der heller ikke skjul på i forestillingen. Men dette er så også det mest kontroversielle, der er at sige om Marguerite Viby. For egentlig havde hun jo et dejligt liv. Og det er da dejligt for hende og hendes nærmeste – men ikke nødvendigvis dødinteressant på en teaterscene. Portrætfilm og -teaterforestillinger er dødpopulære. Og showbiz-skæbner har ofte spandevis af dramatisk potentiale: sex, druk, berømmelse, nedture, stoffer og så videre og så videre. Og så er der Marguerite Viby. Som ikke engang drak bare lidt for meget.

Budskabet er helt klart: Vi skal elske hinanden og være optimister – ligesom Marguerite Viby. “Vi vil ha lov at være til”, synges der til slut – og det er da smukt. Men det bliver ikke særlig spændende. Publikum jubler – og det er da dejligt – for de kan huske Marguerite, hendes sange, hendes revynumre og gensynsglæden er stor. Især fordi Ina-Miriam Rosenbaum leverer hele materialet med så utrolig stor energi og indlevningsevne. Så der er som sådan ikke en finger at sætte på det. Men for alle, der ikke lige måtte kunne huske en i hvert fald 60 år gammel sketch fra Cirkusrevyen, bliver forestillingen uvedkommende – og i værste fald kedelig.

Jeg giver med stor glæde Ina-Miriam Rosenbaum seks stjerner for sit enorme talent. Reumerten er KUN velfortjent. Men for dramatisk potentiale og relevans får forestillingen desværre kun en eller to stjerner. Derfor ender vi på tre stjerner i alt. Selvom den da er meget sød – ligesom Marguerite Viby var!